Palmesøndag del 224
(Daddy Nostalgie, Bertrand Tavernier, Frankrig
Cannes 1990)
Engang imellem skal man passe på med trilogier. At være ‘auteur’ handler i høj grad om at håndtere niveauet af gentagelser i sin filmografi, og ingen gentagelse er så ‘fin’ som det at lave lige præcis tre film om præcis det samme. Men hvis man kun har idéer til to film, så kan den tredje let blive træls. Det er i korte træk sådan jeg har det med Daddy Nostalgi, tredje film om kunst og død og aldring som Tavernier lavede efter En søndag på landet og Round Midnight. I Daddy Nostalgi handler det om filmkunsten, i fortællingen om en manuskriptforfatter, hvis far bliver meget syg. Faren spilles derudover også af en af filmhistoriens helt store forfaldskarakterer, så der er lagt op til en fortælling også om filmmediets udvikling. Men det er ikke spændende nok.
Faren, som vitterlig blot kaldes ‘Daddy’ er spillet af Dirk Bogarde, der er en af de emblematiske figurer i filmhistorien. Han lagde ud som ung med at spille filmhelt, smuk mand, stjerne, men lavede sidenhen to af de helt store forfaldsfilm med Luchino Visconti: The Damned og Døden i Venedig. Især hans præstation som Aschenbach i Døden i Venedig er fabelagtig, han tilfører Manns berømte figur sin helt egen ophøjede patos. Men det er så her gentagelsen også bliver lidt uheldig, for Bogarde spillede en gammel døende mand til perfektion allerede i 1971, og gjorde det så strålende at man kunne fornemme forfaldet selvom Bogarde selv egentlig ikke var så gammel på det tidspunkt, så selvom han helt bestemt er forfaldet mere på de 19 år der er gået – og Bogarde var blevet ramt af et hjerteanfald i 1987 – så var forfaldet bedre formidlet i den tidligere film.
Daddy er heller ikke kunstner, så kunstnerperspektivet kommer i stedet gennem datteren, der spilles fornemt af Jane Birkin. Og her er der nogle biografiske detaljer, jeg virkelig godt kan lide. For Caro, som hun kaldes, der har en engelsk-talende far og en fransk-talende mor, minder en del om Colo Tavernier, Bertrands kone, der var en strålende manus-forfatter i egen ret, og som havde lidt den samme forældre-sammensætning. I en ret så vidunderlig dialog spørger moderen om hun da ikke hellere ville skrive til teateret, for som manuskript-forfatter til film, så får hun jo ingen anerkendelse, og det er synd og skam for en forfatter der er så god til at skrive dialog. Det er en vidunderlig lille replik om film generelt, som jeg 100% også påstår skal henvise til Colo Tavernier selv, der skrev virkelig gode dialoger, og hvis mands film blev meget bedre da han begyndte at arbejde med hende, og som har fortjent mere anerkendelse.
Daddy Nostalgi er dog desværre ikke lige så god som deres tidligere arbejder. Forholdene mellem far og mor og datter er ikke lige så interessante som i de to tidligere ‘dødsfilm’, og selvom der forsøges at rette op på det ved at gøre det til en mere generel kontemplativ film om aldring og død og tab, så ville det kræve bedre æstetik end filmen formår at levere. Det er ellers tæt på at være virkelig godt, med langsomt billedsprog, langsomme bevægelser, kontemplation, lige som i især En søndag på landet, men det lykkes ikke. Efter at have arbejdet med fotografen Bruno de Keyzer på sine fire sidste film blev Daddy Nostalgi fotograferet af Denis Lenoir, Olivier Assayas’ daværende fotograf, men samarbejdet mellem Lenoir og Tavernier løfter sig ikke. Som kameraoperatør finder vi i øvrigt Agnes Godard, kort inden hun blev Claire Denis’ faste fotograf, så det er ikke fordi der ikke er stærke kræfter involveret. Alt er da også kompetent. Der mangler bare noget mere indhold, nogle bedre idéer.
Der var mange store / gamle mandlige skuespillere i Cannes i 1990, Dirk Bogarde konkurrerede mod bl.a. Marcello Mastrianni som aldrende far i Stanno Tutti Bene, Clint Eastwood som John Huston i Hvid jæger, sort hjerte og Gerard Depardieu som Cyrano de Bergerac, som endte med at vinde. Alle sammen havde roller hvor maskulinitet og autoritet blev udfordret, med en understrøm af, at folk jo bliver ældre. 1990 er et mærkeligt overgangsår i Cannes, hvor på den ene side muren var faldet og Østeuropa bidrog med en hel masse film, lige inden alle deres filmindustrier så nærmest faldt fra hinanden, alt imens filmene fra den vestlige verden i høj grad så tilbage og ikke helt vidste hvad der var vejen frem. Altså bortset fra David Lynchs meget tidsvarende Wild at Heart, der jo så også endte med at vinde.
Tavernier fandt for at være helt ærlig aldrig rigtig nogen stor vej frem efter 1990. Hans næste film var lidt mere tju-bang, dels L.627 – Gadens lov (1992) om en deling politifolks arbejde på gaden og Lokkeduen (1995) om nogle unge kriminelle, der får en ung pige til at gå på date med rige mænd, hvorefter de bryder ind og slår dem ihjel, dels genrefilmene Revenge of the Musketeers (1994) og Captaine Conan (1996) om en kaptajn under 1. verdenskrig. Det er ikke fordi det er decideret dårlige film (okay, jeg fatter ikke pointen med Revenge of the Musketeers) og Lokkeduen vandt Guldbjørnen i 1995, den største pris Tavernier nogensinde havde fået, men det er ikke på samme niveau som det han lavede i firserne, og det virker lidt som om han var ved at have sagt de meget vigtige ting han gerne ville sige. Det kan man også godt mærke i Daddy Nostalgi, den har bare ikke lige så meget den vil af med som tidligere Tavernier-film.
Serien om Bertrand Tavernier fortsætter med The Princess of Montpensier