Palmesøndag del 430
(Il caimano, Nanni Moretti, Italien
Cannes 2006)
Som jeg har sagt nogle gange i denne serie om Nanni Moretti, så har den italienske instruktør til tider sendt film direkte ind i solar plexus i den italienske historie. Han lavede f.eks Ecce Bombo om en disillusioneret venstrefløj lige inden venstre-ekstremister myrdede Aldo Moro, hvilket så klart ledte til mere disillusion. Han har gjort det igen og igen, men Mig og Berlusconi var første gang hvor det virkede kalkuleret.
Il caimano, som filmen hedder på italiensk (den danske titel er et ret bøvet forsøg på at få den til at minde om en gammel Woody Allen-film, der også altid hed noget med Mig og…) handler ikke bare om Berlusconi, den handler om det at lave film om Berlusconi. Det er en meta-film (en typisk Nanni Moretti-fremgang) som får landet nogle virkelig skarpe pointer om Berlusconi, der virker ekstremt fremsynet og vigtige i dag næsten tyve år efter.
Alligevel fungerer filmen ikke rigtigt for mig. Den er for tung. Den mangler den typiske Moretti-lethed, bliver prædikende. Og hvis der er én ting, som Moretti aldrig vil være, så er det prædikende. Hvilket dog blot gør det værre, for jeg kan godt acceptere en prædikende film, hvis den er ærlig omkring det. Mig og Berlusconi er både prædikende og desperat for ikke at virke prædikende. Og det er en fatal cocktail.
Mig og Berlusconi er ikke en typisk biopic om Berlusconi. Der er ikke nogen som på normal vis spiler Berlusconi. I stedet optræder han nogen gange på tv-skærme, og så er der tre forskellige skuespillere, der spiller rollen som ‘Kaimanen’ i filmen af samme navn (Elio de Capitani, Michele Placido og Nanni Moretti selv), der tydeligvis er baseret på et aspekt af Berlusconis liv: Hvordan det mistænkes, at han gennem hele sin karriere har gemt penge på ulovlig vis på hemmelige bankkonti, og hvordan han som politiker bevidst undergravede retsvæsenet, forhalede, politiserede, obstruerede, for at undgå at blive stillet til ansvar for den slags kriminalitet. Filmen i filmen er altså med andre ord en form for krimi/thriller, ikke den slags film Nanni Moretti normalt laver.
Men til gengæld er det den slags film, som filmens hovedperson, producer Bruno Bonomo (Silvio Orlando, der spillede sig selv og dansede rundt som trotskistisk bager i Aprile) laver. Vi begynder Mig og Berlusconi med endnu en variation over den velkendte Moretti-joke med mærkværdige film om kommunisme, hvor vi ser en art revenge-film a la Kill Bill, men hvor kvinden Aidra tager hævn over en maoistisk kult. Det viser sig at være den sidste film som Bruno Bonomo lykkedes med at lave, det var så stor en fiasko, at han siden da ikke har kunnet finde funding. Nu forsøger han at lave en film om Christoffer Columbus, men da det projekt også falder igennem forsøger han febrilsk at skaffe penge til at filmatisere et manus der hedder ‘Il caimano’, som han har fået af den unge kvindelige instruktør Teresa (Jasmine Trinca, der spillede datteren i Sønnens værelse). Det meste af resten af filmen er let satire over filmverdenen, der ikke tør gribe an med at lave film om Berlusconi, og så scener fra Bruno Bonomos privatliv, hvor han er ved at blive skilt fra sin kone Paola (Margherita Buy), hvilket de har svært ved at få fortalt parrets to børn.
Der foregår med andre ord rigtig meget udenom selve filmen om Berlusconi. På den vis minder filmen om flere andre Moretti-værker, helt tilbage til I am self sufficient fra 1976, hvor en ung teaterinstruktør forsøgte at sætte et eksperimenterende og politisk teaterstykke op, mens filmen var mere interesseret i de medvirkendes liv. Den store forgænger er naturligvis Aprile, hvor Moretti-figuren selv forsøgte at lave en dokumentar, der skulle kunne forklare hvad der skete i Italien på den tid, men som han endte med at droppe for i stedet at fokusere dels på hans eget personlige liv, samt en nok mere publikumsvenlig musical om trotskisme og bagværk. Morettis film har næsten altid været politiske, men også altid lette og legende. I en scene møder Bruno og Teresa faktisk Nanni Moretti, og beder ham om at spille Berlusconi, men Moretti-karakteren er lige i gang med at lave en komedie. ‘Er det virkelig den rette tid til at lave en komedie nu?’ spørger Teresa. ‘Det er altid den rette tid til at lave en komedie’ svarer Moretti i filmen.
Det føles dog ironisk denne gang. Som om Moretti-instruktøren gør lidt grin af Moretti-figuren, af sit eget image. For Mig og Berlusconi virker som en film, der er lavet specifikt for at påvirke sit publikum, og den fik da også premiere ganske kort tid før et italiensk valg i 2006 – som Berlusconi rent faktisk tabte, omend han alligevel fik sneget sig udenom sine retssager, og gjorde comeback i 2008, som i øvrigt skildret i Paolo Sorrentinos Silvio og de andre (2018). Hvor Aprile slutter med at Moretti-karakteren laver hans fjollede bager-film, og filmens crew står og danser fjollet fra side til side, så føles slutningen af Mig og Berlusconi langt mere seriøs. Her ser vi hvad der skulle være klimaks i ‘Kaimanen’, hvor Berlusconi, som alligevel bliver spillet af Moretti selv, bliver idømt en hård straf for økonomisk svindel, hvorefter han holder en brandtale uden for retssalen, som får tilskuerne til at gøre oprør og kaste med molotov-cocktails mod dommere og advokater. Vi ser til sidst Moretti/Berlusconi køre væk med et mørkt smil på ansigtet, mens vi kan se flammer ud af bilens bagrude.
Det er en virkelig vigtig pointe, som bare virker endnu mere aktuel nu. Morettis tese er, at det værste ved Berlusconi ikke så meget er, at han er en svindler og bedrager og fusentast, at han lyver for den italienske befolkning, er pinlig i en international sammenhæng, har haft forbindelser til mafiaen, og formentlig har begået et væld af økonomiske forbrydelser om ikke det som er meget værre (han har været indblandet i nogle af de rigtig mørke kapitler i moderne italiensk historie, omend det er helt utydeligt hvor meget og hvordan). Det værste er, at når konsekvensen melder sig for hans gerninger, når f.eks en retssag står for døren, så vil han hellere underminere stat og lov, snarere end at tage sin straf. Og den pointe er ekstremt meget værd at huske på, i en tid hvor højrepopulister konstant og hele tiden angriber dommere og retsstaten, hvis de selv bliver anklaget eller dømt for noget som helst. Det virker faktisk endnu mere korrekt af Moretti at lægge det fokus i 2025, end det gjorde i 2006.
Så Moretti har på den vis fortsat fingeren på pulsen på det italienske samfund, hvilket også nærmest har været hans største styrke i hans lange karriere. Og så alligevel ikke. For der er noget lidt mærkeligt ved skildringen af Berlusconi. Når Teresa eller de andre karakterer fremhæver Berlusconi som den vigtigste person i italiensk historie de seneste 30 år, så er det da værd at spørge, hvorfor han så ikke optrådte noget før i Morettis filmografi? I stedet lavede Moretti vandpolo film om kommunister, skildrede religion, lægevæsenet, var inde på tv-mediets kraft i Kære dagbog, men med fokus på amerikanske sæbeoperaer. Det virker som en efterrationalisering i 2006, at det nu er Berlusconi Berlusconi Berlusconi som er vigtig. Sådan virkede det ikke i den krønike om det senmoderne italienske samfund, som Moretti måske mere end nogen anden italiensk kunstner har formået at stykke sammen.
Det virker lidt akavet. Og filmen virker lidt som om den kommer fra en forsvarsposition, som om den er undskyldende for sin egen eksistens. Det bliver en forvirrende omgang, hvor fortællingen om Brunos privatliv heller aldrig bliver rigtig rørende, og jokesne om den italienske filmbranche virker lidt bedagede. Når endelig man kommer til filmen om Berlusconi, så virker det meste andet af filmen som spild af tid. Som om det blot er der fordi sådan er en normal Moretti-film, og selvom den her ikke er en normal Moretti-film, så turde Moretti ikke ændre alt på én gang af frygt for at tabe publikum. Så det er en blanding af fortærsket og velkendt, og så med nogle stærke pointer om Berlusconi leveret til sidst, men også med en smule distance, som om Moretti alligevel håber hans prædiken ikke virker prædikende…
Desuagtet at Mig og Berlusconi slutter rigtig stærkt, så fungerer filmen altså som helhed heller ikke. Det blev dog en kæmpe succes i Italien, og altså, Berlusconi tabte jo så det næste valg. Men han gjorde comeback for en bemærkning. Ondet var ikke bekæmpet. Moretti bevægede sig dog alligevel væk fra politikken i sin næste film.