Palmesøndag del 152
(Gus van Sant, USA
Cannes 2007, 60th Anniversary Prize)
Jeg elsker store og vigtige film. Film som er otte timer lange, og som er den definitive film om kinesiske fangelejre i halvtredserne, eller som fortæller 9 historier fra Portugal over seks timer og ender med en dokumentar om fuglefængere. Det er så dejligt når man føler at der sker noget, at der er noget på spil. Men omvendt kan det også være skønt med et frikvarter, med en film der bare hviler i sig selv, en meget lille historie med nogle flotte billeder. Som f.eks. en fortælling om en skater, der har skyldfølelser over en mystisk situation, og kæresteproblemer, og så ikke så meget mere. Filmet af Christopher Doyle. Hvem ville ikke gide se på det i en firs minutters tid?
I virkeligheden kunne jeg stoppe med at skrive her. Der er ikke så voldsomt meget i den her film, det er bare helt utrolig rart at se på Christopher Doyles billeder og lytte til det stemningsfulde lydbillede inkl musik fra Ethan Rose. Musikken lyder virkelig Nord-nordamerikansk, lidt a la postrock fra Montreal eller Chicago, hvilket yderligere er nostalgisk efter at hele den genre er gået lidt af mode. Men mest af alt er det billederne! Doyle er selvfølgelig først og fremmest legendarisk på grund af de film han lavede med Wong Kar-wai, klassikere inden for arthouse-verdenen, der pludselig gjorde Hong Kong til det mest billedskønne og hippe sted for enhver cineast. At sætte ham til at filme skatere i Oregon er næsten lidt spild af ressourcer, men omvendt gør han det så umanerlig godt. Der er fabelagtige bybilleder, og der er skater-scener optaget på 8mm. Det er en umanerlig billedskøn bagatel. Og det er så absolut ikke det mest ligegyldige Doyle lavede i de år, han filmede f.eks. også M Night Shyamalans Lady in the Water.
Så mange af Gus van Sants film udspiller sig blandt unge mennesker i Portland, det er en verden han konstant vender tilbage til, og det er en rendyrket fryd at være med når han virkelig bare dyrker det miljø. Men desværre er det ikke det eneste han gør. Der er jo den her skyldfølelse, der er også en politiefterforskning, et eller andet er sket som gør unge Alex meget nervøs og introvert. Og det er ikke så meget fordi der er for meget plot, for det er der ikke, det er bare noget der hænger over filmen, og da vi endelig får at se hvad der er sket er det overraskende nok også en fuldstændig forrygende scene i al sin traumatiske gru. Problemet er bare lidt, at der er den her indre konflikt i Alex, og at kameraet virkelig dyrker den konflikt i hans ansigt. Men Gus van Sant har som så mange andre gange castet amatørskuespillere som de unge stjerner, og skuespillet er overhovedet ikke godt nok til rigtig at sælge komplicerede følelser. Det kunne man slippe af sted med, man kunne skildre det som en uudgrundelig udtryksløshed, det er meget det som f.eks. sker i Elephant. Men det er ikke det som Gabe Nevins bliver sat til at gøre som Alex, og for at gøre det hele værre er der virkelig mange closeups af hans ansigt, og det er aldrig godt.
Endnu værre er Lauren McKinney som hans veninde Macy, en rolle som fuldstændig lades i stikken af filmen. Hun har en stil, punk-goth-stil, i stedet for en personlighed. En typisk mainstream-film ville bygge hende op som et symbol, et objekt som hovedpersonen kunne længes imod, men det gør Paranoid Park ikke, den lader hende i stedet nærmest være den der mest aktivt forsøger at regne ud hvad der er galt med Alex, men det nytter ikke noget at ville gå fra at skildre kvinder som objekter til at skildre dem som subjekter, hvis man alligevel ikke giver dem nogen indre subjektivitet. Så lader man bare sine unge skuespillerinder flagre i vinden.
Det skal siges, at det nok er et forsøg på at være ret subversiv omkring forholdet mellem Alex og Macy. Alex er helt klart draget imod hende, men ikke seksuelt. Han har også allerede en kæreste, cheerleaderen Jennifer, spillet af Taylor Momsen der siden har haft en ret stor karriere i fire sæsoner af Gossip Girl og som frontkvinde i rockbandet The Pretty Reckless. Hun er også den eneste der forstår at spille spillet, ligesom Jennifer tydeligvis er det, en amerikansk teenager der elsker at være amerikansk teenager, og som virkelig glæder sig til at have kikset amerikansk teenager-sex med Alex, som dog omvendt ikke rigtig føler noget for det. Er Alex en queer-karakter? Er det derfor han i stedet drages mod det platoniske forhold til Macy? Det er aldrig helt forklaret. Men det er sådan noget også ret sjældent for seksten-årige.
Alex er en skitse. Både som karakter, men tydeligvis også som menneske. Han driver omkring, drømmer mest om at skate ved den farlige skatepark der giver filmen sit navn. Men så er der sket noget helt forfærdeligt, som truer med at definere hvem han er for altid, inden han overhovedet selv har haft chancen for at bestemme det. Det er en virkelig god idé til en film-bagatel, og film-bagateller burde der laves nogle flere af, og være nogle flere af i Cannes. Den slags film, hvor man måske ikke mærker så meget til instruktøren – omend queer-tematikken såvel som den omklamrende fornemmelse af død er ret typisk van Sant – men hvor til gengæld teknikkerne får lov til at brillere. Og mere behøver jeg faktisk ikke. Men det gjorde van Sant åbenbart. Hans næste film udkom allerede året efter, Milk med Sean Penn i hovedrollen som Harvey Milk, homoseksuel politisk pioner. Den vandt Oscar og alt muligt. Den er faktisk virkelig god, og en historie van Sant nærmest var født til at filme. Men alligevel føler jeg lidt noget gik tabt da van Sant igen ville lave vigtige film. Og herfra gik det stejlt ned af bakke…