Palmesøndag del 105
(Edgar Neville, Spanien
Cannes 1953, Homage Pris)
Jeg kan godt regne ud hvad ‘Misterio’ betyder, men hvad hævlede er ‘Duende’? Jo, ifølge wikipedia er det ‘a Spanish term for a heightened state of emotion, expression and authenticity, often connected with flamenco.’ Jeg er begyndt at være en smule allergisk overfor de her sproglige termer der skal betyde noget helt særligt forbundet med landet de kommer fra, fra portugisisk/brasiliansk ‘saudade’ over ‘hygge’ til japansk ‘wabi-sabi’. Der er noget autenticitets-hungrende over det, noget der vil sige at det her er ikke bare en spansk film, det er en spansk film. Så derfor er den sendt til Cannes i 1953, selvom det egentlig bare er en samling af Flamenco-danse, der lidt ligner venstrehåndsarbejde fra instruktør Edgar Nevilles side.
Edgar Neville har en af de mere vanvittige historier som instruktør. Med mange filmkunstnere er der historien om hvordan de bliver ‘opdaget’, hvordan de får deres ‘break’, men for ret mange er virkeligheden mere, at de er født ind i kultureliten og så begynder de at arbejde med kultur. Få historier er dog så elitære som aristokratiske Edgar Nevilles. Han kom ind i filmbranchen fordi han var spansk konsul i Los Angeles. Og så begyndte han at feste med folk som Charlie Chaplin. Chaplin kaldte ham ‘the best raconteur I ever met’. Det var i årene omkring lydfilmens indførelse, hvilket betød at Hollywood pludselig skulle tænke på det spansk-talende marked på en helt anden måde end tidligere, og Neville begyndte at arbejde med det. Snart begyndte filmselskaber at droppe det med at lave deres film på flere sprog, for i stedet at overlade det til hvert enkelt land at versionere en film. Men da havde Edgar Neville allerede fået oplært sig selv.
Han vendte hjem til Spanien under borgerkrigen for at lave propaganda-film. For fascisterne. Yep, Neville var virkelig nationalistisk og højreorienteret. Men i løbet af fyrrerne begyndte han at distancere sig selv fra regimet. Det var der mange der gjorde, for Francos regime betød i de første år efter krigen først og fremmest stagnation. Det er en ting vi ofte ikke tænker på når vi tænker på fascisme og diktatur, hvor helt igennem kedeligt det kan være. Vi tænker på krig, på vold, på den futuristiske fascisme og på hvordan de tager spændinger i samfundet og retter dem mod fremmede fjender. Men hvad gør man når krigen er vundet? Spanien var smadret efter borgerkrigen, Francos regime efter 39 havde egentlig ikke de store idéer, og efter Anden Verdenskrig blev landet isoleret af verdenssamfundet, og fyrrerne bød på en økonomi uden fremgang.
Edgar Neville var som nævnt aristokrat og umådelig rig, så han var en af de få filmskabere der var i stand til at lave noget uafhængigt og selvstændigt. Han eksperimenterede med neorealisme i slut-fyrrerne, men uden den helt store succes. Han var også inspireret af Bunuel – de havde hængt ud på caféer sammen i tyverne – men der var grænser for hvor surreelt og vildt det kunne blive under den fascistiske censur. For at være helt ærlig virker han lidt som en kedelig figur, måske en af de bedste spanske instruktører eftersom ingen andre fik lov til at lave noget de havde lyst til… Fra halvtredserne og frem, da der kom instruktører som Juan Antonio Bardem, Luis Garcia Berlanga (de to samarbejdede på filmen Welcome Mr Marshall, der også blev vist i Cannes i 53) og Carlos Saura, gled han lige så stille i glemmebogen. På det tidspunkt var den spanske økonomi også endelig kommet i gang og Spanien var blevet et turist-paradis, og den spanske identitet var til genforhandling.
Den spanske identitet er også hovedemnet i Flamenco, i en grad så det til tider overskygger glæden ved bare at se på gode dansere danse. De værste sekvenser skal forestille at illustrere sangenes tekster, og er ret ligegyldige vignetter om f.eks. et ungt ægtepar der kommer op at skændes, eller en kvinde der er forelsket i en rytter. Men også undervejs i dansescenerne klippes der ofte væk til tilskuere, der står i traditionelt spansk tøj og kigger begejstrede på; en gruppe af klip hvoraf ikke et eneste virker naturligt. Læg dertil også den mærkelige beslutning at langt de fleste af dansescenerne er optaget udendørs, på klipper med udsigt til spanske byer og monumenter. At det ikke er her Flamenco normalt danses – i hvert fald ikke af disse dansere – ses tydeligt af det mørke underlag der er blevet lagt ud på klipperne, så danserne kan have et plant underlag ligesom på teatret.
At visse scener alligevel fungerer, og at youtube er fyldt med klip fra filmen, er derfor på trods af pointen med filmen. Hvor meget man end klasker det til med ikke-overbevisende kolorit, så er de centrale dansere i filmen stadigvæk umanerlig dygtige og flotte at se på. Danseren med det simple navn ‘Antonio’ var allerede kendt fra Hollywood, hvor han havde deltaget i flere film under krigen, og lige omkring filmens skabelse var han vendt tilbage til Spanien og i færd med at danne sit eget kompagni. Den anden centrale skikkelse er Pilar Lopez Julvez, der på dette tidspunkt allerede var en mester. Hun blev født i 1912, men hun havde først arbejdet med hendes 14 år ældre søster, der i Spanien blot kaldes ‘La Argentinita’, og havde skabt sine første forestillinger allerede i trediverne. Der er ikke mange der har tyve års erfaring som chef-koreograf, og stadig har kræfterne i behold til at danse med den energi og – suk – ‘duende’ som Lopez danser med i hendes for få scener.
Duende y Misterio del Flamenco vandt faktisk en pris, der dog blot hed ‘Tribute’, og jeg har lidt svært ved at finde ud af hvor fint det skal forestille at være. Tiden løb hurtigt fra denne type film. Som nævnt var der en anden spansk film i konkurrence, instrueret af Luis Garcia Berlanga og skrevet af Juan Antonio Bardem, og præcis de to kom til at tegne spansk film i Cannes de næste år, med fire optrædender hver. Edgar Neville kom aldrig igen. Der er dog noget lidt charmerende over at en film som Duende y Misterio del Flamenco kunne vinde priser i Cannes engang, det er et helt andet filmsyn end det auteristiske der kom til at fylde i årene fremover. Det dokumentariske kamera, evnen til at vise noget helt enkelt, og så fange noget meget dybt og mystisk og ægte. Det er ånden fra Lumiere-brødrene, der blot filmede et tog der ankom til en station, og så var det nok. Der er noget naivt over det, som ikke er i ret mange festival-film i dag.
Næste Uge:
Et smut tilbage til Finland, for at kigge på den anden finske film i Cannes: Matti Kassilas The Harvest Month fra 1957. Det var sidste gang Finland deltog indtil 1981.