Palmesøndag del 266
(殯の森, Mogari no mori, Naomi Kawase, Japan
Cannes 2007, Jury Grand Prix)
Naomi Kawases værk er meget personligt, og vender gang på gang tilbage til hendes egne erfaringer. Men der er dog alligevel også plads til portrætter af andre. F.eks udgav hun i 1997, samme år som fiktionsdebuten Suzaku, også dokumentaren The Weald, der skildrede livet på et særligt plejehjem højt oppe i bjergene i Nara-provinsen. Det emne vendte hun tilbage til i fiktionsform med The Mourning Forest, der blev hendes største Cannes-succes, og vandt den fornemme Jury Grand Prix.
Filmens hovedperson er plejeren Machiko, der arbejder på førnævnte plejehjem. Hun passer særligt på den senildemente Shigeki, og efterhånden lærer vi, at de har noget til fælles. De har begge mistet. Machiko har mistet et barn – og ifølge hendes ex-mand er det i høj grad hendes skyld, omend vi ikke rigtig lærer detaljerne at kende – og Shigeki mistede sin kone for 33 år siden. Åbenbart er der noget buddhistisk med at sjælen forlader den her verden efter 33 år, får vi at vide, og Shigeki begynder også at virke en smule rastløs. De to drager på udflugt, men efter at de kører galt forsvinder Shigeki i stedet ind i skoven, og så må Machiko følger efter. Herefter drager de i et par dage gennem træerne mod et for Machiko ukendt mål.
Det er virkelig en simpel film, nok den simpleste film Kawase har lavet. Den lever først og fremmest af de mange vidunderlige landskabsbilleder, der både udgør hele anden del af filmen, men som også fylder rigtig meget i første del. Hjemmet ligger højt oppe i de grønne bjerge, og de glimt vi ser fra det daglige liv indkapsles af tågefyldte totaler af bjerglandskabet. Det er komplet fantastisk. Hvis man tror det er en film i stil med f.eks Abbas Kiarostami eller Apichatpong Weerasethakul, der også ofte fokuserer meget på landskaberne, så bliver man dog skuffet. Kawases film er langt mindre kompleks, langt mindre mørk. Men den er vidunderligt direkte. Der er ikke nogen som helst ironi her, intet forsøg på at gemme sig. Det er store følelser hele vejen igennem. Og samtidig er håndværket vitterlig på aller største niveau, billederne er gudesmukke.
The Mourning Forest er først og fremmest ekstremt sentimental. Dens følelser er helt ude på tøjet, og oppe i det røde felt. Der bliver knyttet bånd mellem fremmede, der bliver grædt og skreget, der bliver krammet træer, og klaveret spiller melankolskt imens på soundtracket. Og det er nemt at sige, at det gør det til en typisk feminin film, og det er der måske også lidt i. Men det er også ret typisk for japanske film. Særligt klaversoundtracket findes altså også i rigtig mange Hirokazu Koreeda film, f.eks, der heller ikke holder sig tilbage for sentimentaliteten i film som Min søns familie. Mest af alt, så tror The Mourning Forest fuldt og fast på sine pointer, uden at begynde at tvivle. Det her landskab skildres som et magisk landskab, og hvis man bevæger sig ud i det landskab, og overgiver sig til det større der findes i naturen, så kan man begynde at finde en form for trøst. Jeg ved ikke direkte om The Mourning Forest er en buddhistisk film, dertil ved jeg for lidt om buddhisme, og Nara-området er også kendt for særlige religiøse retninger. Men det er en film der dyrker det som er større end mennesket. For det er deri, man finder svar på det uforståelige.
Det kan lyde helt forfærdeligt. Hvis man f.eks har set Gus van Sants Sea of Trees, der også handler om at finde meningen med døden i en japansk skov, så kan man godt blive skræmt over beskrivelsen af den her film. Men en meget vigtig ting at sige er, at Kawases film aldrig bliver letkøbt. Hvor Sea of Trees ikke lader til rigtig at gide sætte sig ind i japansk tankegang, men bare trækker noget orientalistisk andethed henover en gang spirituel gumbo, så kører Kawases film med en fornemmelse af at være dybt konkret, dybt inde i sit stof, dybt afhængig af lige præcis den her skov. Når Shigeki krammer et træ, så er det ikke bare fordi han krammer træer, det er fordi han vil kramme lige præcis det her træ, fordi det betyder… et eller andet. Og kamera-arbejdet er heller ikke sløset, tværtom er det noget af det mest omhyggelige og tålmodige som Kawase har lavet. Særlig slutscenerne, hvor de endelig finder det de har ledt efter, lever af det her tålmod. Det kunne sådan set bare være blevet antydet og så afviklet. Mange film ville bare lade det blive ved antydningen af, at der var fundet noget, og hurtigt klippe væk, af frygt for at det skulle virke latterligt. Men Kawase bliver hængende i virkelig lang tid. Og selvom vi måske stadig ikke rigtig forstår hvad de finder, så bliver det meget stærkere af, at det virker som om der insisteres på at der er noget her, og at vi som publikum, hvis vi forsøger også kan finde det. Hvis vi overgiver os.
Det gjorde juryen i Cannes 2007. The Mourning Forest vandt Jury Grand Prix, andenpræmien, og blev dermed kun overgået af Cristian Mungius 4 måneder, 3 uger og 2 dage. Læg dertil, at Carlos Reygadas’ Stille Lys vandt Jury-prisen, og 2007 var et af de få år hvor det nærmest lykkedes juryen at pege på konkurrencens bedste film! Desværre var resten af verden ikke lige så overbevist om kvaliteten af Kawases film. Jeg har således hørt, at det er den eneste Jury Grand Prix vinder de sidste tredive år, der ikke fik amerikansk biografpremiere. Det medførte heller ikke rigtig, at hendes andre film blev gravet frem, og at hendes film blev sat i en større ramme, hvilket jeg synes er synd, for de spiller rigtig godt sammen.
Det er af den grund, at jeg heller ikke helt kan tilslutte mig, at de her tre Cannes-film bliver kaldt for en ‘Nara-trilogi’. De er de kendteste af Kawases film, men hun har lavet et væld af andre, som også er centrale for at forstå hvad hun leder efter, særligt hendes mange dokumentar-film. Men hun lavede faktisk også et par andre fiktionsfilm, der bare ikke kom til Cannes, og som derfor er forblevet nærmest fuldstændig ukendte. Der er Firefly fra 2000, som folk siger er relativt mislykket, særligt fordi den forsøger at være et ambitiøst kæmpeværk på 165 minutter, hvilket overhovedet ikke er det format Kawase ellers har forsøgt sig med. Og så er der Nanayomachi, opfølgeren til The Mourning Forest fra 2008, der også lidt viser hvor galt det kan gå. Det var Kawases første forsøg på en international film, optaget i Thailand, men også med franske Gregoire Colin, kendt fra Claire Denis’ film, på rollelisten. Der er dele af den som er interessant, og Kawase er også i stand til at få Thailand til at virke virkelig smukt, men der mangler den her specificitet, som hun fandt i sit eget Nara-område. Når til sidst japaner, franskmand og thailændere finder fred i en art optog, så virker det lidt postuleret på en måde som The Mourning Forest ikke gør det.
Jeg tror egentlig godt Kawase ville kunne lave en god film om et kulturelt system hun overhovedet ikke forstår. Det ville bare kræve noget mere tålmod, noget mere introduktion, og noget mere dokumentarisme. Den slags er der også i andre af hendes Nara-film som Shara og Hanezu, som af den grund også er mere komplekse og overlæssede værker. The Mourning Forest drager bare ind i en skov, og finder sandheder derinde, som tydeligvis giver intuitivt mening. For nogen. Måske ikke for os andre. Men derfor er det stadigvæk bare en virkelig smuk, simpel og indtagende film.