Palmesøndag del 271
(Plaire, aimer et courir vite, Christophe Honoré, Frankrig
Cannes 2018)
Love Songs skulle have været Honorés artistiske gennembrud tilbage i 2007. Hans adgangsbillet til en plads på A-holdet, i stil med f.eks Jacques Audiard. Det burde være ret åbenlyst, at det ikke var hvad der skete. I stedet har hans karriere været irregulær, præget af film i øst og vest, pauser mellem projekter, og uden ret mange deltagelser på de største filmfestivaler. Her snart tyve år efter Honorés debut er det ret klart, at han ikke er blevet en af de største.
Men det betyder ikke, at han ikke kan levere en virkelig god og stærk film i ny og næ. Og det formåede han f.eks med Sorry Angel, der muligvis er hans bedste, og fuldt fortjent gav ham plads i hovedkonkurrencen igen, hvor jeg også synes den er blandt den bedre halvdel.
Men det er nok heller ikke tilfældigt, at hans bedste film også er hans mest personlige, baseret på personlige oplevelser under AIDS-epidemien i starthalvfemserne. Det er emnet og den overraskende måde det bliver håndteret på, som er så stærkt, snarere end nogen overrumplende æstetik. Men det er da også godt nok. Det er bare svært at bygge en lang karriere på.
For at understrege hvordan filmen konstant overrasker vil jeg godt fokusere på en af de tidligste scener. Her følger vi forfatteren Jacques, efter at han har været på date med en anden ung mand. Første overraskelse kommer, da han træder ind i sit hjem, og der sidder en anden ældre mand. Jacques nærmest bor sammen med sin overbo Matthieu, de to danner tilsammen nærmest en pseudofamilie. Næste overraskelse kommer så da de to beslutter sig for at ryge, men Matthieu vil ikke ryge hash, da det gør ham træt, så i stedet ryger de heroin. Det stof er alligevel virkelig voldsomt at give sig i kast med, men det virker som hverdag for de to mænd. Næste overraskelse kommer så da telefonen ringer, for vi er som seere blevet ledt til at tro det muligvis vil være den mand Jacques var på date med som ringer, men i stedet er det en ex-kæreste, Marco, der ringer for at fortælle, at han snart skal dø. Ansigtsudtrykkene hos Jacques og Matthieu er forfærdende, for deres forfærdelse er blandet med en fornemmelse af, at det er en besked de har hørt mange gange før. Og så kommer det største chok, for pludselig bliver Jacques overrasket, og så viser det sig, at der har været en anden i lejligheden hele tiden: Jacques søn Louis, kaldet Loulou, som han har på delebasis. Det er den her blanding af ekstremisme og normalitet som er helt vild, og ret unik for Sorry Angel. Alle filmens karakterer vil gerne have familier, men lever samtidig hvad der må kaldes hedonistiske liv med sex og stoffer, og ubehagelig meget sygdom og død.
Plottet udvikler sig yderligere overraskende, da vi pludselig introduceres for endnu en hovedkarakter, Arthur, en noget yngre mand fra Breton. Arthur er stadig inde i skabet, har endda en kvindelig kæreste, omend hun i løbet af filmens fortælling finder ud af hvad det er der foregår. Jacques og Arthur mødes, da Jacques kommer forbi på en arbejdsrejse, og de starter et forhold, men da Jacques også er syg med AIDS er han ikke glad for at binde sig i et forhold med alt for meget fremtid. Alligevel bliver de to mænd sammen, og Arthur bliver introduceret til alskens regler og filosofier i bøssemiljøet. Men sygdommen er i sidste ende umulig at indordne sig.
Jeg vil godt vende lidt tilbage til Honorés karriere. Han fulgte hurtigt op på Love Songs med en stribe af ganske ambitiøse film. Allerede i 2008 var han klar med The Beautiful Person, en modernisering af romanen La Princesse de Clèves fra 1678. Smukke unge mennesker har altid været et ret centralt tema hos Honoré, men lige præcis denne historie fortalte han af ret upersonlige grunde, nemlig fordi den daværende franske præsident havde erklæret romanen for irrelevant for et moderne publikum. Der mangler lidt nødvendighed i den film. Det gør der også i opfølgeren Making Plans for Lena fra 2009, om en kvinde der vil ud af sit ægteskab, og omgivelsernes manglende forståelse. Man At Bath fra 2010 er noget bedre, men er også en kantet og smal film, hvor pornostjernen Francois Sagat spiller hovedrollen som en mandlig prostitueret, der bakser med sex og kærlighed. Der er meget meget nøgenhed og sex i den film, og den kom da også til den mere eksperimenterende Locarno-festival. Herefter er det gået lidt mere langsomt, men hans filmatisering af Ovids Metamorphoses fra 2014 er heller ikke præget af nødvendighed.
Det er gået igen i mange af Honorés film, at de har manglet noget personlighed og noget nødvendighed, bortset fra Man at Bath, som dog så er en betydelig smallere slags film end hvad han ellers har lavet. Men det er ret meget det, der bliver rettet op på med Sorry Angel. Filmens karakter Arthur minder meget om instruktørens selv. Han er en ung håbefuld homoseksuel filminstruktør fra Breton – der er i det hele taget virkelig mange unge homoseksuelle mænd fra Breton i Honorés film, og de er ofte skildret med en lidt spydig overbærenhed som kunstnere ofte bruger til at skildre yngre udgaver af dem selv. AIDS epidemien var naturligvis central i Honorés ungdom, ligesom den også var central for instruktørens karriere, da hans debutbog Close to Leo handlede om en ung dreng, hvis storebror var døende. Lidt ligesom at Sorry Angel inkluderer den lille dreng Loulou, der skal håndtere at såvel hans far, som rigtig mange af de unge mænd der dukker op hjemme hos hans far, er ved at dø alt for tidligt.
Men det som virkelig føles nødvendigt i Sorry Angel, det er indsatsen for konstant at overraske og gøre op med gældende klichéer om homoseksuelle. Både gode og dårlige. Så det er ikke queer punkere, der kæmper mod systemet – det bliver decideret påtalt at Jacques ikke vil engagere sig i ACT UP bevægelsen, som skildret i 120 slag i minuttet – men mænd med familier og venner og hverdage. Og så omvendt er der grænser for hvor normativt det kan blive, når man ryger heroin og har sex på offentlige steder. Sorry Angel er særligt god når den skildrer alle de normer og rutiner der er i homo-miljøet, f.eks når der cruises, eller når Arthur går to skridt foran Jacques og en speedsnakkende veninde, som godt ved Jacques er bøsse, men som ikke på nogen måde regner ud at den unge mand der følger efter dem er seksuelt interesseret. Netop fordi miljøet er lidt lukket for det omkringliggende samfund kan mændene være i fred det meste af tiden, men omvendt er der en masse normer som unge folk som Arthur skal have lært. Hvilket han gør med stor nysgerrighed, som når han f.eks fylder det nyligt brugte kondom op med vand, og smilende stirrer på den hvidlige masse deri. Sådan en scene har jeg aldrig set før. Og den slags er der virkelig mange af.
Nærmest hele filmen er overraskende, og gør ting som man ikke forventer, og som andre film ikke gør. Dermed bliver filmen også i høj grad til det, som jeg i teksten til Love Songs definerede som en ‘anti-film’, en film der netop er modsat gængse film. Her finder Honoré sin plads i filmverdenen, gennem hans kendskab til miljøet, og hans vilje til at blande normativitet og transgression på konstant overraskende måder. Det gør Sorry Angel til en virkelig stærk film, som med sine 130 minutter også må kaldes et storværk. Det er en virkelig god film, næsten lige så god som den langt mere kendte 120 slag i minuttet.
Og man kunne så tro, at Sorry Angel ville blive den adgangsbillet til A-holdet, som Love Songs ikke blev. Men nej. Året efter var Honoré tilbage med On A Magical Night, en blanding af fantasi og melodrama, som igen bærer præg af manglende nødvendighed. Suk. Den betød Honoré igen endte i Un Certain Regard, og jeg har helt ærlig svært ved at finde ret meget interessant ved den, og vil nærmest kalde den decideret demotiverende. Måske bliver Honoré bare aldrig nogen særlig stor instruktør. Men han har lavet nogle store film, og ingen af dem er større end Sorry Angel.