Palmesøndag del 428
(Miguel Gomes, Portugal
Cannes 2024, Bedste Instruktør)
Den amerikanske kritiker Michael J. Anderson laver hvert år en meget cineast-streng top ti over årets bedste film. I 2024 vandt Miguel Gomes’ Grand Tour, og Andersons lille tekst sluttede af med at sige: ‘That I would choose Grand Tour as the year’s best was never in doubt.‘ Jeg havde det lidt på samme måde, så snart jeg så at Miguel Gomes skulle i Hovedkonkurrence, og særligt efter at jeg så en trailer til den billedskønne film.
Gomes er bare en af verdens bedste instruktører, han prøver så meget mere end de fleste andre, særligt mere end den kedsommelige kompetente humanisme, der fylder mere og mere i Cannes, og Grand Tour virkede som hans store gennembrud. Og det er da også en ualmindeligt herlig og vidunderlig film, fyldt med unikke filmiske træk.
At jeg alligevel er lidt i tvivl om, hvorvidt det er årets bedste Cannes-film, siger mere om hvor fantastisk jeg endte med at synes Anora er. Men det siger også noget om, at Grand Tour også er en film, der nok kræver et par visninger at få hånd om.
Mine forventninger til Grand Tour var også enorme, fordi det virkede som om jeg havde ventet en evighed på at Miguel Gomes skulle komme i Hovedkonkurrence, efter han slog igennem med Tabu i 2012. Tabu viste mange af de helt særlige ting ved Gomes: Det er en innovativt struktureret film, hvor første del handler om en gammel kvindes ensomme liv i Portugal, mens anden del springer tilbage og fortæller en historie fra kvindens liv et sted i Afrika koloniseret af Portugal. Det viste også, at Gomes er optaget af at behandle kolonialisme. Og så viste det hans stærke æstetiske sans. Hele Tabu er holdt i sort/hvid, og så er anden del helt uden dialog, som om det var en gammel stumfilm. Hvilket ikke giver historisk mening, for filmen foregår klart senere end stumfilms-tiden, men Gomes’ forhold til æstetik er mere legende end strengt historisk eller formalistisk begrundet.
Jeg forstår dog godt hvorfor Gomes måtte vente tolv år efter Tabu på at komme i Hovedkonkurrence, for hans film siden da var lidt mærkelige. Faktisk er Gomes’ film generelt lidt mærkelige. Our Beloved Month Of August (2008) er en dokuhybrid, der dels på nærmest etnografisk vis dokumenterer det portugisiske ferieliv i august, dels fortæller fiktive historier om dets karakterer, inklusiv det filmhold, der skal forestille at lave dokumentaren. Den film fik en art opfølger i The Tsugua Diaries (2021) (læs det midterste ord baglæns), der er en af de bedste corona-film, og som fortæller om et filmhold der isolerer sig på landet i en måned, men fortalt baglæns fra slut- til start-august. Gomes’ måske bedste film er Arabian Nights (2015), der nærmest opsummerer hele hans filmiske virke. Det er en seks timers lang film, der fortæller en masse historier om Portugal under Finanskrisen, men i et fabulerende og eventyrligt filmsprog inspireret af ‘1001 Nat’, samt med dokumentariske passager, som f.eks et meget langt portræt af fuglefængere hen mod slutningen. Jeg forstår godt at ingen af de film kom i Hovedkonkurrence, de er mærkelige og uformelige. Men de er vidunderlige.
Grand Tour giver en del mere mening, særligt hvis man har set Tabu. Det er igen et todelt narrativ om kolonialisme. Vi møder først Edward (Gonçalo Waddington), der er britisk bureaukrat i Burma i 1918, mens han venter på et skib, der bringer hans forlovede Molly (Crista Alfaiate) over til ham. Men Edward går i panik og stikker af, hvilket bliver til en lang rejse gennem de britiske besiddelser i Sydøst-Asien, og videre til både Japan og Kina. I anden del følger vi Molly, der er rejst lige i hælene på Edward, uden at tage sig så meget af, at han muligvis ikke vil giftes alligevel.
Det lyder måske som meget plot, men store dele af filmen virker blot som et påskud for at lave billeder af Asien. Og ligesom plottet er æstetikken todelt. Dels er der smukke sort-hvide billeder, der skal forestille at være fra 1918, som er optaget i et studie, og som ret meget svælger i et orientalistisk æstetiseret Asien som man kunne se det i Hollywoodfilm fra 30’erne og 40’erne. Derudover er der en masse dokumentarisk materiale, meget af det i farver, som helt tydeligt viser de samme samfund i nutiden, men som også inkluderer en masse performance, dukkespil, teater, atletiske opvisninger, etc. Det fylder så meget, at der ikke er plads til ret meget plot og dialog, men det har heller aldrig været det som Gomes gider mest.
Der er en masse voice over. Og al voice over bliver leveret på det lokale sprog. Så først på burmesisk, senere på filippinsk, japansk, kinesisk, etc. Det giver en ret fantastisk effekt. Grand Tour er jo helt nøgternt en hvid mands drømmende fortælling om Asien for hundrede år siden, men det virker til tider modsat, som om det er en samling lokale legender om nogle bindegale briter, der rejste gennem området for 100 år siden. Det præsenteres som en art omvendt kolonialisme-film, og det skaber en ret særlig effekt. Særligt kombineret med de æstetiserede studiebilleder. Gomes har virkelig sin helt egen måde at lave kunst om kolonialismen på. Det er ikke militant anti-kolonialistisk – faktisk er det ikke særligt eksplicit i sin stillingtagen til kolonialisme overhovedet – men det fungerer alligevel til tider subversivt. Han tager de kolonialistiske klichéer og vender dem på hovedet, om det er ved at lave en etnografisk undersøgelse, der kigger på portugisiske ferieritualer snarere end noget fra en afrikansk landsby, eller ved at svælge i kolonial æstetik, men præsentere det som om det er en gammel oral saga-tradition. Kolonial-tiden bliver til en art europæisk ‘Drømmetid’, som de siger det i Australien. Altså, når det fungerer. Jeg ved ikke om jeg synes det hele tiden fungerer, nogle gange bliver det bare en drømmende, nærmest narkotisk svælgen i æstetik og flotte billeder.
Men hvilke billeder! Dels er det bare lækkert med noget gennemført sort/hvid Hollywood-nostalgi, men Gomes er også bare fantastisk til at sætte kameraet det helt rette sted. Gerne lidt på skrå, med folk der vandrer frem og tilbage i billedet. Første scene på havnen med Edward sætter standarten, og da der pludselig vandrede et blæserensemble skråt over skærmen var jeg solgt. Det er en fornøjelse at se Grand Tour. Både fiktions-billederne samt det dokumentariske materiale, som næsten er lige så smukt, og fyldt med uforglemmelige små scener som en mand der synger karaoke, og derefter sætter sig overvældet ned med tårer i øjnene. Hvad har det med noget at gøre? Ikke rigtig noget, men i sig selv er det skønt.
Så jeg endte med at elske Grand Tour. Som forventet. Men alligevel løftede den sig ikke helt op der hvor de bedste film er. Jeg var mere væltet bagover af at se Arabian Nights. Og tror måske også Anora lige overhaler den en lille smule, selvom det kan ændre sig når jeg får set Grand Tour en anden gang, det er den slags film som sagtens kan løftes enormt af en visning nummer to. Visning nummer et var en ekstrem fornøjelse, men det er på trods af alle eksperimenterne ikke en film, der genopfinder filmmediet, og den er mere et styk-sammen af æstetik, end udarbejdelsen af en ny samlet æstetik. Det er meget en samle-sammen-bunke, hvilket i høj grad er Gomes’ varemærke. Hans film består af så mange forskellige dele, alle sammen på eminent niveau. Og når han er bedst, så går alting op i en endnu højere enhed. Det gjorde Grand Tour ikke helt. Men derfor er det stadigvæk eminent.