Palmesøndag del 106
(Elokuu, Matti Kassila, Finland
Cannes 1957)

Den finske instruktør Matti Kassila har instrueret en film, der ofte kaldes den bedste i finsk filmhistorie. Men det var ikke den film han fik med i Cannes. Nej, hans kendte film er krimien Inspector Palmu’s Error fra 1960, den første i en serie af fire, og unægtelig en fremragende kriminalfilm. Hans Cannes-film er derimod et strengt drama om en alkoholisk forfatter, baseret på en roman af en nobelprisvinder. Den deltog i konkurrence i 1957. Sådan er det ofte i Cannes. Men The Harvest Month er også en ret god film, der har nogle af de samme kvaliteter som en god krimi.

The Harvest Month starter dog mere som et teaterstykke af Ibsen eller Bergman. Den midaldrende mand Viktor Sundvall arbejder som ansvarlig for en lille kanal ude ved en af de finske søer. Han har engang haft ambitioner om at skrive, men nu bruger han det meste af sin tid på at drikke og skændes med sin kone. De har det ikke godt, men deres liv er dog stabilt. Det bliver der rusket op i da hans gamle flamme Maija kommer på besøg. Det er ret typisk nordisk, det er måske ikke Bergman, men kameraet bevæger sig godt og sikkert og landskabet ser fantastisk smukt ud. Det er en glimrende film, men også en smule forudsigelig.

The Harvest Month bliver dog bemærkelsesværdig halvvejs igennem. Hvis du ikke vil spoiles, så lad være med at læse videre, men slutningen af filmen er afsløret på imdb, så jeg tænker det også er ok hvis jeg gør det: Viktor dør. Og det gør han altså vel at mærke 50 minutter inde i i 90 minutter lang film. Indtil da har filmen opført sig som et ganske typisk teater-stykke, først små konflikter, så lidt større, så store skænderier. Men omtrent en halv time før man skulle tro det ville ske går en rasende Viktor ud på sit kontor ved den lille kanal, sætter sig ved vinduet, bliver skræmt af et lyn, og så ser man ikke mere til ham.

Det næste kvarter følger vi bipersoner, yngre mænd og kvinder der flirter i sommernatten. Først derefter vender vi tilbage til dæmningen, hvor kvinderne har fundet Viktors lig. Og ja, så er der stadig 25 minutter tilbage. Flashbacks, scener med den tilkaldte læge. Det bygger op til et helt unikt klimaks, hvor vi vender tilbage til Viktor i den lille hytte, delirisk af sit alkohol-indtag, hallucinerende om sine forældre, sin fortid, og til sidst grædende på en lille seng mens han forestiller sig at han selv giver ham selv en kæmpe skideballe: Du er en kujon! Du er en fiasko! Du er en halvstuderet idiot der kun har gjort dem omkring dig kede af det, og du drikker fordi du ikke tør se virkeligheden i øjnene! Det er slutningen. Derefter sejler vi lidt rundt på en sø igen. Det er en af de mørkeste slutninger jeg nogensinder har set.

Her er det måske på sin plads at fortælle lidt mere om forfatteren bag bogen filmen bygger på: Frans Eemil Sillanpää. Han vandt som nævnt Nobelprisen i Litteratur, nærmere bestemt i 1939, da han var blot 51 år gammel. Romanen bag The Harvest Month, der på finsk hedder Elokuu, er fra 1941, og da var tingene gået gevaldigt ned af bakke for den kendte forfatter. Tingene var allerede på vej ned i slut-trediverne, da den politisk opinionerede Sillanpää udtalte sig om situationen i Europa, hvilket bl.a. betød hans bøger ikke længere blev udgivet i Tyskland. I foråret 39 døde hans hustru Sigrid, og efterlod ham med 8 børn. I november blev Finland invaderet af Sovietunionen, og Vinterkrigen startede. Sillanpää forsøgte at fortsætte, giftede sig med sin sekretær, samlede ind til krigsindsatsen, men i 1941 blev han skilt, og samtidig indlagt for en kombination af alkoholisme og nervesammenbrud. Elokuu blev hans næstsidste roman.

Elokuu (jeg kan altså virkelig godt lide det ord) minder lidt om Billy Wilders Forspildte Dage, der var på Cannes i 1946. Der er den samme form for ‘spor-logik’, som jeg fandt i den film, den samme form for læggen tegn på tegn i jagten på den psykoanalytiske sandhed bag Viktors sammenbrud. Det er her det begynder at minde om en krimifilm. Inspector Palmu’s Error begynder også pudsigt nok med en sammenkomst, hvor den centrale karakter pludselig dør. Det er et plot man ret tit ser i en krimifilm.

Men som med Wilders film er der også en fornemmelse af, at det er lidt gammeldags. Fornemmelsen af, at der er et svar, og at instruktøren er i stand til at give os det. Arrangere tegnene præcis rigtigt, sådan så vi kan se det. De ting føles forældet. Det sætter sig i måden man ser kameraet på, de fornemt kontrollerede bevægelser fra person til person. Kameraet er så analytisk i forhold til Viktor Sundvalls psyke, på en måde man ikke rigtig tror på i dag. Det, og Kassilas erfaring fra krimifilmen, minder mig om, at Hitchcock er den uomgængelige instruktør i første halvdel af filmhistorien. I Deleuze’s tobindsværk om film The Movement-Image og The Time-Image er Hitchcock kulminationen på bevægelses-billedet, manden der fuldender kombinationen af psykoanalyse, krimi og kamera-bevægelser. Matti Kassila kan siges at være den finske Hitchcock, og det er en ret stor ros. Men måske ikke helt nok til nogen stor placering i filmhistorien.

Et par sidste ord om Sillanpää, som er en ret fascinerende person: Efter at han blev indlagt i 1941 skrev han ikke længere romaner, den sidste udkom i 1945, men var skrevet før. Da han forlod hospitalet i 1943 havde han fået et stort fuldskæg, der gjorde ham langt blødere at se på, og herefter blev han mest kendt som radiovært. Især var hans juleprogrammer en stor ting i finsk kultur. Hvor mange nobel-prisvindere har lige foretaget det karriere-skift?

Næste gang:

Endnu en sci-fi-film, men lidt mere anerkendt end 1. April 2000. Jeg vil kigge lidt på den rumænske film A Bomb Was Stolen, der har ry for at være noget ret så unikt.