Palmesøndag del 296
(Michel Hazanavicius, Frankrig
Cannes 2011, Bedste Skuespiller (Jean Dujardin) + Palm Dog (Uggy))
The Artist er en ret særlig film i Cannes-historien. En af blot tre Oscar-vindere for Bedste Film de sidste tyve år, der havde haft premiere i Cannes-konkurrence (sammen med No Country for Old Men og Parasite). Og i modsætning til de to andre, der var ret atypiske Oscar-vindere, så er The Artist en feel-good hyldest til det gamle Hollywood, der foruden at være en åbenlys teknisk bedrift også er båret af absurd karismatisk skuespil fra hovedrolleindehaverne. Det er helt åbenlys Oscar-bait. Og alligevel havde det kvalitet til at være i Cannes-konkurrence.
Det var også i sidste øjeblik at The Artist kom med i det fine Cannes-selskab. Oprindeligt skulle den have været vist uden for konkurrence, men en uge før festivalen startede blev den opgraderet. Det er der nok ikke mange der vil nægte var det rigtige valg. Selvom dens feelgood kvaliteter dog også klinger lidt mere falsk i dag. Særligt af én grund.
George Valentin er en af de største Hollywood-stjerner i 1927. Han er en Douglas Fairbanks agtig actionhelt, kombineret med en fjollet charmør, komplet med en elsket hund, der lader til at spille med i alle hans film. Men tekniske udfordringer truer i horisonten. Kort efter han får givet den unge Peppy Miller chancen i en af hans film bliver han konfronteret med udfordringen fra talefilmen. Af uvisse årsager har han nemlig ikke lyst til at tale på film, så i stedet satser han i 1929 hele sin opsparing på at producere, skrive, instruere og spille hovedrollen i endnu en stum storfilm, lige tidsnok til at Wall Street krakket, kombineret med den forudsigelige filmiske fiasko, gør ham fuldstændig bankerot. Mens han i starttrediverne synker længere og længere ned stiger Peppy Miller samtidig i hierarkiet, og måske ved hun hvordan Valentin kan gøre comeback?
The Artist er fuldstændig instruktør Michel Hazanavicius’ vision. Han havde gjort sig fortjent til at kunne lave en så egensindig film på den gamle måde: Ved først at slå sit navn fast med noget som var mere tydeligt populistisk. Specifikt lavede Hazanavicius de to spion-spoofs om agent OSS 117, Cairo, Nest of Spies og Lost in Rio. Her spillede Jean Dujardin også en absurd karismatisk antihelt, samtidig med at Hazanavicius gjorde sig godt umage med at genskabe feel og filmiske greb fra de billige Bond-kopier han var inspireret af. Særligt Cairo, Nest of Spies er fremragende, nok stadig min favorit Hazanavicius-film, og var i øvrigt også en af Bérénice Bejos hidtil største roller, og der hvor parret Hazanavicius og Bejo mødte hinanden. Med således at have bevist egne evner, og med de to faste samarbejdspartnere Dujardin og Bejo, der kunne løfte rollerne som Valentin og Miller, faldt finansieringen på plads, så det blev muligt at lave en freaking sort-hvid stumfilm i 2011, med amerikanske stjerner som John Goodman og James Cromwell blandt birollerne.
The Artist er vitterlig feel-good, helt igennem fokuseret på at begejstre og charmere, frem for f.eks at gøre ondt eller få folk til at tænke. Det rynker mange kritikere på næsen af, men jeg forstår ikke hvordan man kan være imod så stærk og frisat karisma som Dujardin og Bejo besidder, eller de mange vidunderlige filmiske tricks, der bærer filmen i særligt den første halvdel. Hazanavicius havde som nævnt erfaring med at imitere tidligere epokers film, men hans største evne er næsten at han ved hvornår han skal holde igen. The Artist er filmet i 22 frames per second, hvilket får det hele til at gå lidt for hurtigt på velkendt stumfilmsmaner, men sådan var oplevelsen af de gamle stumfilm faktisk ikke dengang. De gamle stumfilm skulle også være vist i 22 frames per second, men moderne fremvisere viser 24 frames per second, så det går lidt for stærkt når vi ser dem i dag. Det er typisk for Hazanavicius, at han vælger at kopiere den moderne opfattelse af stumfilmen, fremfor at genskabe hvordan de reelt blev lavet. Det ses også i den digitalt skabte sort-hvide farvelægning, der ikke rigtig ser autentisk ud, men som virkelig er flot. Det ses også meget i klippet hvor Valentin sidder og ser en af hans gamle film, hvor det i langt højere grad ligner en reel gammeldags stumfilm. Hazanavicius har godt vidst hvordan det blev autentisk, han prioriterede bare publikums opfattelse. Hvilket jeg tror er det rigtige valg.
Det er særligt det rigtige valg, eftersom et fokus på autencitet ville besværliggøre alle de vidunderlige trick-sekvenser, der i høj grad bærer filmen, fra den første lyd-scene, hvor Valentin har mareridt om den kommende tale-film, til hans alkoholiserede drøm hvor karakterer fra hans film ønsker ham tilbage igen. Hazanavicius viser generelt i The Artist, at hvis han havde været en stumfilmsinstruktør, så havde han været det i arven fra Georges Méliès, der med Rejsen til månen som konsensus-klassiker blev det helt store navn i den tidligste films bølge af ‘cinema of attractions’, hvor tricks og visuelle spidsfindigheder er langt vigtigere end narrativer. Hele første del af The Artist er fed sekvens efter fed sekvens, hvor først vi ser Valentins nye film, så ser ham danse rundt på scenen, så ser optagelserne af en ny film med Valentin og Peppy Miller, så ser Miller lege med Valentins jakke på hans kontor, etc. Narrativet er ganske underordnet de mange attraktive sekvenser. Det er dog også lidt filmens svaghed, for da så narrativet bliver mere seriøst, efter Valentins deroute for alvor sætter ind, så begynder det at blive en anelse kedeligt. Der er en halv time, der ikke indeholder ret mange af filmens bedste sekvenser, inden slutningen igen hiver alle stik hjem. Hazanavicius er en ekstremt opfindsom instruktør, men her har han ikke fundet en alternativ måde at komme ud over det ret normale problem, at en så opfindsom film gerne går lidt i stå når dramaturgien begynder at trænge sig på.
Der er dog et enkelt langt større problem, som nok dæmper glæden ved The Artist en del for ret mange mennesker: En så ekstremt feelgood-film bliver lidt skadet af, at det første vi ser på skærmen er logoet for The Weinstein Company. Weinstein distribuerede blot filmen i USA, og havde således ingen kunstnerisk indflydelse, men hans evner til at spille Oscar-spillet var nok stærkt medrivende til den store Oscar-triumf, hvor The Artist vandt både Bedste Film, Bedste Instruktør, Bedste Mandlige Hovedrolle og Bedste Originale Manuskript. Associationen med Weinstein ødelægger i dag lidt for meget, for det understreger også hvor rosenrødt et billede af Hollywood det er som der bliver skabt. Peppy Miller træder fra gaden og ind i studiet, møder intet andet end imødekommenhed og hjælpsomhed, og stiger ubesværet i graderne på baggrund af umiskendeligt talent. Der er ingen udnyttelse, ingen lumre forslag, ingen ubehagelige bemærkninger. Det er selvfølgelig tilladt at lave eskapistiske og nostalgiske fortidsskildringer, hvor de mørke områder er fjernet, men det kræver at at filmen samlet set er medrivende nok til at man ikke tænker videre over det, og det er dælme svært post-#MeToo når der står Weinstein på skærmen fra start. Her kommer Hazanavicius’ evner også lidt til kort, for han er først og fremmest en ekstremt dygtig håndværker, frem for nogen auteur-kunstner der leverer vigtige historiske pointer.
Hvilket kun er sagt for at understrege hvor gode filmene om OSS er, såvel som hvor fantastisk første halvdel af The Artist er det. Der er ingen skam i det, og Cannes ville være en bedre konkurrence, hvis der også var inkluderet mainstream-produktioner når håndværket er så overmåde over normalen som i The Artist – frem for som nu, hvor valget mere synes at afhænge af om en af direktørens venner er med i filmen, #SeanPenn. The Artiest er en teknisk bedrift af de helt store, tilsat stort skuespil fra Dujardin, Bejo og ikke mindst hunden Uggie, hvis triumf til Palm Dog-prisen må være den største no brainer i festivalens lange historie. The Artist har fortjent sin plads i Cannes-historien. Men det er en plads som er blevet lidt mere kompleks, efter de sidste års udviklinger.