rsz_748e-forest-of-the-hanged

De Hængtes Skov

Palmesøndag del 102 af 1716

Af en eller anden mærkelig grund har vi en tendens til at se på den tidligere ‘Østblok’ som en, nå ja, blok. En stor, stabil frossen masse, ensformig og uforanderlig fra Sovjetunionen overtog magten efter Anden Verdenskrig og indtil revolutionerne i 1989. I virkeligheden var det naturligvis meget mere kompliceret. Der er distinkte perioder som f.eks. filmkritikeren Dina Iordanova har påpeget, ligesom der er distinkte geografiske forskelle. Ironisk nok er det vor komplette mangel på viden om Rumænien som har gjort deres såkaldte filmiske ‘mirakel’ så effektfuldt, et land uden filmisk fortid i vestlig bevidsthed har pludselig domineret den europæiske festival-scene i mere end et årti. Men Rumænien har naturligvis en filmisk fortid, som måske ikke er så imponerende som f.eks. Ungarn eller Polens, men som stadigvæk inkluderer en række af vigtige film. Og få er så vigtige som Liviu Ciulei’s De Hængtes Skov, der deltog i Cannes i 1965.

Rumænien deltog ved den første Cannes festival i 1946 ved Paul Călinescu’s The Queen’s Flower, hvor de gjorde sig bemærket ved at være et af de få lande som ikke fik nogen pris med hjem – de andre var Egypten og Portugal. Den film nåede at blive lavet inden kommunisterne strammede skruen, centraliserede økonomien, og begyndte at udrense dem der var uenige. Det skadede naturligvis også filmindustrien. Iordanova kalder perioden mellem 1949 og 1956 for totalitaristisk og isolationistisk, og først opblødt ved kombinationen af at Krustjev tog opgøret med Stalinismen samt det ungarske forår i 56. Det er formentlig ikke nogen tilfældighed, at Rumænien først igen begynder at komme med i Cannes i sluthalvtredserne, dog uden det helt store held. Premierminister Gheorghe Gheorghiu Dej nægtede at foretage den samme opblødning som man så i f.eks. Polen og Tjekkoslovakiet, hvis filmindustrier eksploderede i tresserne. Der var enkelte successer, men ikke den samme bølge som i andre lande. Det er ikke helt forkert at kalde Liviu Ciulei’s De Hængtes Skov for den første rumænske film der fik international succes. Den vandt Bedste Instruktør i Cannes i 1965 og fik, som navnet antyder, også dansk premiere.

Liviu Ciulei var uddannet arkitekt, scenograf, skuespiller, og arbejdede i den største del af sin karriere som teater-instruktør. Han instruerede blot tre film: Eruptia fra 1957 der som udgangspunkt er en propaganda-film om den rumænske olieindustri, men som snarere er et ekspressivt portræt af et mikro-samfund der desperat venter på den eruption af olie som skal gøre deres verden rentabel. The Danube Waves fra 1959 er ligeledes lidt propaganda-agtig, en krigsfilm fra Anden Verdenskrig, hvor en båd-besætning fragter våben ned af Donau-floden, hvor miner, allierede bombardementer og tyske soldater er nogenlunde lige farlige. Det er film der minder mig om film som Howard Hawks’ Kun Engle Har Vinger og At Have Eller Ikke Have eller Henri-George Clouzot’s Palme-vinder Frygtens Pris: Noir-agtige film om hårdt og farligt arbejde og de miljøer der opstår deraf. De Hængtes Skov har nogle af de samme tematikker, men er alene i sit omfang et brud med hans tidligere filmografi. Skyttegravene under Første Verdenskrig er vel et af de farligste miljøer nogensinde, og den 150 min lange film dissekerer hvordan det miljø, den unaturlige, onde verden, breder sig ind over hvad der burde være Rumænske grænser.

De Hængtes Skov baserer sig på en rumænsk roman af Liviu Rabreanu, der igen baserer sig på virkelige begivenheder. Forfatterens bror var under Første Verdenskrig soldat i den Østrig-Ungarske hær, men forsøgte at dessertere til den rumænske side, og blev henrettet. Det kræver måske en forklaring: Rumænsk historie er kompleks, men kort fortalt opnåede Rumænien selvstændighed fra det Osmanniske Rige i 1878. Det var dog ikke alle rumænere der boede i Rumænien – det er det for så vidt stadigvæk ikke i dag – og f.eks. var Transsylvanien en del af det Østrig-Ungarske Kejserrige. Så da Første Verdenskrig startede var Rumænien neutralt, men mange rumænere kom alligevel til at kæmpe på den Tysk-Østrigske side. Så langt så godt, naturligvis, indtil Rumænien erklærede krig mod de to lande i 1916. Hele den komplekse historie er et meget godt eksempel på det spind af etniciteter, imperier, religioner og national-stater, som gør Østeuropæisk historie meget mere kompliceret end vi tror.

De Hængtes Skov starter med en henrettelse. En tjekkisk soldat har forsøgt at desertere, og bliver hængt som straf. Den unge rumæner Apostol Bologa var med til at dømme ham, og forsøger at leve med den beslutning. Den første lange del af filmen omhandler spørgsmål om skyld, straf og nationalisme, mens de forskellige soldater, fra mange forskellige dele af kejserriget, diskuterer den unge tjekkes død. Krigsscener er der ikke meget af, men det begynder så småt at ændre sig. Fjenden har bygget en stor projektør, der lyser skyttegravene op og hjælper med bombardementer, og den må Bologa hjælpe med at ødelægge. Der er noget nærmest freudiansk over det med projektøren, et gigantisk lys der sættes på krigshelvedet, der gør alting for tydeligt, for svært at skjule, og som skal væk. Filmen er holdt i et effektfuldt sort-hvid sprog, hvor lys og mørke står i stor kontrast til hinanden.

Der er angreb og modangreb. Der er flere andre soldater der vil desertere. Der er kærlighedsfortællinger og stabsintriger. Helt ærligt var det en noget kompleks historie, hvor jeg ikke er sikker på jeg fik det hele med, især fordi underteksterne virkede lidt famlende engang imellem. Jeg burde sikkert se den igen. Men det er under alle omstændigheder tydeligt at det er en virkelig velinstrueret film. Cinematografien er ærefrygtindgydende, landskabet har en ikke-jordisk kvalitet, og filmen overlyser det. Det ligner måske andre østeuropæiske film fra perioden såsom Tarkovskijs Ivans Barndom, men De Hængtes Skov har en nærmest sygelig kvalitet, en kvalm fornemmelse af krig som sygdom. Det er ikke en heroisk film, det er ej heller nogen specielt princip-fast film. På sin vis er det en nationalistisk film, men så igen, i store dele af filmen er de tjekkiske soldater langt mere fornuftige end de rumænske. Jeg forstår godt hvis det var en film som regimet ikke brød sig om, der er ikke nogen letforståelige politiske pointer. Det er måske også derfor at filmen er blevet stående i eftertiden.

Det virker virkelig ikke som om regimet brød sig om Ciulei. 1965, hvor han vandt sin Instruktions-pris, var også året hvor Gheorghe Gheorghiu Dej døde og Nicolae Ceausescu tog over som leder af Rumænien, først med en relativt progressiv politik, men efterhånden mere og mere autoritært. Der var ikke rigtig flere storfilm af Ciulei’s karat, i stedet blev rumænsk kunst mere kantet, mere i opposition. Ciulei lavede aldrig en film igen, men koncentrerede sig om teaterinstruktion. I 1980 flyttede han til USA og instruerede først i Rumænien igen efter revolutionen i 1989. Han døde i 2011. 88 år gammel. Han nåede altså at se en ny generation af filmfolk tage over.