Palmesøndag del 167
(Terry Jones, UK
Cannes 1983, Jury Grand Prix)

Nyligt afdøde Python Terry Jones var en Cannes-prisvindende instruktør. The Meaning of Life, den tredje og sidste Monty Python film med nyt materiale, vandt Jury Grand Prix, hvilket betyder Python-klanens faste instruktør har opnået lige så stor Cannes-hæder som f.eks. Andrej Tarkovskij og Carlos Saura, to andre instruktører der i øvrigt også var i konkurrence i 1983. Faktisk kan Python-klanen kaldes gengangere på den franske festival, for dels var Terry Gilliam også i konkurrence med Fear and Loathing in Las Vegas, hvilket måske ikke er så mærkværdigt, dels bød konkurrencen i 1993 på filmen Splitting Heirs af Robert Young, en film med både Eric Idle og John Cleese på rollelisten. En film som helt sikkert kom i konkurrence pga de to skuespillere snarere end dens filmiske kvaliteter, den har en Rotten Tomato score på 8%.

Frankrig respekterer komedie på en helt særlig måde, noget som også kan ses af den respekt de altid har givet til Jerry Lewis. Også franske komikere som Jacques Tati og Pierre Étaix har været i Cannes. Men af de udenlandske er det reelt kun The Meaning of Life der decideret har fået en af de største priser. Det er da også ret let at se Monty Python som Cannes-egnede, er det ikke? Rent filmisk er der måske ikke så meget at komme efter, sjældent nogen overraskende mise-en-scène eller découpage, det løfter sig ikke rigtig over det gode håndværk. Men der er en understrøm af surrealisme, der breder sig fra manuskriptet, og når det er bedst ind i den visuelle stil. Og selvom The Meaning of Life har fået kritik fordi den ikke fortæller en samlet historie, ligesom The Holy Grail og Life of Brian gør, så kan man, hvis man kniber øjnene en smule sammen, også mene at det gør filmen friere, mere syret, mere eksperimenterende sammensat. Og når f.eks. der er en pause hvor publikum bliver spurgt ‘where’s the fish?’ eller når pludselig hovedfilmen bliver invaderet af forfilmen The Crimson Permanent Assurance, så er der da noget om snakken. Så er der faktisk noget at komme efter på découpage-planet.

På den vis er The Meaning of Life ret meget en venden tilbage til udgangspunktet for Monty Python, til den absurde kaos-struktur som herskede i deres tv-serie og i deres første film And Now For Something Complete Different. Men The Meaning of Life har nu også sin helt egen karakter. Den er lavet for flere penge, så der er flere ressourcer til kostumer og storslåede dansenumre, og især Every Sperm Is Sacred er legendarisk i den her sammenhæng. Men hvad der for mig er mere vigtigt, så er The Meaning of Life meget mørkere og mere kynisk end noget andet gruppen havde lavet før. Det ses i forfilmen om The Crimson Permanent Assurance, hvor gamle sekretær-pirater sender unge yuppier flyvende ud af vinduet. Også i scenen hvor der gøres grin med sygehusvæsenet over dets fokus på nye maskiner og smarte besparelser er der en kant som ikke i samme grad var der i halvfjerdserne. Og så er der selvfølgelig organ-donor-sketchen og ikke at forglemme Terry Jones som Mr Creosote, to sketches der nærmest chokerer med mængden af blod og bræk. Også Terry Gilliams animationer ser en smule anderledes ud, minder næsten mere om animationerne i Alan Parkers filmudgave af Pink Floyds The Wall, der havde premiere året forinden. Der har indfundet sig en besynderlig form for hårdhed midt i crazy-komikken.

Det tænkte jeg en del over mens jeg genså den, det havde jeg egentlig ikke rigtig bemærket før. Men når jeg tænker over det, så giver det egentlig ret meget mening. For også Storbritanien gennemgik en ret hård udvikling fra 1969, det år da Monty Python havde premiere på BBC, og til 1983. De fem britiske Python var alle sammen uddannet på Oxford og Cambridge, men ud fra hvad jeg hurtigt kan læse mig til på wikipedia, så var det kun Michael Palin der kom fra hvad man kan kalde en ‘posh’ baggrund. De andre kom fra mere ydmyge kår, men fik tilkæmpet sig en ekstremt god uddannelse i en af de korte perioder hvor det britiske klassesamfund løsnede grebet bare en lille smule. Det synes jeg egentlig godt man kan fornemme i tv-serien. Der er en egalitær drift i den serie, dels til at gøre grin med autoriteter og forstokkede personer, hvad end det er ‘upper class twits’ eller middelklasse ‘pepperpots’, men samtidig er der en læringsglæde, et ønske om at se tingene fra flere sider på en gang, en nærmest kubistisk satire. Alle kan være med i en konkurrence om at opsummere Proust, og så noget med bryster til sidst. Høj- og lavkultur side om side, vi bliver alle klogere sammen. Det er nærmest utopisk.

Sådan så det ikke rigtigt ud i 1983, hvor Thatcher var kommet til magten, og havde knust minearbejderne, mens ungdommen lyttede til punk og skreg no future. Her virkede den tidlige satire måske lidt bedaget? Men den nye stil er dog ikke mere revolutionær, bare kynisk og opgivende. Når f.eks. titel-sekvensen slutter med et billede af en horde af mennesker med Mickey Mouse ører, så er det ikke helt let at regne ud hvad vi skal bruge det til. Derudover har der sneget sig en snert af den efterhånden ret udbredte kritik af ‘politisk korrekthed’ ind i filmen. Som når alle accepterer at Mr Creosote brækker sig udover det hele, men derefter forfærdes når rengøringskonen siger noget negativt om jøder. Eller i en af de sidste sketches, hvor en mand er blevet dømt til døden for ‘gratuitous sexist jokes in a motion picture’, og derfor bliver jaget af topløse damer indtil han falder ud over en skrænt. Det er stadig godmodigt, og langt hen af vejen ret sjovt, men det er også et glimt af den bitterhed der har indfundet sig hos mange moderne komikere, mere optagede af at forsvare hvor vigtigt det er at kunne fortælle alle slags jokes, end reelt at fortælle alle slags jokes.

Kort fortalt, så er The Meaning of Life en film som jeg holder ret meget af, men som også føles som en meget sen udgave af en stil, som ikke rigtig var tidsvarende længere. Monty Python tilhører en mere anarkistisk, mere håbefuld, periode end firserne. Sådan føles en stor del af konkurrencen i 1983 faktisk. Eller for at sige det på en anden måde, så var der en del film der hører til blandt de sidste i de respektive instruktørers karrierer, inklusive de to film der delte instruktør-prisen, Robert Bresson L’Argent og Tarkovskijs Nostalghia. Gode film, men også mørkere end tidligere. Og vinderen det år Balladen om Narayama af Shohei Imamura, handler ligefrem om hvad der sker med beboerne i en lille japansk landsby, når de er blevet for gamle til at være produktive (tror jeg, jeg har faktisk aldrig set den). Det var et år hvor kunstfilmen var lidt i vildrede, og ingen rigtig vidste hvor de var på vej hen. Men så gav det da også mening at give en stor pris til en film, der udtrykte en oprigtig frustration over udviklingen, på en kynisk og mørk, men meget sjov måde. Det virker en smule underligt, at Terry Jones har vundet en af de største filmpriser i hele verden. Men det er egentlig ret fortjent. Manden instruerede Life of Brian!

Næste Uge: Safdie-brødrenes nye film Uncut Gems er netop kommet på Netflix. Det skal fejres. Ved at kaste et kig på deres forrige film Good Time.