Der er et særligt kunstnerisk potentiale i ‘familien’. Alle familier har en historie, naturligvis, og i den historie spiller private historier gerne sammen med den store samfunds Historie på særlig vis. Men der er også interne forhold i familier, mellem dem der fortæller, og dem der ikke gør det. Det kan skabe virkeligt interessante dynamikker, mellem store og små historier, samt mellem de synlige familiehistorier, som set på f.eks fotografier og hjemmevideoer, og de skjulte historer, som kommer til syne i dagbøger, eller når folk en sjælden gang lukker op for de mørke fortællinger.
Et par af de bedste kunstværker jeg har set de sidste par år har leget med dette. Der er russiske Maria Stepanovas roman The Memory of Memory, en familiekrønike fra Sovjet-tiden, der kæmper med det faktum at hendes familie rejste meget og ikke skrev ret meget ned, samt det mere paradoksale, at de egentlig klarede sig igennem Sovjet-tiden uden at den satte ret mange skrammer, så hvad er der egentlig at snakke om? Et andet eksempel var Thomas Heises mesterværk med titlen Heimat ist ein raum auf zeit, hvis titel netop opsummerer pointen. Via arkivmateriale og poetiske nye optagelser skabte Heise en helt særlig form for rum og tid, som netop emmede af ‘heimat’.
Der er også så stort et fokus på familien på årets DOX, på så forskellige og eksperimenterende måder, at det er værd at bide mærke i. Det er måske et nyt fokusfelt for dokumentarismen i de næste år. Der er i hvert fald en masse energi og nye idéer, og selv i de ikke helt perfekte eksempler mærker man viljen til at kæmpe sig frem til noget nyt.
The Eclipse
(Nataša Urban, Norge)
Familien som fokusfelt vil i særlig grad blive historien om DOX22, hvis Nataša Urban skulle gå hen og fuldt fortjent vinde DOX:AWARD prisen. Hendes The Eclipse er den hidtil største film jeg har set i konkurrencen, den forener nye stilistiske idéer med et væsenligt emne, og resultatet er en af den slags film der kan gå hen og blive fast reference for os kritikere i årene fremover. Det er virkelig både godt tænkt og godt udført.
Den bærende idé er at skildre formørkelser. Dels den titulære solformørkelse i 1999, der fandt sted mens NATO bombede Serbien under Kosovo-krisen. Men også hele halvfemserne, hele Milošević-tiden, som en formørket periode i serbisk historie. Den idé giver dels struktur til filmens narrativ, dels et arsenal af visuelle metaforer, der bruges ganske fortræffeligt.
Formmæssigt er The Eclipse lavet i et fascinerende samarbejde med Nataša Urbans serbiske familie. Hun giver plads til at alle kan komme til orde, men alligevel er det også tydeligt at der har været en kunstner inde over, der har skabt den sammenhæng som ordene indgår i. F.eks læses der højt af farens dagbog fra halvfemserne, mens scenerne er genskabt med den nu ret meget ældre mand i hovedrollen, i nogle i øvrigt fantastisk fotograferede scener, som sagtens kunne være hele filmen. Meget af lydsporet består også af interviews med familie og venner, mens billedsiden er en kollage bestående af dels arkivmateriale og dels nye optagelser der spiller sammen med hvad der siges. Det giver en helt særlig dobbelt-effekt.
Særligt efterhånden som årene skrider frem, og de serbiske forbrydelser bliver mere og mere forfærdelige, bliver det tydeligt at familiemedlemmerne har svært ved at snakke om hvad der skete. Ingen benægter hvad der skete, men de kan ikke snakke om det. Det er blever mørklagt, ganske enkelt. Nataša Urban dykker ned i det, presser lidt på, men taler også gerne om de smukke dele af den serbiske natur, når det er ønsket. Der er et kæmpe element af kærlighed i den her film, som selvfølgelig ikke altid er til stede i film om massakrer og folkemord. Det er en klar effekt af at bruge familien som prisme.
Men The Eclipse er også bare en virkelig vellavet film. Fotograf er Ivan Markovic, hvilket er lidt et scoop for en norsk-produceret film. Den serbisk-fødte fotograf har ligesom Urban forladt Serbien for at arbejde i udlandet, og fotograferede bl.a. Angela Schanelecs fremragende I was at home, but… (2019), en af Berlin-skolens seneste højdepunkter. Han medtager den nøgterne stil i de mange rekonstruktioner, og er i stand til at finde præcis de samme vinkler som arkivmaterialet er filmet fra.
Det er eminent hvordan The Eclipse kan hoppe fra det nære til det store, når f.eks vi ser faren vandre i en skov, hvor vi senere får at vide albanske civile blev begravet i massegrave. Pludselig ser naturen helt anderledes ud. Eller hvordan der hoppes fra dokumentarisk arkivmateriale, til nøgternt men skævt fotograferet rekonstruktion, til mere syrede passager om solformørkelser, til bybilleder, der dog igen ser helt vidunderligt mærkelige ud, fordi Ivan Markovic er så forbasket god en fotograf. The Eclipse er et vildt mærkeligt hybrid-værk, af fotoalbum, rekonstruktion, interviews, og rendyrket poesi, der bør blive et hovedværk i norsk dokumentarisme.
Moosa Lane
(Anita Hopland, Pakistan/Danmark/Norge)
Anita Hoplands Moosa Lane bliver ikke på samme måde et hovedværk i dansk dokumentarisme, selvom hun et stykke hen ad vejen arbejder med de samme ting. Filmen er et dybt fascinerende familie-portræt, hvor ikke mindst de ulige forhold i en familie er i fokus. Men Hoplands film nøjes lidt med at sætte fokus på de forhold og dynamikker, den finder ikke helt en måde at omsætte det til konstruktive svar. Hvilket resulterer i en film der i sjælden grad formår at sætte billeder på den helt elementære globale ulighed. Men også en film der på sådan set ret sympatisk vis virker en smule paralyseret over hvor grelt det egentlig er.
Anita Hopland er halvt pakistansk, og har en stor familie, der bor på Moosa Lane i Karachi. Dem har hun filmet over 14 år, og har nu klippet det sammen til et personligt portræt, der dels viser en række liv fra en del af verden vi ellers ikke ser ret meget om, men som også bliver til en meditation over forskelle i muligheder. Anita kan rejse til Pakistan og filme familien og udspørge dem om deres liv og drømme, men den pakistanske familie har ikke ret gode muligheder for at rejse den anden vej og gøre det samme. Så lige meget hvor solidarisk filmen forsøger at være over for sine karakterer, så er den altid lavet i en ulige relation.
Sådan er det jo altid med film. Der er nogen der holder kameraet, der er nogen der klipper, der er nogen der laver en voiceover, så i sidste ende er der altid nogen med mere magt end andre. Ofte er magtforholdene endnu mindre lige, når en udefrakommende rig europæer tager ind i et slumkvarter, filmer et par dage, og så tager tilbage og omformer materialet til underholdning for den øvre middelklasse. At Anita Hopland har en relation til familien gør filmen meget mere kompleks. Man mærker indlevelsen på en anden vis, når en lokal krig mellem kriminelle gruppe gør at familien reelt lever i isolation. Og fortællingen om unge Saima, der i en ganske ung alder bliver gift med en mand hun aldrig har mødt, føles også anderledes når den er fortalt blot fordi Saima er Anitas grankusine, og helt uden andet formål. Særligt smertelig bliver fortællingen om Zayn, hvis højeste ønske er at kunne besøge sin danske familie.
Det er en akavet film, for magtforholdet mellem personerne er bare så utrolig stort. Til tider holder man dog alligevel helt op med at tænke over det, for lange passager er afslappede og fint klippede skildringer hvor familien bare er, og hvor der kun enkelte gange snakkes seriøst om Pakistans nutidige situation og den slags. Jeg tror filmen kunne have været lavet på en måde, hvor man overhovedet ikke blev tvunget til at tænke over global ulighed. Det tjener derfor Anita Hopland til ære, at hun hele tiden fremhæver den tematik i den melankolske voiceover, der er lagt ned over rigtig meget af filmen. Desværre er det ikke altid lige velskrevet, det der bliver sagt. Det føles meget omhyggeligt konstrueret, i stedet for bare at virke umiddelbart og ærligt, og det sætter filmen i stå gentagne gange.
Der er egentlig noget dybt usympatisk over at være dokumentarist, det består altid af at tage noget fra verden, og omforme det til sit eget kunstværk. Men engang imellem, så er man nødt til at læne sig ind i den rolle, om ikke andet så for at kunne bruge det til noget positivt. Moosa Lane har ikke lyst til at skulle bruge uligheden til noget positivt, hvilket er prisværdigt, men den ellers gode film bliver en my paralyseret som æstetisk værk af at fortælle så meget om dens egne problemer.
Hide and seek
(Victoria Fiore, Italien/UK)
Endelig er der til tider også en værdi af at komme udefra. Det er ikke alle fortællinger, der vinder af at kende til alle de intime detaljer. Det viser Hide and seek af Victoria Fiore, en fortælling om hvordan armod og kriminalitet forplanter sig nedad i tre generationer i Napoli, der finder en stor del af sin styrke ved at være så forholdsvis diffus og løst skitseret. Nogle sociale problemer er simpelthen bare ikke så nemme at tegne klart op.
Fiore fulgte særligt den unge dreng Entoni over en årrække. Da vi først møder ham render han som 11-årig rundt på gaden i Napoli, tjener lidt penge, ser op til en del af de ældre drenge, og er fræk overfor pigerne. Han er dybt charmerende, men hans familie er virkelig ængstelige for hans fremtid. Han går ikke nok i skole, han er altid på gaden hvor de ikke har kontrol over ham. Det er ikke morens skyld, for hun får jo ingen hjælp af sin mand, der er fraværende af årsager vi ikke får forklaret endnu. Mormor frygter også at en grum historie skal gentage sig, for hun gjorde selv i sin tid ting hun ikke var stolte over, og så fortæller hun egentlig ikke mere om det, for det vil gøre nogle farlige mennesker sure.
Det er jo en film fra Napoli, så vi kan nok godt selv stykke resten af historien sammen. De er bange for at Entoni skal ende som kriminel, og enten komme i fængsel eller simpelthen blive slået ihjel. Men det er jo en meget lidt konkret frygt. De aner ikke hvordan Entoni skulle blive kriminel, de ved ikke hvilken bande han skulle blive blandet ind i, de kan ikke pinpointe hvem han skal holde sig fra. Men samtidig er de ikke et øjeblik i tvivl om, at det kan gå helt galt, og det forstår vi selvfølgelig også. Det er netop, som titlen siger, som om Entoni spiller en meget avanceret form for gemmeleg, men hvem og hvad det er han skjuler sig for er svært at sige.
Hide and seek er også en film der udnytter dokumentarfilmens potentiale på fineste vis. Fiore fulgte Entoni i fire år, så vi ser ham langsomt blive ældre. Filmens struktur er også todelt, hvor der bruges rigtig lang tid til at skildre miljø det første år, hvor vi bare hænger ud med Entoni og hans familie, og hører om angsten og utrygheden, men hvor der ikke konkret sker noget slemt. Og så i anden halvdel, som årene går, begynder nogle af bekymringerne at blive til virkelighed. Det er nok ikke sådan man bliver undervist i at arbejde med dramaturgi, men det skaber en virkelig stærk effekt. Hide and seek er en film om arv, men det bliver også et vidunderligt portræt af miljø.
For et par år siden så jeg i Berlin filmen Piranhas der netop handlede om helt unge børn, der blev viklet ind i mafia-livet i Napoli. Det var en ok film, men det var også en meget stram fortælling, der føltes ret forudsigelig. Hide and seek føles meget mere indsigtsfuld, fortæller en stærkere historie, og er også visuelt langt stærkere. Selvom den er dokumentarisk, og derfor bundet til det den finder, så har Fiore valgt det helt rigtige materiale at arbejde med, så tragedierne føles meget mere ægte, og derfor rammer meget hårdere.
Hide and seek er også i DOX:AWARD konkurrencen, som efterhånden har vist sig som en rigtig god årgang. Det er ikke verdens største navne, men film som The Eclipse og Hide and seek er virkelig fornemme eksempler på præcis hvad det er dokumentarismen kan bedre end noget andet. Det er en hybrid-genre, hvor narrativer ofte forsvinder til fordel for stemninger og visuelle metaforiske sekvenser. Det giver derfor også god mening hvis familien, det der mellemstadie mellem individ og samfund, også skulle være et særskilt godt emne at behandle dokumentarisk.
The Eclipse:
28/3 18:30 Cinemateket
31/3 21:30 Dagmar
2/4 11:00 Statens Museum for Kunst
Moosa Lane:
28/3 16:30 Palads
1/4 17:00 Kvarterhuset Amager
Hide and seek
29/3 19:00 Grand
31/3 19:30 Empire
1/4 19:30 Valby Kino
2/4 14:00 Charlottenborg