Palmesøndag del 107
(S-a Furat o Bomba, Ion Popescu-Gopo, Rumænien
Cannes 1962)

Ion Popescu-Gopo er en af de største rumænske instruktører, så stor at Rumæniens pendant til Robert-prisen hedder Gopo-prisen. Alligevel siger den rumænske wikipedia en ret streng ting om hans filmografi: majoritatea irelevante estetic, ‘majoriteten er æstetisk irrelevant’. En grov bemærkning om den første rumænske Cannes-prisvinder, og en af de kendteste rumænske instruktører fra før nybølgen. What gives?

Jamen, det er i og for sig sikkert sandt. Popescu-Gopo er først og fremmest kendt og elsket for en ganske lille del af hans arbejde, ni små animerede film med en lille mand der er blevet kendt som, tja, ‘Gopos lille mand.’ Den første af dem, En Kort Historie, fra 1957, vandt De Gyldne Palmer for Bedste Kortfilm i Cannes, og blev en succes i hele verden. På tre minutter skitseres hele verdenshistorien, med en lille mand med en blomst i hovedrollen. Følgende film fortalte om kunst, om sport, med den simple lille mand i hovedrollen. Det var et nybrud, en art ‘anti-disney’, tegnefilm som humanistisk fabel frem for fortællinger om søde dyr. Der er ganske mange rosende ord om de her tegnefilm rundt omkring. Mindre om Gopos film med skuespillere, Gopo selv udtalte at han følte sig som en dinosaurus når han skulle lave billeder med virkelige mennesker. Men det er nu synd, for A Bomb Was Stolen er en ret unik film i sin egen ret.

A Bomb Was Stolen er nu egentlig relativt kendt i vesten, den bliver ofte vist i cinemateker når man vil vise politiske film fra den anden side af jerntæppet. Det er en politisk spion-satire, der gør tykt grin med klichéer fra gangster-film, spion-film, det amerikanske samfund generelt, inden det hele slutter med en idealistisk pointe om fredelig brug af atomkraft (det er den slags bombe der bliver stjålet). Filmens centrale karakter er også en ganske lille mand, der ligesom tegnefilmsudgaven er glad for at gå rundt med blomster. Og så har filmen et helt unikt karaktertræk: Den er dialog-løs.

Man kan godt fornemme at der står en animator bag. Alle karakterer er arketyper, den lille mand, de slemme gangstere, den smukke danserinde, den smukke uskyldsrene buskonduktør. Okay, den sidste er måske ikke så arketypisk, men så har hun til gengæld englevinger, for at understrege renheden. Filmen er fyldt med gags så gamle de nærmest også kunne kaldes arketypiske, som når gangsterne ankommer til stedet hvor bomben er placeret, og dusinvis af dem myldrer ud af den samme lille bil. Eller når den sleske gangster har fået danserinden med hjem, og hun dansende forsøger at undvige, gemmer sig, det ender med de vandrer ind og ud af fire skabe. Der er elementer af Chaplin og Marx Brothers over det ligeså, hvilket generelt også understøtter fornemmelsen af at filmen foregår i et tredivernes USA fyldt med jazz, gangstere og arbejdsløshed.

Samtidig er filmen også én stor hyldest til trickfilmen. Helt simple tricks. I en af de bedste sekvenser vandrer den lille mand forbi en biograf, hvor han forestiller sig en hel film ud fra de screenshots der hænger udenfor. Det er bare fotografier og lydeffekter, men alligevel foregår der en hel drabelig monsterfilm på et par minutter. Og da så manden selv tager en lille pige i hånden bliver han selvfølgelig jaget væk af hans naboer ligesom Frankensteins monster. Jeg har lidt fornemmelsen af, at når vestlige programlæggere viser den her film, at den bliver vist som en kuriøsitet, en lidt naiv og fjollet og billig film. Der er ikke så meget blik for sammenhængen med Gopos tegnefilm, eller med den rumænske kontekst. Måske det kunne komme nu, for A Bomb Was Stolen emmer af den samme form for østblok-coolness, som den polske instruktør Pawel Pawlikowski har så meget held med at dyrke i de her år (Ida og Cold War). Det er jazz, det er højkontrast sort/hvid, det er modernistisk arkitektur. Måske den kunne blive genopdaget for sin egen coolness, frem for som parodi på noget andet?

Jeg fornemmer en vis bitterhed når jeg læser om Popescu-Gopo. Antydninger af, at han lavede de her realfilm mest fordi regimet gerne så han brugte sin tid smartere end bare på tre minutters tegnefilm af gangen. Der er historien om, at Ecce Homo fra 77 fik en kold modtagelse, hvorefter Gopo holdt pause fra at lave film med hans lille mand. Og så er der den tristeste historie af dem alle: Om natten den 29. November 1989 kørte Popescu-Gopos bil fast i en snedrive, og mens han forsøgte at skubbe den hjem, så fik han et hjerteslag og faldt død om. Og hvorfor er det så eminent trist? Jo, fordi den rumænske revolution begyndte den 16. December samme år, bare 17 dage efter at den store instruktør faldt om. Hvad kunne han have udrettet hvis han kom fri af censuren? I stedet må vi nøjes med ni små tegnefilm, og så en rodebunke, hvorfra dog den her er ret så interessant i egen ret. Der er mange af de film som jeg skriver om i den her serie, der nok kun er interessante for nørder. A Bomb was Stolen burde kunne underholde de fleste.