Palmesøndag del 474
(A londoni férfi, Béla Tarr & Ágnes Hranitzky, Ungarn/Frankrig/Tyskland
Cannes 2007)

Béla Tarr sagde helt tilbage i 1986: ‘Since I have become Béla Tarr, I am treated decently on international festivals.’ (The Cinema of Béla Tarr – The Circle Closes, András Bálint Kovács s. 171). Det er en joke baseret på, at ungarere benævnes med efternavnet først, så Tarr Béla var en ungarsk instruktør uden den store succes, mens Béla Tarr var en international festival-darling. Det er den gængse fortælling om Béla Tarr: At han var en af den internationale kunstfilms aller største navne, mens han samtidig var marginaliseret i sit hjemland. Og det er delvist korrekt: Béla Tarrs mørke visioner om Ungarn mødte til tider enorm modstand i hans hjemland, hvorimod film som Sátántangó (1994) og Werckmeister Harmonies (2000) internationalt blev hyldet som nogle af de bedste film fra årene efter kommunismens sammenbrud. Men nogen festival-darling blev Béla Tarr faktisk aldrig.

Et par tidlige film klarede det fint i Locarno, han var i sidekonkurrencer i Berlin og Cannes, men var faktisk først i hovedkonkurrence sidst i hans karriere, hvor Hesten fra Torino‘s Sølvbjørn i Berlin i 2011 blev det tætteste han kom på et kommercielt gennembrud. Kun én gang var han i hovedkonkurrence i Cannes, med The Man From London i 2007, der også var hans mest internationale film: En ungarsk/tysk/fransk co-production, dubbet til fransk og engelsk, baseret på en fransk roman, og med Tilda Swinton i en af de største roller. Men resultatet var ikke særlig godt. Selvom Tarr i høj grad var en international auteur, der havde en kosmisk vision, og som blev vist over hele verden, så gik hans eneste forsøg på at lave film udenfor en ungarsk kontekst rigtig skidt.

The Man From London er baseret på en kortroman af samme navn af den franske forfatter Georges Simenon. Maloin (Miroslav Krobot) har natarbejde på en havn, hvor han sidder i et tårn og sørger for at tog og færger spiller sammen. En nat ser han noget mystisk. Først bliver der kastet en kuffert fra båd til land. Derefter kommer to mænd op at toppes over kufferten, og den ene skubber den anden i vandet. Da den ene mand bliver nede i vandet, og den anden mand stikker af, kravler Maloin ned fra sit tårn og fisker kufferten op, som viser sig at være fuld af penge. Maloin beholder pengene, men det giver bare bøvl. Den anden mand, ved navn Brown (János Derzsi), leder stadig efter kufferten, og mistænker at Maloin har den. Fra London kommer en detektiv ved navn Morrison (István Lénárt), der også hurtigt sjusser sig frem til, at Maloin godt har kunnet se noget. Og Maloins forsøg på at bruge pengene på sin familie skaber bare konflikter i forhold til hans kone (Tilda Swinton) og datter (Erika Bók, der spillede lille pige i Sátántangó og en lidt ældre datter i Hesten fra Torino). Som med de fleste Tarr-film starter det ret mørkt og dystert, og så går det støt ned af bakke…

Desværre gik det også sådan for skabelsen af filmen. Det var ret åbenlyst, at The Man From London ville kræve en del ressourcer, for det var ikke så nemt at finde en by beskrevet som i bogen, med jernbane ned til kajen, og et stort tårn lige ved. Tarr skaffede international finansiering, besluttede sig for at filme på Korsika, og så bygge tårnet selv. Men kort inden at de begyndte at optage filmen døde filmens producer Humbert Balsan ved selvmord. Tarr forsøgte at fortsætte produktionen, men måtte give op, og simpelthen hive den dyre kulisse ned igen. Efter et års forsøg på at skaffe nye penge kunne filmen starte op igen, men med et lavere budget end før.

Det er ikke til at vide, om det er derfor, at der mangler det typiske filmiske overskud, som Tarrs andre film har haft. Han har lavet film på besværlige måder: Damnation (1988) var optaget mange steder i Ungarn, så ét hus kunne være fra én by, og dets nabohus optaget et helt andet sted, og generelt har hans ønske om at filmene skulle foregå når det var overskyet og blæsende betydet, at han kun har filmet nogle måneder om året, og bredt produktionen ud over flere år. Men som regel har han haft ressourcer til rent faktisk at få lavet de her film på sin egen besværlige måde. The Man From London føles lidt klemt og forhastet, med meget færre uforglemmelige billeder end normalt for Tarr.

Der er også nogle uheldige æstetiske detaljer. Filmen er dubbet. Det er der flere Tarr-film som er, men den version jeg så var dubbet til fransk og engelsk, og det virkede generelt virkelig skidt. Britiske Swinton taler fransk, mens de to engelsktalende karakterer fra London spilles af ungarere. Dialogen lyder skidt, og det får generelt lydbilledet til at knække sammen. Tarrs typiske komponist Mihály Víg har heller ikke lavet et af sine bedste soundtracks, det lyder nogle gange lidt billigt synth-agtigt, og lydmixet er generelt mærkeligt og uvirkeligt, hvor nogle lyde er unaturligt høje, mens andre gange verden virker unaturligt stille. Det er faktisk ret lærerigt, for egentlig er alle Tarrs film præget af uvirkelighed og mærkelige filmiske valg, men som regel fungerer det alligevel på en eller anden mærkelig måde. Men når ét element ikke fungerer, som her med den dubbede dialog, så er det som om hele illusionen falder fra hinanden.

Og uden god lyd kan Béla Tarrs billeder godt være lidt hårde at se på. Hans stil er som sædvanlig siden Damnation langsom, sort/hvid, og med meget lange takes med koreograferede kamerabevægelser. Det var en stil, der passede fabelagtigt til László Krasznahorkais skrift – Krasznahorkai har været medforfatter på alle Tarrs film siden Damnation, og både Sátántangó og Werckmeister Harmonies var baseret på hans romaner. Næsten alle Tarrs scener var lavet med longtake, men de kunne have meget forskellige effekter. Nogle gange var det bare langsomt og tomt, bare nogle køer på en mark, men så handlede det også om tomhed. Nogle gange var det hypnotiserende samspil af bevægelse, gennem en verden af lys/skygger/blæst/regn, med en hypnotisk lydverden på soundtracket. Nogle gange var det egentlig bare en perfekt måde at lave en scene på, som i Werckmeister Harmonies, hvor nogle af scenerne egentlig minder mest om film som Orson Welles’ Touch Of Evil (1958), der også brugte meget lange takes, og hvor det i høj grad bare praktisk fungerer rigtig godt. Andre gange var det tematisk.

Det hypnotiserende fungerer ikke så godt i The Man From London, dertil er æstetikken generelt ikke stærk nok. Og jeg kan heller ikke helt se, at Tarrs æstetik passer så godt til Simenons litteratur, som det gjorde til Krasznahorkais. Mange af Tarrs film smager af film noir, men The Man From London er den eneste, som er en decideret genrefilm, og kunstfilm-klippene passer ikke altid så godt ind. Filmen åbner med en lang bevægelse op af et skib, først hvor kameraet vipper fra at filme vandskorpen og op til bådens top, hvorefter kameraet selv rejser op i Maloins tårn, indtil det kan se både båddæk og by gennem glasvægge. Og det føles meget langsomt, når man irriteres lidt over musikken.

Men helt skidt er det ikke. Selv den dårligste Tarr-film har sine kvaliteter – og The Man From London er måske den dårligste, også værre end de mere socialrealistiske film fra Tarrs tidligste karriere, som normalt bliver forbigået, men som generelt er værd at se. I The Man From London blev jeg først og fremmest imponeret af legen med sort og hvidt. Det føles som om det fylder mere end i Tarrs andre film. Se klippet overfor, hvordan det ikke bare er gråt og skyggefuldt, men store flader af dybt sort og blændende hvidt. Det sidste øjeblik, hvor Maloins kone lukker vinduet, og blændende lys bliver til køligt mørke, er enormt stor filmkunst, og et af de bedste øjeblikke jeg har set i nogen af de film, der var nomineret til Guldpalmen i 2007.

Det er også et fascinerende take på film noir. Her er det ofte skyggerne som dominerer, farerne lurer væk fra lyset, men i The Man From London er det farligt at blive set, mørket er hvor Maloin føler sig mest tryg. Han bliver oprørt over, at hans datter arbejder i en butik ud til gaden, så folk kan se hende i hendes ikke så dækkende arbejdstøj. Mr Brown gemmer sig ikke i mørket, han viser sig tværtom for Maloin i lygtepælenes skær, for at markere, at han stadig er der. Og filmen ender med at fade til hvidt, som om det er det hvide som er sorgen og døden. Det er egentlig mørket, som er det naturlige. Som om det er en verden af synd, men af naturlig synd, og filmens tragiske plot egentlig bare sættes i gang, fordi det kommer frem i lyset.

Kovacs bog om Béla Tarr spørger på et tidspunkt, om ikke filmene i stedet burde blive kendt som Tarr-Hranitzky film, når nu Tarrs partner, Ágnes Hranitzky, blev krediteret som filmenes med-instruktør, men ifølge ham trækker Hranitzky selv på skuldrene, fordi alle filmene er baseret på Tarrs idéer. Og det skal ikke undervurderes, at Tarr var en virkelig stor og idéfuld filmisk tænker. Han har en filmisk vision, som han selv mente gik igen fra Family Nest (1979) til Hesten fra Torino, men som de fleste nok vil sige er tydeligst fra Damnation og frem. Men alle hans film er forskellige, alle bæres af forskellige variationer over de samme temaer. Også The Man From London har sine egne tematikker, og bruger de sædvanlige elementer i Tarrs kendte stil, til at vise dem på vanlig langsom og tålmodig vis. Den har bare også, i modsætning til hans bedste film, nogle store problemer, og netop fordi Tarrs film er så meget helstøbte visioner, så gør æstetiske mislyde, at hele filmen bliver lidt svær at komme igennem.