Palmesøndag del 429
(La stanza del figlio, Nanni Moretti, Italien
Cannes 2001, Guldpalmen + FIPRESCI Pris)
Med Sønnens værelse fandt Nanni Moretti sit tredje og sidste alter ego. I sine første film havde han spillet en karakter ved navn Michele Apicella. I hans to foregående film hed han bare ‘Nanni’, og filmene var en blanding af selvbiografi og fiktion. Men hovedpersonen i Sønnens værelse hedder Giovanni. Det gør instruktøren faktisk også, ‘Nanni’ er en typisk forkortelse af ‘Giovanni’, så det er ikke så originalt. Men når Moretti spiller ‘Giovanni’, som han også gør det i Min mor (2015) og A Brighter Tomorrow (2023) så er filmene nok inspireret af tanker, som er affødt af virkelige omstændigheder i Morettis eget liv, men det er omformet til bløde og ret standard drama-film.
Idéen til Sønnens værelse kom ifølge Moretti selv da han fik at vide, at han skulle være far til en søn. At blive forældre er også at blive bange for at miste sit barn, så jeg forstår godt, at Moretti blev optaget af den frygtelige tanke. Og det er virkelig som om han blev besat af den tanke. Sønnens værelse var den mest enstrengede Moretti-film hidtil, den handler stort set bare om en familie der rammes af en uforståelig tragedie. Intet om politik, intet om venstrefløjens skæbne, ingen forsøg på at blande dokumentarisme ind i det, eller have drømme-sekvenser med vandpolo og musical-dans, eller alt det andet Moretti tidligere havde blandet ind i sine film.
Resultatet tog filmverdenen med storm. Moretti vandt Guldpalmen, slog sit navn fast som en af de største europæiske kunst-instruktører. Det er da virkelig også imponerende, at Moretti på den måde beviser, at han kan så meget mere end man troede han kunne. Men jeg vil nu også hævde, at det meste af det han viser han kan, er ting som mange andre også kunne. Og de ting som ikke længere er der, det var de ting som kun Moretti kunne. Jeg føler med andre ord lidt, at lige så mange ting blev tabt som blev vundet, da Moretti gik i den mere dramatiske retning.
Første del af Sønnens værelse skildrer en italiensk kernefamilie: Psykolog Giovanni, hans kone Paola (Laura Morante) og deres to børn Irene (Jasmine Trinca) og Andrea (Giuseppe Sanfelice). Vi ser en ret almindelig hverdag, dels fra Giovannis konsultationer med mere eller mindre plagede patienter, dels fra familielivet med dets blanding af små og store problemer. Andrea og en ven er blevet anklaget for at stjæle et fossil, men ellers er der ikke det store drama. En søndag morgen tænker Giovanni at tage ud og jogge med Andrea, men så ringer en patient og har brug for hjælp, og så tager han ud til ham. Andrea tager ud og dykker med nogle venner i stedet. Og ender med at drukne i en ulykke. Resten af filmen skildrer sorgen.
Første del viser den reneste form for Moretti-æstetik. Når ikke der er alskens politiske og sociale pointer, når ikke der leges med form og dokumentarisme, er der så overhovedet noget særligt ved den måde Moretti laver film på? Og ja, det er der faktisk. Klipningen! Det træder meget tydeligt frem, hvordan Moretti klipper dialoger sammen, snarere end drama. Før var det fordi alle diskuterede politik, nu går det mellem patienternes fortællinger, og så familiens småsnak. Moretti kan også godt lide at klippe direkte ind i en monolog, med kameraet tæt på en karakter, og så langsomt zoome ud. Det er faktisk ret egensindigt, og hvis ikke det var sovset ind i ikke specielt god filmmusik, så ville jeg langt bedre kunne lide det.
Efter tragedien kommer nogle af filmens bedste scener. F.eks hvor Giovanni tager i et lille Tivoli for at tænke på noget andet. Det er ren film, en sammenklipning af kaotiske indtryk fra en forlystelsespark, der dels illustrerer følelses-kakofonien i hovedet på den sørgende far, dels viser hvor desperat han forsøger at få nogle andre indtryk derinde. Det er her man mærker Morettis styrke som semi-dokumentarist, hvordan han altid har forsøgt at skildre sine egne indtryk fra et kaotisk Italien. Han overfører den strategi på noget helt andet, på sorg og vrede og frustration, på følelser kort fortalt, og gør det på mange måder rigtig godt.
Men. Hvis man sammenligner Sønnens værelse med resten af Cannes-feltet fra årgang 2001, så afslører det også Morettis begrænsninger. Jeg bryder mig ikke sønderligt om Hanekes Pianisten, synes den er lidt anonym og ikke fanger særlig meget af den bog den filmatiserer. Alligevel er det som nat og dag at sammenligne de to film. Haneke er æstet, selv når han er dårligst laver han nogle vilde billeder. Når Moretti er bedst er indholdet af hans film virkelig interessant. Det er sjældent han formidler det indhold på unikke måder, og når han så laver et mere traditionelt melodrama, så bliver meget af det overordenligt traditionelt. Med soundtracket som det værste eksempel.
Og dog. For overraskende nok er der også på soundtracket en af filmens bedste detaljer. På et tidspunkt går Giovanni ind i en pladebutik for at købe en cd, som han tænkte hans søn ville kunne lide. Det lader til at han bare gerne vil lege et øjeblik, at han stadigvæk har en søn. Han får udleveret Brian Enos Before And After Sience fra 1977, og sangen ‘By This River’ herfra kommer til at blive spillet gentagne gange i resten af filmen. Og det er ualmindeligt smukt. Enos sang er lavet sammen med den tyske krautgruppe Cluster, og handler så vidt jeg kan se bare om at være fremmed for sine nære, det virker mere som om den handler om et forlist parforhold end et dødsfald. Men den vil nok altid være knyttet til sorg og tidlig død for mig fremover, for Moretti lokaliserer et eller andet i sangen. Måske er det klaverets loopende karakter, som får melankolien til at føles meget mere evig og uafvendelig end bare fra et breakup? Måske får den tydelige elektroniske bearbejdelse af det menneskeligt instrumentale arbejde det til at passe til døden, fordi det lyder som om noget har været menneskeligt, og nu ikke er det mere?
Jeg ved det ikke. Det er uforklarligt. Når kunst er bedst, er det mystisk og uforklarligt. Sådan er det også med film. Og det store problem med Sønnens værelse, såvel som med Morettis filmografi generelt, det er at det ikke altid er særlig uforklarligt. Dertil er han for meget en håndværker, for god til at ramme de følelser han gerne vil ramme, ikke helt god nok til at ramme det ubegribelige. Det sker til tider, som i den sidste Vespa-scene i Kære dagbog eller visse af de mørkeste scener i Ecce Bombo. Og det sker dog også igen til sidst i Sønnens værelse, hvilket løfter filmen op.
Det virker som en lidt letkøbt vej til forløsning, at familien pludselig opdager, at Andrea havde en penneveninde, ja måske endda muligvis en kæreste, som de intet anede om. Og da Arianna (Sofia Vigliar) kommer forbi, og familien sammen kører hende og hendes ven hele natten til Frankrig, så kan det virke som en lidt letkøbt måde at vise, at familiens liv vil fortsætte, og at de vil finde nye ting at tage sig til. Men så kommer den aller sidste scene, hvor de siger farvel til Arianna i en bus, mens familien selv trasker ned på en strand. Og ‘By This River’ begynder at spille igen. Og ikke nok med at musikken igen rammer virkelig stærkt, og får familiens strandtur til at virke lidt fortabt. Vi ser det også fra Ariannas synsvinkel, ud af busvinduet, mens den kører væk. Og det rammer noget virkelig stærkt. Vi ser til sidst bare glimt af den lille familie, og så kører vi væk. Faktisk har vi muligvis ikke lært noget. Det er dybt bekymrende. Men vi kan ikke bruge mere tid hos dem. Det er slut. Der er ikke mere at komme efter. Vores tid sammen er kort, også selvom vi gerne vil have den skal vare længere.
Og den slutning indkapsler virkelig filmens pointe på fornemmeste vis. Vores tid sammen føles altid for kort. Og det er præcis den slags idé man også får, når man får et barn. Her formår Moretti igen at gøre det han er bedst til: At tage udgangspunkt i eget liv, og omforme det til virkelig god film.