Fair Game

Palmesøndag del 241
(Doug Liman, USA
Cannes 2010)

Der var én amerikansk film i Cannes i 2010. Det er ikke ret heldigt for en festival, der godt kan lide at have filmstjerner på røde løbere. Men det lader ikke til at der har været så meget at gøre. Den eneste filmstjerne-film fra festivalens special-visninger, der med lidt god vilje kunne være vist i hovedkonkurrencen var Oliver Stones Wall Street 2 med Michael Douglas og Shia LaBeouf. Der kan simpelthen umuligt være andre.

For hvis der var andre muligheder, så er det helt uforståeligt, at Doug Limans Fair Game var i hovedkonkurrence. Limans seneste film var The Bourne Identity, Mr and Mrs Jones og Jumper, mainstream film, der fik ret svingende anmeldelser. Og, altså, Fair Game er ikke ret god. Hvis ikke Naomi Watts og Sean Penn havde været med, har jeg svært ved at forestille mig den havde fundet plads. Det er en kvotefilm.

Fair Game går direkte efter Oscar-guldet, med en historie baseret på virkelige begivenheder. Naomi Watts spiller Valerie Plame, og Sean Penn spiller hendes mand Joe Wilson. Det er måske lidt svært at huske, men tilbage i 2003 var det ret skandaløst hvis det virkede som om at den amerikanske præsident løj for befolkningen. Det gjorde George W Bush måske i en tale op til Irak-krigen, da han sagde, at der var gode indicier på at Saddam Hussein havde forsøgt at købe ‘yellowcake’ uranium i Niger. Det rygte var nemlig allerede blevet undersøgt af Joe Wilson, som var rejst til Niger, og havde konkluderet der ikke var hold i det. Da så pludselig præsidenten alligevel brugte historien som grund til at gå i krig skrev Wilson en vred klumme om at det ikke passede. Og så pludseligt blev det lækket, at Wilsons kone, Valerie Plame, faktisk var CIA-agent, og måske var det derfor han var blevet sendt til Niger, og altså ikke fordi han vidste noget om emnet. Så brød helvede løs. Plame mistede sin karriere. Men det skabte også kæmpe problemer for Bush-regeringen, for hvem havde lækket den oplysning? Det endte med at Scooter Libby, rådgiver for vicepræsident Dick Cheney, sad med aben, og blev dømt til 30 måneders fængsel. Han blev dog benådet.

Ja, det er sådan set historien. Man kendte den godt dengang, pointen med filmen er ikke så meget at skabe spænding om udfaldet. Pointen er, at få sat det i en ramme, hvor vi sådan rigtig forstår hvor skidt det er, det som regeringen gjorde. Så vi ser Plame som samvittighedsfuld og dygtig agent, og især ser vi hvor optaget hun er af at redde en gruppe (fiktive) videnskabsmænd ud af Irak inden Mossad får dem skræmt i armene på Iran. Vi ser også hvordan efterretningsarbejdet så småt begynder at blive korrumperet frem mod Irak-krigen, hvor pludselig aluminiums-rør bliver kaldt for dele af atom-reaktorer selvom de overhovedet ikke egner sig til formålet, og hvor politikerne specifikt vælger at invitere de få agenter som tror Saddam har masseødelæggelsesvåben til at fremlægge deres teorier. Vi ser også senere hvor meget det går ud over de to heltes ægteskab at de bliver trådt på af stærke kræfter. Og til sidst ser vi Sean Penn holde en vred tale hvor han skærer pointerne ud i pap, hvis nogle af os ikke skulle have fattet det. Så skulle den ged da være barberet.

Det er egentlig lige ved og næsten at Doug Liman kan kaldes for auteur. Han har et emne han vender tilbage til igen og igen, nemlig spionage og efterretninger. I mainstream konspirations-thrillere som The Bourne Identity da terror-frygten var på sit højeste. Også i mere prestigiøse film som Fair Game og den langt bedre American Made, der nærmest rammer noget Oliver Stone’sk i den vanvittige historie om en amerikansk smugler (spillet af Tom Cruise), der bliver hyret af CIA til at hjælpe til med Reagan-regeringens lyssky handlinger i Centralamerika. Og endelig kan man sige, at Limans klart bedste film, The Edge of Tomorrow, også med Tom Cruise, også handler om efterretninger og hvor meget man må være parat til at ofre sig for at lære sin fjende at kende. Historien er jo, at hver gang Cruise’s karakter dør i kampen mod rumvæsener, så vågner han op på samme tid og samme sted, og har derfor mulighed for at blive klogere og klogere, og finde ud af hvordan krigen kan afsluttes. Det er meget abstrakt, men det er lidt samme tematik der bliver behandlet i film som The Bourne Identity og Fair Game. Bortset fra at der ikke er så megen ond regering i The Edge of Tomorrow. Men det er måske også en af grundene til at den er så meget bedre.

American Made har også noget. Den er nærmest feber-opkørt lige som en god Oliver Stone film er det, fyldt med halvoptegnede konspirationer, stilskift, monologer til kameraet. Doug Liman kan sine koder, både for Oscar-bait og for mainstream-film, og han har et emne og en tematik som han er virkelig optaget af. Der er bare ikke rigtig nogen sammenhæng imellem det, og det er for det meste ikke ret interessante ting han siger. Liman har selv fotograferet Fair Game – ligesom han gjorde det med hans helt tidlige indie-film Go og Swingers – men det er nok ikke noget han skulle prale af. Den er æstetisk kedelig, hvilket Liman-film altså normalt heller ikke er. Det starter godt med en montage af nyhedsklip mens Gorillaz’ Clint Eastwood spiller indover, men det er så nærmest også det sidste energiske der er i den her film. Derefter er alt meget meget seriøst og vigtigt. Der er bare ikke rigtig noget som overrasker, og det kan vel aldrig være vigtigt at blive belært, hvis man ved det hele i forvejen.

Doug Liman bliver nok aldrig en auteur. Han er relativt ung endnu. Men det virker ikke som om han gider. Der er for mange muligheder for at lave mellemvarer som hans nye filmatisering Chaos Walking. At han lige et enkelt år kunne være i Cannes, det er en af den slags bizarre ting, som Cannes-historien er fuld af. Det var nok snarere Sean Penn og Naomi Watts, der blev inviteret. Det var sikkert en god fest. Resten er komplet forglemmeligt.