rsz_marguerite-et-julien

Marguerite & Julien

Palmesøndag del 101 af 1716

Den franske instruktør Valerie Donzelli er virkelig dramatisk. Hvor dramatisk? Parret i hendes gennembrud War Is Declared fra 2011 hedder Romeo og Juliette. Deres søn? Han hedder Adam. Valerie Donzelli er også en af arvtagerne til energien fra Nouvelle Vague. War Is Declared flintrer derudaf i bedste Godard-stil, fyldt med jumpcuts og voiceover. Hun har bare erstattet den politiske dimension med emotionelle problemer – og hvis det lyder ærgerligt, så husk på at Godard’s politik reelt sjældent var noget at råbe hurra for, og han måske hellere skulle have koncentreret sig lidt mere om hans karakterer som mennesker. Hun minder mig lidt om Philippe Garrel, hvis I Skyggen af Kvinder fik dansk premiere, så vidt jeg kan se for første gang i hans halvtreds år lange karriere. Deleuze skrev om Garrel, at hans (tidlige) film koncentrede sig om tre kroppe: Kvinden, manden og barnet. Ved konstant at variere den konstellation, og ved at fokusere på vigtigheden i den konstellation, gav Garrel fokus tilbage til kroppen inden for film. Det samme kan lidt siges om Donzelli. Hun har fokus på kvinden og manden. Kærligheden. Og familien. Og hun genspiller det fokus i forskellige konstellationer, for at få de bånd tilbage i fokus.

Mere Nouvelle Vague: Donzelli’s femte film, Marguerite & Julien, er baseret på et gammelt manuskript af Francois Truffaut. Filmen er baseret på en virkelig historie, om de to søskende Marguerite og Julien de Ravalet, der blev henrettet den 2. december 1603 for incest. Truffaut ville kalde sin film Julien & Marguerite, men Donzelli byttede rundt på navnene. Det er en relativt simpel fortælling: To børn vokser op på et slot, har så tæt et bånd at deres forældre bliver bekymrede. De sender drengen på kostskole, og gifter pigen bort i en al for ung alder. Til at starte med vil broren redde søsteren fra hendes forfærdelige ægteskab, men så bliver deres forhold en smule mere kontroversielt, og snart er de på flugt fra den franske stat. Der er noget helt fundamentalt queer-allegorisk over fortællingen, et ungt par der henrettes pga forbudt kærlighed, men samtidig er det også et tabu-forhold, og ikke noget de fleste synes godt om, heller ikke i dag. Det er i og for sig den slags queer-allegori hvor vi stadigvæk i dag forstår fordømmelsen, på sin vis en god idé til en historisk film om seksualitet og social fordømmelse, fordi vi ikke sidder med en idé om at vi i dag er så meget bedre og mere forstående.

Donzelli forstærker den pointe ved at gøre filmen nærmest tidsløs. Den virkelige historie udspillede sig som nævnt i slutningen af 1500-tallet, starten af 1600-tallet, men allerede meget tidligt i filmen flyver der en helikopter hen over himlen. Det er ikke helt til at regne ud hvornår vi er henne, tøj og stil-mæssigt minder det meget om russiske film der foregår i 1800-tallet, men der fandtes adelen jo ikke rigtig længere i post-revolutionære Frankrig. Som rammefortælling bliver historien om de to søstre fortalt på sovesalen af hvad der ligner et børnehjem, hvilket måske forklarer hvorfor de små børn ikke rigtig har styr på de historiske detaljer, og det deraf følgende eventyrlige skær. Det kan også forklare hvorfor de to søskende, der i virkeligheden var teenagere da de blev henrettet, og som ikke lader til at være meget ældre i filmens fortælling, spilles af 37-årige Jérémie Elkaïm og 28-årige Anaïs Demoustier. Det er en lille smule pudsigt at se især Jérémie agere teenager, men det forstærker omvendt følelsen af eventyrlighed, så for en gangs skyld er det ok.

Der er mange ting der således er ‘galt’ med filmen, den er mærkelig castet, den er i mange henseender ubestemmelig, den er ekstremt melodramatisk, men om et emne vi nok ikke i dag bryder os ret meget om. Den fik ikke nogen særlig god respons da den var på Cannes i 2015, og har en metacritic score i den ret så lave ende. Men i mine øjne er det en ganske undervurderet film. Ja, Donzelli er melodramatisk og kører på de store følelser, men so what? Det er en stil. Og hun er i det mindste konsistent, alle forhold skildres som var det Romeo og Julie, om det er de to tilfældige kærester i War is Declared eller om de er et freaking incestuøst søskendepar, den mindste og/eller mærkeligste blokering af kærligheden sættes lig med fejden i Verona. Anmeldelserne undervurderer også hvor mærkværdig smuk filmen er, holdt i grå og støvede nuancer med et koldt vinterlys og smukke solnedgange. Det er i og for sig et ganske klassisk look, lidt som en Truffaut film måske, men Donzelli rammer looket klokkeklart. I forhold til hvad der ellers var på Cannes festivalen i det ret middelmådige år 2015, så har Marguerite & Julien personlighed, kant, energi og filmisk skønhed. Den hører klart til i festivalens bedre halvdel.

Der var en grund til at 37-årige Jérémie Elkaïm fik rollen som teenageren Julien. Han og Donzelli dannede par i mange år, og har to børn sammen. De spillede begge to hovedrollerne i War is Declared, som også var inspireret af deres eget forhold, og deres ældste søns sygdom. Sidenhen er de dog gået fra hinanden, og under optagelserne til Marguerite & Julien begyndte Elkaïm så at date Anaïs Demoustier. De har nu også fået et barn sammen. Det er naturligvis kun i overført betydning incestuøst, men alligevel lidt sjovt. De franskmænd, de lever og elsker på den store klinge.