Palmesøndag del 270
(Les chansons d’amour, Christophe Honoré, Frankrig
Cannes 2007)
Der laves så mange franske arthouse film, og af logiske grunde er der naturligvis altid ekstra mange af de franske i Cannes, og min hjerne kan ikke rigtig håndtere det. Jeg er typen der sorterer i film, og gerne ud fra historiske udviklinger og bevægelser, men der er så mange franske film at håndtere, at mine systemer bryder ned. Hvor passer Christophe Honorés Love Songs ind? Det er en musical, der indeholder tydelige hilsener til Jacques Demys klassiker Pigen med paraplyerne, så det lyder virkelig postmoderne. Omvendt er Honoré kendt som en LGBT-instruktør, hvis relativt afdæmpede stil måske minder mere om en instruktør som Francois Ozon end de opkørte postmodernister?
Måske er han bare sin egen? Men helt ærligt, så personlig er Love Songs alligevel ikke. Der er meget af den, der er set før. Men det er dog i sidste ende noget særligt Honoré’sk, der får den til at fungere.
Det er lidt svært at beskrive plottet i Love Songs uden at spoile for meget, for der er godt nok mange twists, men filmen er inddelt i tre dele, der hedder det samme som de tre dele i Pigen med paraplyerne: ‘Le départ’, ‘L’absence’ og ‘Le retour’. Den som drager bort er en af de tre unge mennesker Julie, Alice og Ismaël, der til at starte med har et polyamorøst trekants-forhold, der dog ikke lader til at gøre nogen af dem glade. Filmen er svøbt ind i regnvåd melankoli, og i modsætning til mange musicals gør sangene os ikke meget klogere, men virker snarere som om karaktererne forsøger at overbevise sig selv og hinanden om følelser, som de ikke rigtig ved om de har. Efter det polyamorøse forhold går i opløsning drives der rundt, og andre potentielle romantiske partnere introduceres, og der synges flere sange om den svære kærlighed.
En kæmpe forskel på Love Songs og Pigen med paraplyerne: Der var en meget specifik grund til, at der var én karakter der drog bort i Demys film. Guy blev indkaldt til hæren, og tvunget til at deltage i krigen i Algeriet. Selvom Pigen med paraplyerne er en kærlighedsfilm, så er det altså også en film der foregår i en politisk virkelighed, og som har øje for hvad der skete i samfundet i den periode hvor den foregår. I Love Songs, derimod, er afskeden abrupt, umotiveret og uforklarlig. Der er ikke noget politisk over det, det har ikke noget med samfundet at gøre, det sker bare. Sådan går det jo selvfølgelig i den virkelige verden, men det er alligevel slående, at Love Songs på den led er en langt mere indadvendt og indelukket film end sit store klassiske forbillede. Omend omvendt det kønspolitiske fylder meget mere, med op til flere karakterer, hvor en søgen efter seksuel identitet bliver den største personlige udvikling. Så helt apolitisk er det bestemt ikke, det er bare en anden slags politik.
Honoré er helt ærligt også en politisk instruktør, selvom han bestemt ikke laver barrikade-film. Han blev i første omgang kendt for at skrive en børnebog, Close to Leo fra 1995, om en lille dreng, hvis storebror bliver syg med AIDS. Honoré filmatiserede selv en ret stærk tv-films-udgave af fortællingen i 2002, som en af sine første film. Det er lidt sådan han laver politiske film: Han skildrer karakterer i politisk ladede situationer, og spiller dem igennem, så alle kan forstå dem. Om ikke så mange år, så vil det måske helt holde op med at virke politisk at lave en børnebog om AIDS, men der er vi nok ikke helt endnu. Han blev dog også kendt for rent stilistisk at være arvtager til de mere energiske Nouvelle Vague film. Særligt Dans Paris fra 2006 blev en ret stor succes, og er den klare forløber for Love Songs, og nok en stor del af grunden til at han hermed kom i hovedkonkurrence for første gang.
Love Songs er først og fremmest en ualmindeligt charmerende film. Skuespillerne – Ludivine Sagnier, Clotilde Hesme og Louis Garrel som den centrale trekant, og så især Grégoire Leprince-Ringuet som en purung mand, der blander sig i forholdene – er nærmest overmenneskeligt smukke og karismatiske, mens de driver rundt, synger, pjatter, omend dog hele tiden med en følelse af indre smerte. Filmen åbner med nattebilleder af Paris, der er fyldt med hjemløse og fattige, og filmen forlader aldrig helt den der lidt ruinøse stemning. Man kan se hele filmen alene på grund af de vidunderlige skuespillere, men det er dog også en lille smule kedeligt rent æstetisk, også i forhold til dels samtidige instruktører som Francois Ozon – der altid har helt styr på sine genrevirkemidler – men egentlig også i forhold til andre Honoré film. Han træder en smule i baggrunden, hvilket naturligvis giver smukt plads til skuespillet, men også gør det en lille smule mere ordinært end det kunne være.
Så hvordan passer Honoré ind i fransk filmhistorie? Pudsigt nok finder jeg mit eget svar i Japan, i Shinji Aoyamas ‘Nouvelle Vague Manifesto’, som jeg før har brugt når jeg skrev om japansk film. Men oprindelig var det en bølge af fransk halvfemser-film som Aoyama skrev om, som blev kaldt ‘anti-film’, og som mest af alt var personlige film, der nægtede at indordne sig samtidens normer. Det passer egentlig meget godt på halvfemsernes vigtigste franske instruktører som Arnaud Desplechin, Olivier Assayas og Claire Denis. De er ikke helt med på den postmoderne bølge, de finder deres egen personlige niche, mindre hysterisk og pastiche-baseret. I slutningen af halvfemserne kom så en bølge der blev kaldt enten ‘New French Extremety’ eller ‘cinema de corps’ (dvs film om kroppe), men de to ting hænger ret meget sammen, for det ekstreme ved filmene var brugen af vold og sex og nøgenhed, som alt sammen har med kroppen at gøre. En del af de ‘ekstreme’ film var dog alligevel lavet af anti-instruktører som Denis og Assayas, og af de ekstreme/kropsorienterede instruktører der har holdt ved, som f.eks Bruno Dumont og Francois Ozon, så var brugen af seksualitet og nøgenhed også altid en måde at udtrykke noget mere personligt, ganske som hos anti-film instruktørerne. Så i virkeligheden er det nærmere to under-perioder af en tyve-årig lang bølge. Og Honoré kommer ind i slutningen af den bølge.
Det bliver jo som nævnt efterhånden tydeligt, at Love Songs i høj grad er en fortælling om karakterer, der strides med at finde deres seksualitet. Og her bliver Honoré pludselig personlig, og så alligevel på en måde der kan kaldes anti-film. Her bliver mandekroppen fremstillet som den sjældent gør, homoseksuel intimitet skildres på en slående ligefrem måde, og forholdet mellem de to unge mænd bliver nærmest det bedste i filmen. Det er en helt anden retning end hvad Demy kunne finde på, men det passer perfekt til Honoré. Og slutscenen er fabelagtig, først med den måde de unge mænd diskuterer et evt forhold på, og derefter det formidable slutbillede, to mænd der kysser mens de nærmest er fanget mellem himmel og jord. Her er der noget konkret, noget kropsligt, noget helt anderledes end de gængse filmiske normer. Her løfter Love Songs sig op og bliver for alvor herlig.