Hver eneste filmfestival har sine små særheder. Måske er der overraskende mange film i sort/hvid, måske er de bedste film utroligt lange, måske er de bedste film også de letteste og sjoveste. På DOX i år var det meget markant, at de to film i hovedkonkurrencen DOX:AWARD, der syntes at være mest skæve og syrede rent æstetisk, at de begge to var fra Latinamerika (Mexico er egentlig ikke en del af Sydamerika, men jeg kan så godt lide bogstavrim, og jeg kunne ikke finde et synonym for ‘Syret’ der starter med L, så jeg har snydt lidt).
Er det fordi der sker noget særligt i Latinamerika for tiden? Er det tilfældigt? Jeg kastede mig ud i det, og smed en tredje syret boliviansk film oveni. Som er det helt rigtige sted at starte, eftersom den er syret på en allerede lidt typisk sydamerikansk vis.
El Gran Movimento
(Kiro Russo, Bolivia/Frankrig/Qatar/Schweiz)
El Gran Movimento er en større film end de to andre, nok også for stor til DOX:AWArd. Den havde i stedet premiere på Venedig-festivalen i den næstbedste række kaldet Orizzonti, hvor den vandt Special Jury Award, og den har derefter sikret sig international distribution. Det er også instruktør Kiro Russos anden film efter Dark Skull fra 2016. Det er en af den slags film, der ligeså godt kunne vises til PIX, og behandles som en auteur-film udelukkende ud fra dens æstetiske kvaliteter. Jeg kender ikke så mange auteurs fra Bolivia, så jeg kan ikke sige om den er typisk boliviansk. Men dens største styrke kommer når den dyrker miljøet i La Paz, og dens svaghed er når den dyrker hvad der allerede føles lidt velkendt sydamerikansk.
Tre unge mænd forlader en arbejdskonflikt ved den mine hvor de arbejder, for i stedet at tage til La Paz. Her finder de andre jobs, men den ene af dem, Elder, rammes af en mystisk sygdom. En lokal shaman bliver fundet for at forsøge at kurere ham, og herefter drager filmen ud i en række syrede scener, der til tider omhandler Bolivias tumultariske virkelighed, og andre gange blot er fjollede og visuelle.
Specifikt minder El Gran Movimento på mange måder om den columbianske film Los Conductos af Camilo Restrepo, der spillede på DOX for to år siden. Den handler også om en outsider der kommer ind til storbyen, hvorefter scenerne bliver mere og mere abstrakte og mærkværdige. Begge film er optaget på 16 mm og minder også æstetisk om hinanden, hvor der f.eks i begge film pludselig optræder scener med technomusik. Jeg kan se nogle logiske grunde til at latinamerikanske kunstfilm på den måde kan minde om hinanden, som f.eks at begge film antyder farlige politiske konflikter som hovedpersonerne flygter fra – hvorfor der altid er et truende mørke over filmene – og at de handler om personer som staterne simpelthen fralægger sig ethvert ansvar for, hvorfor de giver sig i kast med selvmedicinering af enten psykedelisk eller spirituel grad. Ligesom der ofte var en historisk kontekst bag mange af de klassiske magisk realistiske romaner fra sidste århundrede, ligeledes peger meget af det syrede og uvirkelige i en film som El Gran Movimento på sociale og kulturelle meninger. Bortset fra når pludselig der spilles techno, og det hele ligner en MTV video. Her er det bare mærkeligt og fjollet.
Men selvom det her bliver ret villet mærkværdigt, så er det stadigvæk ekstremt flot filmet på 16mm. Det er bare ikke filmens bedste æstetik. Filmens bedste æstetiske træk er det som formentlig også har givet filmen sit navn, de konstante store bevægelser, som billedet hele tiden foretager sig. Der zoomes ekstremt meget ind og ud, der panoreres, kameraet er oppe i en svævebane. Zoom-klip kombineres, så f.eks der zoomes ind på shamanen, og så klippes til et zoom ud af en gadekamp, og så klip til zoom ind på shamanen igen, der er faldet om på jorden. Bevægelserne får det til at føles som om hele filmen hænger sammen, både det virkelige og det uvirkelige, det politiske og det psykedeliske.
Mere end det, så føles det også som en helt unik La Paz æstetik. Kun fordi det er en bjergby, og der er så stor højdeforskel, kan der filmes så meget i fugleperspektiv og zoomes ind oppefra, ligesom det selvfølgelig også er derfor der er svævebaner. Shamanen kan også stå på en bjergtop og kigge ned på byen og civilisationen, et klip som ikke rigtig på nogen måde kan lade sig gøre med f.eks København. El Gran Movimento er en god auteur-film, der har sin helt egen æstetik, men den havde været endnu bedre hvis den havde dyrket den æstetik endnu mere, og f.eks blot havde stillet sig tilfreds med at være et stedportræt.
They Made Us The Night
(Antonio Hernández, Mexico)
Et sådant stedportræt er Antonio Hernández’ They Made Us The Night. Den skildrer solidarisk en lille familie i et lille landsbysamfund i Mexico, og den solidaritet betyder at den også forsøger at skildre de mystiske væsener, kaldet ‘tonales’, som bedstemoren mener bor ude i naturen. Det gør den også til en ret syret film. Men den forsøger til gengæld ikke at opfinde en dertil egnet æstetik. Hvilket dog nærmest blot gør den endnu bedre.
They Made Us The Night er endnu en hybridfilm, og den er fra start af dybt konstrueret. De første scener er filmet under vand, viser pagajer der bryder vandoverfladen, og så lige et glimt af et mærkeligt væsen i en båd, og så ser vi en dreng blive vækket, og det er tydeligt det blot skulle forestille at være en drøm. Men det mere mærkelige er, at dagsscenerne herefter er filmet så neutralt og digitalt, at det nærmest ligner en sæbeopera. Eller en Nollywood-film, den slags indeholder også ofte spøgelser og andre mystiske væsener.
Ligesom med Nollywood er det amatør-skuespillere og billigt lavet, men her spiller alle trods alt sig selv, og scenerne fortæller om samfundet det sted hvor de lever. Det er et portræt af et særligt samfund, og der er valgt en anti-naturalistisk stil til en gruppe mennesker, der tror på mere mellem himmel og jord. Det er bare en vildt mærkelig anti-naturalistisk stil, der kun i glimt afslører sig selv. Som når f.eks pludselig en dreng løber fra stranden ud i bølgerne, og kameraet er i stand til at følge efter. Det må af logistiske grunde have været planlagt i forvejen, hvor scenen ellers indtil da virkede improviseret. Eller i en forrygende festscene, hvor musikken begynder at lyde sløret, og klippestilen bliver forvirrende, i stil med at alkohol-indtaget øges.
Mest særligt er portrættet af de førnævnte ‘tonales’. Som tydeligvis også bare er mænd med masker. Og vi ser endda en mand få overrakt en sådan maske, så måske der ikke engang er nogen som tror på dem. Og alligevel er de også visuelt overbevisende som umenneskelige væsener, så meget desto mere fordi filmsproget også er så neutralt. Der var aspekter af det samme i f.eks dansk-afghanske Wolf and Sheep, men her var væsenet selvlysende og tydeligvis uvirkeligt. De her tonales er en mellemting, noget på grænsen mellem drøm og virkelighed. Det skildrer They Made Us The Night ret fornemt ved også selv at blive en mellemting.
Under The Sky Shelter
(Diego Acosta, Chile)
Der er dog også noget skønt ved den helt store æstetisering. Diego Acostas Under The Sky Shelter er ikke interesseret i at ramme nogen mellemting, og den er ikke interesseret i at være subtil. Det er ét stort forsøg på at skildre dens dokumentariske indhold så æstetiseret og fremmedgjort som overhovedet muligt. Fremmedheden indeholder pointen. Det resulterer i en vidunderligt smuk og medrivende film, der er min klare favorit halvvejs igennem DOX:AWARD konkurrencen.
Indholdet i Under The Sky Shelter er såre enkelt: Det er et portræt af en fårehyrde, der driver sin fåreflok rundt i bjergene. Æstetikken er næsten lige så enkel: Det er lavet som en gammel sorthvid film, med skrat og snavs på billederne, og en lydside hvor foley-arbejdet synes overgjort, så lyden hele tiden føles lidt for konstrueret. Det er anti-virkeligt. Der er også nogle scener hvor det bliver mere psykedelisk, hvor f.eks tiden manipuleres så vandfald løber opad, eller hvor der pludselig dukker enkelte farver op. Men det helt suveræne ved filmen er, hvordan den får præsenteret moderne landarbejdere, som vi ser arbejder med f.eks lastbiler, som var det et etnografisk portræt a la Nanook of the North. Det sælger pointen om at det er en historisk og dybt mytologiseret mennesketype vi ser.
Under The Sky Shelter løfter sig dog helt til tops fordi den er så gennemarbejdet. Fårene med de sorte hoveder og ben passer helt vidunderligt til højkontrast æstetikken, der ofte udvisker deres ansigtstræk, så flokken ligner en hob af ansigtsløse dæmoner. Selvom det var lidt forudsigeligt med flere drømmescener – de er i alle tre af dagens latinamerikanske film – så er de også rigtig veludførte, hvor f.eks vandet der løber op af ser virkelig smukt ud. Der bliver også leget med æstetikken, så der f.eks nogle steder er pludselige klip så menneskene teleporteres rundt i landskabet – omend det også ligner den slags klip der kommer i en gammel film, når nogle af frames’ne er slidt helt i stykker. Enkelte gange ser det ud til at landskabet nærmest æder personerne, når de pludseligt klippes ud af filmen. Det er leg på et rigtig højt niveau.
Men jeg følte også virkelig at jeg havde brug for den her film. De seneste år har vi set en række dokumentarer, hvor gammelt materiale ved hjælp af computere er blevet retoucheret så kraftigt, at det nærmest ser ud som om det var optaget i går. En film som f.eks Peter Jacksons Get Back er så glat og flot, at det er helt utroligt. Det er blevet manipuleret voldsomt med materialet, men med den hensigt, at det skulle se så lidt påvirket ud som muligt, og at vi skal føle vi nærmest selv er med som en flue på væggen. Det er teknisk imponerende og ofte særdeles medrivende, men der er også noget vidunderligt ved nu at se en film der stikker af i den helt anden retning, tager et nyt dokumentarisk materiale, og så manipulerer det til at se så hærget og smadret ud som muligt. For at understrege at vi ikke er med som en flue på væggen, at vi sidder langt væk og ikke tager del i strabadserne, at det er noget vildt og nærmest mytisk hårdt vi overværer.
Endnu en sammenligning: Under The Sky Shelter minder naturligvis også om Sweetgrass af Lucien Castaing-Taylor, en af de aller første film fra Harvard Sensory Ethnography Lab. Den type ‘sanseetnografiske’ dokumentarer var nok det absolut vigtigste der skete i dokumentar-verdenen sidste årti, men det er også en stil som vi virkelig har set mange udgaver af de seneste år. Under The Sky Shelter går den helt anden vej, forsøger at markere at nej, vi kan ikke bare via synssans og høresans forstå hvordan det er at være oppe i bjergene. Det kunne godt være begyndelsen på et større skift i dokumentarverdenen.
Under The Sky Shelter kommer dog ikke til selv at lave det skift, helt så stærk er den ikke. Det er en fem-en-halv stjernet film, frem for seks-stjernet, der er elementer af forudsigelighed i de psykedeliske scener. Men det var heller ikke Sweetgrass alene der fik alle til at kopiere SEL-stilen, det var først opfølgeren Leviathan, en ‘heavy metal’ dokumentar om en fiskekutter, der blev en klassiker. Jeg kan bare godt se potentiale for at Diego Acosta laver en Leviathan engang i fremtiden. Og det føles sindssygt spændende.
El Gran Movimento
3/4 14:30 Gloria
They Made Us The Night
26/3 17:00 Cinemateket
31/3 12:00 Dagmar
2/4 21:15 Gloria
Under the Sky Shelter
30/3 21:30 Cinemateket
31/3 16:30 Cinemateket
3/4 21:45 Cinemateket