Palmesøndag del 259
(Justine Triet, Frankrig
Cannes 2019)
Alle Justine Triets heltinder har to døtre. For at gøre det ekstra sjovt, så er døtrene så vidt jeg kan se blevet ældre i løbet af filmografien, de bliver nogenlunde tre år ældre fra The Battle of Solferino (2013) over In Bed With Victoria (2016) og til Sibyl (2019). Det giver en sjov fornemmelse af kontinuitet, som de fleste sikkert også vil læse som selvbiografisk. Men det er det dog ikke. Så vidt jeg kan se har Justine Triet én datter. Hendes søn er født i 2019. Det er et fiktionelt element hun har skabt, der som en biting binder filmene sammen.
Det er Triets stærkeste kort. Hendes filmografi hænger stærkt sammen i auteuristisk forstand. Hun leger med de typiske auteur-elementer, og har et emnefelt som er helt hendes eget. Men det forbliver stadigvæk på emneplanet det for alvor er interessant. Jeg kan endnu ikke se unikke æstetiske træk.
Alle Triets tre spillefilm handler om professionelle kvinder, der forsøger at håndtere arbejdsliv og privatliv på samme tid. I The Battle of Solferino er det en journalist, der dels skal dække valgaftenen i 2012, dels må bruge tid på en uduelig ex-mand, der insisterer på ekstra meget tid sammen med børnene. I In Bed With Victoria forsøger en advokat at vende tilbage til dating-markedet, samtidig med hun bliver involveret i en kompleks #MeToo-agtig sag om en bekendt, der godt nok tydeligvis er en gigantisk lort, men som måske ikke er skyldig i lige præcis det han denne gang bliver beskyldt for. De to film har hver deres styrker. The Battle of Solferino blev decideret optaget på gaden under valgaftenen i 2012, og der er i visse scener en forbløffende energi, som f.eks når folkemængden får oplyst det endelige resultat. In Bed With Victoria er en sjov blanding af satire og drama, til tider endog ganske fjollet – retssagen ender med at blive afgjort fordi en trænet chimpanse viser sig at have taget et fotografi der afslører den anklagede ikke kan have taget en kvindes trusser, for hun havde ikke trusser på til at starte med – til tider fint seriøs. Det er ret sjovt at Triets plots minder så meget om hinanden, mens hun hver gang håndterer dem rigtig forskelligt.
Sibyl er igen virkelig forskellig fra de to andre. Hovedpersonen er denne gang en psykolog (Virginie Efira), der forsøger at drosle ned på arbejdet, for i stedet at skrive en roman. Der er dog særligt én patient som hun ikke kan slippe, nemlig skuespilleren Margot (Adèle Exarchopoulos), som Sibyl begynder at båndoptage, og basere sin bog på. Margot skal indspille en film sammen med skuespilleren Igor (Gaspard Ulliel), men de to har haft en affære, og nu er hun gravid. Hvilket er ekstra kaotisk, eftersom Igor danner par med filmens instruktør Mika (Sandra Hüller). I filmens centrale del bliver Sibyl kaldt ned til filmoptagelserne, der i øvrigt foregår på vulkanøen Stromboli, kendt fra Rossellinis film af samme navn. Her bliver filmen pludselig en eksplosiv blanding af firkantsdrama – for Sibyl er også fascineret af Igor – og mørk satirisk skildring af filmverdenen. Igen et register, som Justine Triet ikke rigtig har brugt før.
Sibyls privatliv er som altid komplekst, men denne gang også noget mørkere. Filmens første lange stræk forløber som en stramt klippet komposition fyldt med flashbacks. Her lærer vi om Sibyls tidligere forhold til Gabriel (Niels Schneider), et forhold der endte traumatisk, og samtidig ser vi glimt fra Sibyls tid som alkoholmisbruger. Der er en tydelig kontrast mellem den professionelle og afmålte Sibyl i nutiden, og den destruktive og impulsive kvinde vi møder i fortiden, men som filmen skrider frem bliver det mere og mere tydeligt at det er samme kvinde. Klipningen er nok filmens stærkeste æstetiske kort. Og igen noget Triet ikke rigtig har prøvet før på den her måde. Men som æstetisk trækplaster er det ikke helt stærkt nok.
Triet er indtil videre en mindre auteur, men jeg elsker lidt at hun eksisterer, og at hun laver film på den her måde. Der er en filmisk tradition for instruktører der vender det samme tema hver gang. Eric Rohmer lavede eksempelvis seks ‘moralske fortællinger’, der alle grundlæggende fortalte den samme historie, men på hver sin måde. Koreanske Hong Sang-soos film handler også meget ofte om en filminstruktør der møder en kvinde og drikker for meget soju, men han har twistet og vredet det tema så mange gange, at det vedbliver at være friskt, og at hans gentagelser bare bliver sjove. Triet har når hun er bedst, som f.eks med børnene, noget af det samme. Men hun har ikke de tos æstetiske horisonter. Langt hen ad vejen er hun en fremragende forfatter, og i mindre grad en billedskaber.
Hun formår dog at lave unikke billeder, ofte af den grund, at hendes tematik er helt hendes egen. Der findes stadig ikke nok kvindelige instruktører, og jeg kan altså ikke komme på andre der behandler hendes tematik på helt samme måde. Der er også helt simple scener, der skildres på uvant vis. Triet er ikke en instruktør, hvor karaktererne brokker sig over mansplaining, men hun har virkelig mange scener hvor hendes heltinder bliver mansplainet, det er bare skildret som sort humor. Sexscenerne i Sibyl er også reelt fremragende, de viser nye aspekter af karakterernes personlighed, og indeholder noget så simpelt som forspil. Særligt én midt i filmen har fået stor opmærksomhed, ved den særlige måde den er filmet, og det opmærksomme fokus på kvindens lyst og agens.
Men det var Triets uheld at debutere i Cannes samme år som landsmanden Celine Sciamma. Sciamma har ikke bare en særlig emnekreds, hun har også udarbejdet helt unikke æstetiske kendetræk, og har et mod og en kraft, som Triet ikke er i nærheden af at have. Hun forsøger ikke engang derpå. Triet er en langt mere populær form for filmkunst – og især In Bed With Victoria skulle have solgt mange billetter i Frankrig – men det er ikke stor kunst på samme måde som Portræt af en kvinde i flammer.
Og så er der bare en ting, som er virkelig svær at kapere. For filmoptagelsen midt i filmen, som skulle være det bedste ved filmen, lider af den multinationale cast, og at de færreste helt ærligt er i stand til at tale engelsk overbevisende. Eller ihf ikke lige i den her film, hvilket er lidt sært, for Sandra Hüller gjorde det da på fin vis i Toni Erdmann. Lige meget hvad, så trækker det voldsomt meget ned.
Triet måtte gå tomhændet hjem fra Cannes. Hvor Victoria fik fem nomineringer ved Cesar priserne, inklusive for Bedste Film, så fik Sibyl ikke en eneste. Det er ikke decideret et fejlskud, men det er heller ikke nogen stor film. Det er en udvidelse af værket for en indtil videre mindre auteur. Jeg er glad for at de eksisterer, de mindre auteurs. De gør det sjovere at være cineast. Men jeg forstår da godt at Sibyl f.eks ikke fik dansk distribution.