Palmesøndag del 222
(Bertrand Tavernier, Frankrig
Cannes 1980)
Der har været så umådelig mange franske instruktører i Cannes, det er virkelig svært at finde på personlige særpræg for dem alle sammen. Folk som Benoît Jacquot, Jacques Doillon, Patrice Leconte, hvad skal man sige? Sådan er det også lidt med Bertrand Tavernier, han er ikke rigtig den store kunstner, hvis personlighed brænder ud af lærredet, og som har sat sig fyldige præg på fransk film. Han er lidt mellem, han er lykkedes med nogle ting, fejlet med andre. Nogle af hans bedste film handler faktisk lige præcis om det, om kunstnere, der ikke rigtig har formået at brænde nok igennem. Det er ét af hans særpræg. Derudover har han også altid været mærkværdigt gammeldags.
De sidste år har Tavernier udarbejdet sin store vision om fransk film i værket My Journey Through French Cinema, der både består af en tre timer lang film, og en dokumentar-serie af samme navn på otte afsnit af hver en times varighed. Det er en ret overraskende kanon, ulig hvad man måske normalt tænker (Renoir – > Truffaut – > Godard, etc). Tavernier dykker ned i alle b-films instruktørerne, og alle dem der blev afskrevet som ‘tradition de qualité’ af Cahiers du Cinéma folkene. Her finder Tavernier en masse gode folk, der arbejdede benhårdt med at lave gode billeder, som folk stadig gad at se. Det er ærligt og selverklæret middlebrow, på en utrolig nørdet måde.
Men Tavernier har nærmest altid bekendt sig de her to traditioner, b-filmen og ‘kvalitets-filmen’ (k-filmen? q-filmen? q-filmen lyder bedre, ing?) Han begyndte i film-branchen som assistent hos Jean-Pierre Melville, manden bag transcendente b-film som Le Samourai og Le Cercle Rouge, og da han debuterede som instruktør i 1974 med The Watchmaker of St. Paul var det baseret på et manuskript af Jean Aurenche og Pierre Bost, og det kan godt være de to navne ikke siger så mange så meget længere, men det er meget store manusforfattere, hvis karrierer går helt tilbage til trediverne. De blev kendt under navnet ‘aurenchebost’ og skrev film for René Clement, Jean Delannoy og Claude Autant-Lara. Det var nogle af dem Truffaut hadede aller mest. Tavernier lavede flere film sammen med Aurenche op gennem halvfjerdserne, der fik fin ros, også af yngre kritikere, men til sin første film i Cannes, Une semaine de vacances fra 1980, prøvede han noget lidt andet, og skrev filmen med bl.a sin hustru Colo Tavernier.
Tavernier fik succes i anden halvdel af halvfjerdserne med kostumedramaer som Let Joy Reign Surpreme (1975) og The Judge and the Assassin (1976), der dog adskiller sig en del fra gængse kostumedramaer. På overfladen handler de om historiske personer – henholdsvis Philippe D’Orleans, rådgiver for Louis XV i starten af 1700-tallet og massemorderen Joseph Vacher, der dog har fået sit navn ændret til Joseph Bouvier – men i virkeligheden er det syrlige stemningsportrætter af to epoker der synes at være i åbent forfald. Adelige Philippe virker egentlig som om han gerne vil gøre sit bedste, men han er så verdensfjern, hans liv er så dekadent, at han ikke engang har nogen idé om hvor meget lidelse han forårsager i befolkningen. Morderen Bouvier bevæger sig i en verden af ulighed, hvor den kollektive psykose der hedder Dreyfus-affæren udspiller sig i baggrunden. Det er ret åbenlyst at sammenligne de to film med samtidsskildringer som The Watchmaker of St Paul og Une semaine des vacances, og dermed konkludere at temaet for alle Taverniers film i den her periode var den mærkværdige ‘malaise’ der herskede i den vestlige verden i halvfjerdserne.
Hvis ikke man havde fanget det var et tema hos Tavernier, så blev det da i hvert fald skåret ud i pap med Une semaine des vacances. Filmen skildrer en ung lærer Laurence (Nathalie Baye), der får tildelt en uges ferie fra sit arbejde fordi hun er rent ud sagt deprimeret. Hun synes børnene bliver dummere og dummere, og ved ikke hvad hun skal gøre, for når hun giver los, giver børnene lov til at skrive præcis hvad de vil i stedet for at følge skolens regler, så begynder de bare at kopiere diverse politikere de hører i fjernsynet, i stedet for at finde på noget selv. Hun kigger på en generation af børn, som lader til at have givet op med at skabe sit eget, og hun gider ikke mere. Filmen skildrer egentlig bare derefter hendes liv i en uge, fyldt med flashbacks og små filmiske spidsfindigheder, men det hele lever af et virkeligt stærkt tidsbillede.
Une semaine de vacances minder lidt om en anden film om lærere: Druk! Der er den samme vilje til at skildre ‘tidsånden’, til at vise hvordan ungdommen og den ældre generation kæmper med det samme, og desværre også lidt den samme vilje til at gå på kompromis med filmsproget i troen på at så kan alle være med. I Une semaine de vacances giver det sig især udtryk i den virkelig dårlige underlægningsmusik, der reducerer ret seriøse emner til patos-ladet kitsch. Det er synd. Men der er også noget ganske godt at sige om de her film, om viljen til at lave noget, der ikke for alt i verden skal vise hvor stor en kunstner man er, men er til for folket. Og der er også ret vidunderlige ting i. Især dukker skuespilleren Philippe Noiret lige pludselig op som den samme karakter han spillede i The Watchmaker of St Paul, hvor han fortæller videre om sin søn, der i den film blev fængslet for at slå en anden ung mand ihjel af politiske årsager + selvforsvar. Her bliver Taverniers film nærmest til en fortløbende samtidskrønike. Desværre dukkede urmageren aldrig op igen, men samarbejdet med Noiret fortsatte, og mange af de karakterer han senere spillede har aspekter af det samme. De står lidt uden for tiden, og ved ikke rigtig hvordan de bliver en del af den.
“I want to speak to you first tonight about a subject even more serious than energy or inflation. I want to talk to you right now about a fundamental threat to American democracy. […] The threat is nearly invisible in ordinary ways. It is a crisis of confidence. It is a crisis that strikes at the very heart and soul and spirit of our national will. We can see this crisis in the growing doubt about the meaning of our own lives and in the loss of a unity of purpose for our nation. The erosion of our confidence in the future is threatening to destroy the social and the political fabric of America.“
Sådan talte præsident Jimmy Carter til befolkningen i 1979, en tale så deprimerende at det stadigvæk er fuldstændig vanvittigt nogen politiker nogensinde turde holde den. Det øgede da nok heller ikke ligefrem chancerne for genvalg. Men når man ser en film som Une semaine de vacances, så virker det genkendeligt som skildring af samme krise. De sidste billeder af filmen er bare en pige på en bænk, som ser helt ualmindelig fortabt ud.
Det er den samme ‘no future’ energi der drev punken, men der er ingen punk-energi nogen steder i filmen. Der er ingen politiske visioner, ingen vej frem. Der er bare opgivenhed og forvirren. Men hey, måske det også er første skridt på til at finde noget nyt? Der var nye idéer lige om hjørnet, også for filmen, omend det nye var glathed, blockbuster-energi, postmoderne useriøsitet. Det gad Tavernier ikke, det gider hans karakterer heller ikke – de taler gentagne gange forvirret om f.eks rulleskøjter, der kom til at spille en stor rolle i Luc Bessons ‘cinema du look’ klassiker Subway. Tavernier fandt i stedet sit næste gennembrud ved at se indad, i en trilogi af film om kunstnere. Den første af dem, En søndag på landet, var også i Cannes.
Serien om Bertrand Tavernier fortsætter med En søndag på landet