Palmesøndag del 360
(برادران لیلا, Barādarān-e Leilā, Saeed Roustayi, Iran
Cannes 2022, FIPRESCI Pris + Citizenship Pris)
Der er i disse år ikke mange overraskelser når navnene til Cannes bliver offentliggjort. En masse af de samme navne som før, og hvad der kommer til af nye er gerne folk som Claire Denis og Tran Anh Hung, der kunne have været med i årtier, eller folk som Lukas Dhont og Ali Abbasi, der allerede er slået igennem med film fra de mindre konkurrencer. Men at blot 33-årige Saeed Roustayi skulle kæmpe om Guldpalmen i 2022 med Leila’s Brothers, det var alligevel en overraskelse. Han havde kun været på international festival én gang før, hvor han i 2019 måtte gå tomhændet hjem fra sidekonkurrence i Venedig med Just 6.5, og selvom filmen senere blev nomineret til en César for Bedste Udenlandske Film, så var han ikke på hverken min egen eller ret mange andres radar som kommende Cannes-auteur.
Men Leila’s Brothers klarede sig rigtig fint på filmkunstens største scene, kunne fint måle sig med nye film fra gamle folk som David Cronenberg og Dardenne-brødrene, og endte da også med at vinde kritikernes FIPRESCI-pris. Det slog Roustayis navn fast som noget nyt og spændende i iransk film: En instruktør, der nok arbejder videre i den mere manus-prægede iranske stil der kendes fra særligt Asghar Farhadi, men som gør det i meget mere episk format – Leila’s Brothers er to timer og fyrre minutter lang – og som i det format finder plads dels til de store emotionelle dramaer, men også en masse små fremragende realistiske detaljer og scener, hvor vi bare føler at vi lever og ånder den iranske verden som den har været de seneste år.
Det er gerne sådan festivaler skal fungere. Men alligevel vil jeg lige sige, at særligt Just 6.5 gerne måtte have fået den opmærksomhed, eftersom det er en bedre film. Og så endte opmærksomheden ikke ubetinget lykkeligt for den unge instruktør, hvis film altid har fokus på de lidt mindre flatterende dele af det iranske samfund, og som blev sendt en tur i fængsel af regimet, der ikke var tilfredse med filmens Iran-portræt.
Roustayi kan virkelig virke som en arvtager til Farhadi, særligt fordi han bruger nogle af de samme skuespillere. Man kan måske genkende to: Leila er måske den hidtil bedste rolle jeg har set for Taraneh Alidoosti, der ellers også var god som Elly i Farhadis About Elly og Rana i hans Oscar-nominerede Sælgeren. Endnu mere velkendt for et dansk publikum er vel Payman Maadi som den smarte og karismatiske bror Manouchehr, for Maadi var såmænd Nader i Nader og Simin – En separation.
Roustayi genbruger også skuespillere i sine egne film. Payman Maadi havde også den ene hovedrolle i de to tidligere Roustayi-film, hvor han i begge film var i konflikt med Navid Mohammadzadeh, der denne gang spiller den sympatiske bror Alireza. De to var en del mere oppe at toppes i Roustayis debut Life and a Day, der også var et portræt af en fattig iransk familie, men her var der voldsom kamp mellem to brødre. Den ene var tidligere stofmisbruger der ønskede at etablere en ny butik, mens den anden fortsat brugte og solgte stoffer, og mente det var en bedre måde for familien at skaffe penge, desuagtet at straffen i Iran ville blive titlens livstid + en dag, som i at man først blev lukket ud dagen efter man var død, uden mulighed for prøveløsladelse. De to skuespillere stod også over for hinanden i en fortælling om narkotika i Just 6.5, hvor Maadi spillede politimanden Samad, der var på jagt efter narkobagmanden Naser, spillet af Mohammadzadeh. Det helt særlige ved Just 6.5 er, at politiet faktisk fanger Naser efter en times tid, men resten af filmen går så med at forbryderen forsøger at få sin bande til at skaffe ham alibi og stoffer af vejen, alt imens filmen nu også fokuserer på de andre indsatte i fængslet, flere af dem sølle fattige og narkotiserede eksistenser, hvilket efterhånden får Samads korstog mod én enkelt forbryder til at virke meningsløst. Just 6.5 er en virkelig fremragende film, ulig ret meget andet. Og meget episk.
Leila’s Brothers er lidt mere velkendt: Det er som i debuten en fattig familie, med indbyrdes konflikter, der forsøger at skaffe penge til at forbedre deres liv. Men denne gang står hovedkonflikten mellem datteren Leila, der har fået mulighed for at investere i en ny butik i et butikscenter, overfor far Esmail, der i stedet vil bruge en stor sum penge på at blive ‘patriark’ for den større klan som familien tilhører, med hvad der følger af respekt og måske også mulighed for at få penge ind igen via gaver til familiefester. De fire brødre – foruden Alireza og Manouchehr er det den overvægtige Parviz med seks børn, og den toptrænede Farhad, der virker som om der er et eller andet galt med ham, og som til tider eksploderer i voldelig agresison – virker i store dele af filmen mindre foretagsomme, og mere som om de er splittet mellem den ærligt talt uduelige og forsømmende far, der dog alligevel er deres far, og så deres ambitiøse søster, der heller ikke går af vejen for at tage tvivlsomme metoder i brug for at få sin vilje, men som dog alligevel virker til at have mere styr på tingene end resten af familien.
Roustayi er god til at finde på de her konflikter. Det skaber drama og fremdrift i plottet, men instruktøren sørger også for at tingene ikke er sort-hvide, så vi bliver emotionelt engagerede. Men mindst lige så vigtigt, så giver brugen af de stærke og simple centrale konflikter som plot-skelet plads til en hel masse andre småscener af forskellig slags. I Life and a Day er der f.eks en scene hvor politiet stopper den ene bror og vil ransage hans hjem, hvor vi ved at han har gemt nok stoffer til at blive idømt en umanerlig hård straf. I et kvarter er filmen pludselig en suspense-thriller af Hitchcock’sk format, hvor vi ikke ved om familien vil nå at skaffe stofferne af vejen. Eller overhovedet er interesseret i at sørge for det sorte får slipper for fængsel. I Leila’s Brothers har vi f.eks en stærk åbning, hvor sammenstød mellem arbejdere og politi på den fabrik hvor Alireza arbejder klippes sammen med Esmails sleske besøg hos den familie han håber at blive patriark i. Senere ser vi f.eks brødrene besøge en luksusbygning for at høre om en mulig smart måde at skaffe penge på, der dog ikke virker lovlig, og i filmens bedste sekvens tager familiens mænd til et stort bryllup for hele slægten, hvor de til at starte med er æresgæster og for et kort øjeblik kan danse, smile og vise sig frem.
Begge de to scener har noget glitrende og uvirkeligt over sig. Luksusbygningens elevator svæver over et Iran ramt af sanktioner og armod, og i den gigantiske festsal holdt i gammel europæisk stil er det som om alle er kongelige for en tid. Det er naturligvis falskt, men samtidig føles det virkeligt. Esmails kamp for prestige og ære virker her ikke fjollet, det virker vidunderligt at komme til fine fester, blive hyldet med stående applaus, spise på en tronstol hævet over resten af familien. Det er i skildringen af uvirkeligheden, af drømme, fantasier, fiduser, falske overflader, at Leila’s Brothers for alvor lever.
Derimod er det en mindre grum skildring af fattigdom end Roustayis tidligere film. Det er en lidt besynderlig form for fattigdom familien er fanget i, for brødrene har reelt ret mange ting, de har bare også enorm gæld, og ingen fremtidsudsigter. Men de er ikke fuldstændig forarmede og ødelagte, som f.eks de indsatte stofmisbrugere i Just 6.5 ser ud som om de er. Roustayi er blevet kendt for, og kommet i problemer med regimet på grund af, hans vilje til at udstille den sociale armod i Iran, men det kan man ikke rigtig mærke her.
Plottet fungerer også mindre godt end før. Det skyldes især at den omkringliggende verden hen imod slutningen af filmen påvirker plottet i enorm grad, på måder som ikke kunne forudses. Det får dilemmaet om hvad familien burde gøre ved deres penge til at føles lidt fladt, når det på den måde bliver torpederet af Historiske begivenheder. Men omvendt bliver det også filmens pointe, at Irans befolkning ikke er i stand til at forbedre deres omstændigheder, fordi de mangler stabilitet. Derfor mangler plottet nu stadigvæk også lidt stabilitet.
Men Roustayi er et stærkt nyt bekendtskab på den internationale filmscene. Hans måde at fortælle på er dejlig løs, og hver af hans film har indeholdt helt vidunderlige scener. Han er endnu ikke nogen stor æstetisk stilist, han har ikke lavet film der kan måle sig med det bedste fra Kiarostami, Panahi og Farhadi. Men han har sin egen strukturelle stil, er ikke bange for at blæse den op til to timer og fyrre minutter. Der forsøges rigtig meget i Leila’s Brothers, og ikke alt fungerer lige godt, men f.eks festscenen er helt igennem formidabel. Det giver håb om, at Roustayi forhåbentlig har endnu bedre film i sig.