Palmesøndag del 361
(Das weiße Band, Michael Haneke, Tyskland/Østrig
Cannes 2009, Guldpalmen + FIPRESCI Pris + Økumenisk Pris Special Mention)
Da Haneke var i Cannes med Skjult fortalte han om sin næste film: Et tre timer langt drama om Tyskland i tiden op til Første Verdenskrig. Noget af det mest ambitiøse han nogensinde havde lavet. På det tidspunkt havde han allerede forsøgt at lave Det hvide bånd som en tv-serie, hvilket det ikke var lykkedes at skaffe penge til. Da filmen endelig var færdig fire år efter var det også ‘kun’ en to timer og tyve minutter lang film, og ikke som sådan åbenlyst mere ambitiøst end Hanekes tidligere værker. Men den skabte nærmest sensation i Cannes.
Den evige provokatør havde lavet en ‘klassisk’ film. Et periodedrama, i sort-hvid, med et forståeligt plot, og endda en varm og sød kærlighedshistorie i centrum af det hele. Og på den anden side havde den store auteur bevaret sine kendetegn: Den ubehagelige vold, det uforklarlige, fokus på uretfærdighed og historiske forbrydelser. På mange måder Haneke på et helt andet niveau end før.
Men her snart femten år efter er Det hvide bånd nok dalet en anelse i agtelse. Det var en film man lidt hurtigt fik diskuteret færdigt. Dens sort-hvide cinematografi er ofte ualmindeligt smuk, men meget mere er der ikke altid at sige. Og det er min fornemmelse en film som Skjult er vokset i agtelse, mens Det hvide bånd ikke vokser lige så meget. I mine øjne er Det hvide bånd et meget vellykket forsøg på at lave noget helt andet. Men jeg kan ikke se det som et mesterværk i dag.
Haneke tager i Det hvide bånd et plot han har brugt et par gange, og omformer det til en helt anden kontekst. Unge mennesker, der af uransaglige årsager spreder vold og kaos omkring sig. I Bennys video og 71 Fragments of a Chronology of Chance var det virkelige fortællinger om mord begået af unge mennesker, som Haneke dykkede ned i. I Funny Games var det nærmest en mediekritik, mens to morderiske psykopater steg ud fra en genrekontekst og ind i en realistisk skildret middelklassefamilies ferie. Og i Skjult var det aldrig tydeligt om det reelt var den unge generation, der ruskede op i den ældre generations skjulte forbrydelser, men det så sådan ud. Haneke har brugt det mange gange før, for det er vildt effektfuldt, når alt for unge mennesker virker onde og intrigante, og tager hævn over den ældre generation. Det er ekstra stærkt i Det hvide bånd fordi børnene for det første er så onde, og for det andet er så umanerlig fabelagtigt castet.
Men det er selvfølgelig også en helt anden slags film, fordi plottet er sat i en lille tysk landsby i 1913-14. Her lever folkene stadigvæk under mere eller mindre feudale forhold under den lokale baron, og om søndagen bliver de så skældt ud af en puritansk præst. Der sker en række uforklarlige voldelige hændelser: En wire vælter landsbylægens hest omkuld, en bondekone falder igennem gulvbrædder og dør, to små børn bliver overfaldet, og en lade brænder ned. Derudover følger vi hverdagen, særligt for de små børn, der opdrages med frygt og tæsk og forsøg på indoktrinering. Og så er historien fortalt af landsbylæreren (Christian Friedel) fra et uklart tidspunkt i fremtiden, mens han ser tilbage på det mystiske år i den lille by, hvor han dog også mødte sin forlovede Eva. Det er en løst plottet beskrivelse af et år i en lille by, med diskussioner og hverdagsscener blandet med vold og ildebrand, og til sidst bryder Første Verdenskrig jo så ud.
Læreren begynder at mistænke, at det er byens børn, der står bag de voldelige begivenheder, og selvom det aldrig bliver objektivt bekræftet, så er det så klart den udlægning af begivenhederne der giver mest mening (i modsætning til i Skjult, hvis mystiske plot aldrig helt kan falde på plads). Som Haneke har forklaret, så er børnene den generation der voksede op og blev nazister, og han har kaldt filmen en fortælling om ‘the root of evil’. Det er noget helt særligt ved en periode-film: Vi kender den efterfølgende historie, så vi er bedre i stand til at forstå hvad det er vi ser. Når vi ser Skjult ved vi (endnu) ikke hvordan den generation Pierrot og Majids søn tilhører vil påvirke verden, så vi ved langt mindre hvad deres forbindelse skal signalere. Men vi kender tysk Historie, og derfor lægger vi selv betydning ind i en film, der ellers i lange stræk er lige så mærkværdig og uforklarlig som stort set alt andet Haneke har lavet. Det er måske en af grundene til, at Det hvide bånd virker som en langt mere klassisk film.
Det gør dog også filmen mindre stærk i mine øjne. For Hanekes fortælling om nazisme og ondskab fungerer ikke rigtigt. For det første var nazismen ikke en generationsting, den var populær i alle aldersgrupper, og i høj grad hos konservative personer som præsten og baronen i den lille by. Den historiske analyse fungerer heller ikke helt, for hvis nazismen blev født af feudal undertrykkelse og protestantisk puritanisme, så er det ret mærkeligt at nazismen først kom frem i 30’erne, når nu feudalisme og protestantisme prægede Tyskland i århundreder op til da. Den kan ikke rigtigt forklare hvorfor de her børn skiller sig ud, hvorfor lige præcis de virker så onde og grusomme, hvorfor ikke den forrige generation af børn så ikke også reagerede på den her voldsomme måde. Ligesom den ikke kan forklare hvorfor det konkret blev som nazister at deres ondskab kom til udtryk. Ja, børnene har måske en opvækst der er som skabt til at gøre dem til fanatikere, men hvorfor var det lige fanatiske antisemitter de blev til? På sin vis virker filmen mere som en fortælling om kommende kommunister, eftersom de i så høj grad bliver mishandlet og ydmyget af samfundets bærende autoriteter. Men de ville blive den slags kommunister der virker mere optaget af at myrde og likvidere end at egentlig skabe den utopi som kommunismen er baseret på. Dem var der så også en del af.
Jeg deler med andre ord ikke begejstringen over filmens tematik, og jo mere jeg tænker over det, jo mindre får jeg det til at give mening. Jeg deler heller ikke helt begejstringen over filmens cinematografi, selvom det helt bestemt er nogle umanerligt smukke sort-hvide billeder der bliver skabt. Men jeg får ikke meget mere ud af det, end at de er smukke. Kameraet bevæger sig på måder der efterhånden virker ganske velkendte for Haneke, og hans stil var blevet ret så udbredt i filmverdenen, så der er ikke mange overraskelser i Det hvide bånd. Det er flot og gennemført, men det er ikke skævt og anderledes, som f.eks Skjult er det. Kostumer og scenografi er fantastisk vellavet, og når f.eks vi til sidst ser byen samles til en gudstjeneste, hvor det virker som om de unge kommende soldater sidder forrest med blomster på skjorten, så er det en umanerlig vellavet verden som Haneke og filmens andre skabere har kreeret, men det bliver altså også bare præsenteret ligepå som et teater, uden at der skabes det der helt uforglemmelige billede som i f.eks i Christian Friedels anden store historiske rolle: Rollen som digteren Kleist i Jessica Hausners Amour fou. Når jeg er færdig med at se på de smukke smukke billeder, så kan jeg ikke huske hvordan de alle sammen så ud.
Det hvide bånd fungerer i høj grad som auteur-film. Det er gentagelser af Haneke-idéer og tematikker, men sat i helt nye sammenhænge, der skaber helt nye effekter. Det Historiske element får det til at fungere på helt nye måder, og æstetikken er nemmere at gå til end før. Det gav et endnu større publikumsmæssigt gennembrud, som i høj grad også ledte til øget fokus på de tidligere film. Det er gerne sådan arthouse-film skal virke: En række kunster-instruktører, der bliver ved med at dyrke deres interesser, indtil publikum er klar til det. Det hvide bånd var dermed klart en af Cannes-årgang 2009s største film. Men den er i mine øjne mindre stærk end flere af de mærkværdigheder Haneke havde lavet indtil da.