Palmesøndag del 150
(Gus van Sant, USA
Cannes 2003, Guldpalmen & Bedste Instruktør)
Gus van Sant har egentlig haft en ret mærkelig karriere. Den startede ganske normalt i firserne, med små og personlige film, en del af den bølge af amerikansk indie, der også tog festivalerne med storm. Men efter Mala Noche (85), Drugstore Cowboy (89) og My Own Private Idaho (91), så begyndte det er gå ret skævt. Even Cowgirls Get the Blues (93) var sær på en ret typisk måde, den er stadigvæk skæv og indie, den fungerer bare overhovedet ikke. To Die For (95) er en udmærket film, med en stærk præstation af Nicole Kidman, men også klart et forsøg på at gå mere mainstream. Og så kom gennembruddet: Good Will Hunting (97). Jeg kan faktisk ret godt lide den film, men det er alligevel svært at komme på andre film der ligger så langt væk fra en typisk indie-sensibilitet. Matt Damon og Ben Affleck (der også vandt for Bedste Manuskript)? Ekstreeeeem sødsuppe? Robin Williams når han er mest emotionel (i en Oscar-vindende præstation)? Den foregår endda på den forkerte amerikanske kyst, i Boston, mens Gus van Sant som regel skildrer den nordlige vestkyst. Alt er helt forkert.
Men ikke så forkert som hvad Gus van Sant gjorde derefter. Hans karriere de næste fem år virker som en mand, der får lov til at gøre lige præcis hvad han har lyst til, men som egentlig ikke rigtig har lyst til noget som helst. Der er remaket af Psycho (98) med Vince Vaughn som Norman Bates. Der er remaket af Good Will Hunting, denne gang kaldet Finding Forrester (00) (okay, det er ikke helt fair, men altså). Og så er der Gerry (02), en minimal lille bagatel, med Matt Damon og Casey Affleck som to mænd der vandrer rundt i en ørken, med et filmsprog inspireret af Tomb Raider og den ungarske mester Béla Tarr. Den film har sine fans, men jeg kan ikke rigtig se meningen med den. Filmsproget er udmærket, men hvorfor se en kopi af Béla Tarr, når man kan se Béla Tarr i stedet? For at være lidt grov, så er det et problem der går igen i 9 år af Gus van Sants filmografi, fra og med Even Cowgirls Get the Blues og til og med Gerry, at det ikke rigtig føler som om han vil sige noget med det han laver. Han manglede et eller andet emne at behandle. Det fandt han så med Elephant.
Jeg tror de fleste kender plottet i Elephant. Den skildrer et skoleskyderi, inspireret af Columbine High. Det er ret vildt at tænke tilbage på, at Columbine High kun var i 1999, men Elephant fra 2003 var den anden film i Cannes der behandlede emnet, efter Michael Moores Bowling for Columbine var i konkurrence året før. Det var en skelsættende begivenhed, der virkelig påvirkede den amerikanske psyke. Gus van Sant kaldte filmen Elephant som en hyldest til Alan Clarkes film af samme navn fra 89, der skildrede mord i Nordirland på samme kontemplative og ligefremme måde. Clarke valgte navnet fra et citat om at ‘the troubles’ i Nordirland, som volden eufemistisk blev kaldt, var ‘the elephant in the living room’. Lidt sådan er også volden i van Sants udgave. Der er et eller andet galt her, når to unge mænd pludselig vælger at myrde deres klassekammerater for selv at dø bagefter, men hvad er det?
Gus van Sant har forklaret at han egentlig misforstod titlen, han troede det henviste til den gamle historie om en masse blinde mænd, der rør ved hver sin del af en elefant, og som så ikke kan blive enige om hvad det er: Ham der rører ved snablen tror det er en slange, ham der rører ved benene er sikker på det er et træ, etc. På samme måde er Elephant en film, der stiller mange forskellige forklaringsmodeller op, uden at tage stilling. Er det mobning? Er det noget i kulturen? Er det seksuelle frustrationer? Er det våben? Her virker filmen lidt bedaget, for i de seksten år der er gået siden er konsensus kommet ret meget frem til at jep, det er våben. Teenagere er også seksuelt frustrerede i mange andre lande, og amerikansk kultur hersker overalt, men altså, de her skyderier har en tendens til at ske i USA og ikke så mange andre steder… En anden svaghed ved filmen i dag er, at nogle af portrætterne virker mere karikerede end godt er. Gus van Sant brugte amatørskuespillere, ægte unge, men især de tre bulimiske piger virker mindre som mennesker, mere som idéer om fortabt ungdom. Og som en tredje svaghed, så er der dele af Elephant, der igen virker som om det er kopierede æstetiske idéer fra andre instruktører, mindre amerikanske, mere krævende.
Min holdning til Elephant har fluktueret i årene, efterhånden som jeg har set og genset den. Men denne gang var den overraskende stærk. Stemningen i den første del af filmen, inden der bliver skudt, er knugende. Filmen er del to af hvad van Sant har kaldet hans ‘dødstrilogi’ og der er en fortabt stemning på campus. Røde blade på træerne, rastløs ungdom, og så visheden om at der snart vil ske noget forfærdeligt. Jeg er også lidt holdt op med at se det som en imitation af europæisk film, dertil er der simpelthen for meget af den som er ærke-amerikansk, på en ret stærk måde. Fotograf Harris Savides havde lavet rigtig mange musikvideoer, og der er en art MTV-æstetik over Elephant, som jeg ikke rigtig havde blik for dengang. Den megen slowmotion, at dialogen er så ligegyldig. Man kunne smide et DJ Shadow album under uden at det ville virke mærkeligt. Det er egentlig lidt unikt, og lidt fascinerende.
Og som årene går ændrer min politiske indstilling sig også til filmen. Dermed fungerer den lidt som en rorschach-test. Denne gang var jeg forbløffet over hvor gammeldags skildringen af skyderiet virkede, af én enkelt grund: Alle karakterer i filmen bliver overraskede over at der er nogen der skyder. Der er en scene hvor der høres skud, en elev går ud på gangen for at se hvad der sker, og bliver ramt. Den slags sker ikke længere, nutidens teenagere har snarere årlige øvelser så de ved præcis hvad de skal gøre hvis de hører skud.
Og så er der slutningen, som jeg i lang tid ikke kunne lide. Den ene morder overrasker et par som har gemt sig i et kølerum, vi ser dem ikke, kun ham, mens han kører geværet frem og tilbage og messer ‘eeny meeny miny mo…’, den amerikansk udgave af ‘ælle bælle mig fortælle…’. Den slutning var for grum, for unødvendigt ondskabsfuld, til at jeg kunne håndtere det før. Men helt ærligt, her i 2019, efter Trump, så virker det som noget af det mest realistiske ved filmen. Adam Serwer fra The Atlantic skrev sidste år en artikel som hedder: ‘The Cruelty Is the Point’. Den skærer helt ind til benet når den skal forklare hvad der er tiltrækkende ved Trumps form for racisme: Det føles godt at skade, dominere, have magt over andre. ‘President Trump and his supporters find community by rejoicing in the suffering of those they hate and fear.’ I forhold til skoleskyderier er det virkelig en modig idé: Hvad nu hvis de her unge mænd ikke er stakler, der på en eller anden måde skal lyttes til og guides væk fra mørket? Hvad hvis de er nogle røvhuller, der godt kan lide at gøre skade på andre? Det er stensikkert ikke dem alle som har det sådan. Men nogle af dem?
Jeg kan huske et interview jeg så med Marilyn Manson, hvis musik de to mordere fra Columbine var fans af. Hvad ville han sige til de to unge mænd, hvis han kunne have sagt noget til dem? Og han svarede: ‘Jeg ville ikke sige noget, jeg ville lytte.’ Det var jeg meget imponeret af dengang. Det er jeg ikke rigtig længere. Jeg tror en film der lyttede mere til gerningsmændende ville have været virkelig dårlig. Elephant lytter mere til alle stemmer i hele verden, den forsøger både at vise empati, men den er stadigvæk ikke bange for også at spørge indtil om den empati egentlig er fortjent. Som en rorschach-test er den ret imponerende balanceret. Så jeg har sikkert en helt anden opfattelse af den igen næste gang jeg ser den.