images-w1400-2

The Immigrant

Palmesøndag del 100 af 1716

Der er et tilbagevendende billede i James Gray’s film, som jeg virkelig godt kan lide. Jeg har nævnt det et par gange allerede. De er de fantastiske total-billeder han laver af huse, gader, baggårde, tagtoppe, med store slagskygger. De er store, flotte, altid ualmindeligt klare. Så åbningsbilledet af The Immigrant er en smule anderledes end det plejer. Ikke fordi det er underligt, at James Gray ville starte en film med at vise Frihedsgudinden. Men det tågede, utydelige blik vi får at se af den kendte statue, det er nyt og anderledes.

Den mere personlige stil James Gray begyndte på i Two Lovers fortsætter i The Immigrant. Filmen er baseret på minder fra hans egen families fortid, specifikt hans bedsteforældres erindringer om at ankomme til USA i tyverne, og fortællinger han fandt om en alfons, der plejede at komme på hans bedstefars bar. Så Marion Cotillard spiller polske Ewa, der ankommer til Ellis Island fuld af forhåbninger, men må se hendes søster ryge i karantæne for en mulig smitsom sygdom, og hende selv blive tilbageholdt på grund af et eller andet der er sket under overfarten. Joaquin Phoenix – igen – spiller Bruno Weiss, der finder immigrant-kvinder og hyrer dem til at optræde i hans cabaret, der hylder kvinder fra hele verden. Meget oplysende tableauer, der beskriver kvinder fra mange kulturer, der naturligvis alle er topløse. Her optræder Frihedsgudinden igen, det er den rolle Ewa kommer til at spille. En fantasmagorisk udgave af den amerikanske drøm, hvor kvinder fra alle lande er samlet på New York’s gader, og alle som en tvunget til at sælge det samme.

The Immigrant var ikke James Gray’s første historiske film, som nævnt foregik også We Own the Night et specifikt tidspunkt i firserne. Men det er hvad man kan kalde hans første periode-film, hvor periode-portrættet er en essentiel del af filmens pointe. Den lever i høj grad af dunkelheden, det flakkende lys, tågerne, som dels kommer fra at ting generelt var mindre oplyste i tyverne, men som også bliver en nærmest narkotisk fornemmelse. Ewa begynder at blive medicineret for at kunne holde prostitutions-jobbet ud, og filmen bliver mere og mere tåget. Ind træder magikeren Orlando, spillet af Jeremy Renner, der angiver en endnu mindre virkelig vej ud. Han er samtidig Bruno’s fætter, og snart kæmper de to mænd om retten til at blive Ewa’s beskytter, mens Ewa stadigvæk blot forsøger at blive genforenet med hendes søster, og på en eller anden måde få lov til at blive i USA.

I virkeligheden kunne nærmest alle James Gray’s film hedde The Immigrant. Det er den samme drøm der ligger bag de fleste. Hans nyeste The Lost City of Z, handlede også i høj grad om en englænders kamp for at forsvinde ind i et andet liv. Her fik den hallucinatoriske fornemmelse fra The Immigrant endnu mere fokus, i en nærmest Herzog’sk fortælling om at blive væk i en anden verden. Det er en interessant udvikling, især set i sammenhæng med Gray’s tidligere film om New York’ske subkulturer. Men hvor Herzog’s karakterer drømmer om at transcendere deres menneskelighed, så drømmer Gray’s umiddelbart blot om at slippe fri fra de sociale bånd der binder dem. Men det bliver mere og mere Herzog’sk, i det tågede, narkotiske filmsprog han dyrker bliver det mindre og mindre om de specifikke bånd, og mere om bånd generelt. Ønsket om at være udefineret.

Det er en ret fascinerende udvikling, i mine øjne bestemt mere interessant end de lidt ensformige noir-dramaer Gray lavede i starten af karrieren. Men det er også som om bevægelsen mod det udefinerede går ud over Grays egen genkendelighed. Jeg kan finde en tematisk enhed i de seneste film, jeg kan finde nogle æstetiske træk som går igen. Men hvis vi har at gøre med en instruktør hvis hoved-tema handler om at slippe for at være den man er, om drømmen om immigration, om opdagelsesrejsen, om at blive til en anden, forsvinde i fortiden/fremtiden eller vildnisset, så har vi også at gøre med en instruktør der rent æstetisk sjældent står ved sine egne metoder. Der er altså noget fjollet over at Joaquin Phoenix har spillet med i næsten alle Grays film, og har spillet en forskellig etnicitet hver gang. Der er noget lidt sløset over at hyre Marion Cotillard til rollen som polsk immigrant – hun havde ikke ret lang tid til at lære at tale polsk, og jeg ved ikke hvor overbevisende hun gør det. Den slags unøjagtigheder har der altid været, siden The Yards tog en historie fra firserne og overførte den til nutiden uden at ændre den synderligt. Unøjagtigheden er holdt op med at blive til en fejl, og i stedet blevet en drøm, et mål. Men derfor holder det ikke op med ret ofte at virke irriterende.

James Gray gør op med Hollywoods snærende bånd. Hans seneste karriere er forbløffende, at han har fået lov til at lave så store film, så dyre film, der insisterer på at være udefinerbare og mærkelige, og som derfor ikke overraskende alle som en har haft det svært rent indtægtsmæssigt. Men det er så også det han gør. I hvert fald det meste af tiden. Han slører, han hypnotiserer, han ændrer. Men han tilbyder ikke noget grundlæggende anderledes. I både The Immigrant og The Lost City of Z slutter filmen af med at filme et spejl, hvori der anes noget utydeligt, drømmende, fantasmagorisk. Det er i begge tilfælde en stærk slutning, melankolsk, drømmende. Men når jeg tænker over gentagelsen, så føles det også lidt som en overflade, der ikke kan kommes udover. Vi bliver ved genspejlningen.

I går så jeg tilfældigvis The Age of Innocence,  Martin Scorseses film om snærende normer i 1800-tallets New York, og der var en replik som jeg bed fat i: ‘It seems stupid to have discovered America, only to make it a copy of another country.’ Den idé kunne nærmest være hovedtemaet hos Martin Scorsese, og det er den kobling som gør James Gray til det tætteste vi har på Scorseses aftager. Idéen om at USA, og da især New York, burde være anderledes, burde være fri, burde give plads til at opgive den identitet man havde i Europa. Men de unge i Mean Streets er stadigvæk italiensk-amerikanske (omend Harvey Keitel er østeuropæisk jødisk), ligesom Ewa stadigvæk er polsk (omend Marion Cotillard er fransk), ligesom Joaquin Phoenix’ karakterer stadigvæk er… hvad end Joaquin Phoenix nu spiller i de film han er med i. Det er en amerikansk specialitet, at være fanget af gamle normer, og utroligt frustreret over følelsen af at man burde være kommet videre. Men det er de ikke rigtig. Hverken Scorsese eller Gray. Det er der så formentlig heller ikke nogen skam i, og hvis Gray kan holde niveau lige så længe som Scorsese har gjort det, så skal det nok blive interessant at følge.