Palmesøndag del 260
(Liliane de Kermadec, Frankrig
Cannes 1975)

Jeg tror årene 69-79 er den periode jeg finder mest interessant for Cannes festivalen. I maj 68 blev festivalen aflyst, på grund af det igangværende oprør i Paris. Det oprør slog fejl, og det betød også en hel masse politiske idéer om film måtte gentænkes. Årene herefter er festivalen fyldt med film der stritter i alle mulige retninger. Alene i 75 er der Walerian Borowczyks softcore-porno-agtige The Story of Sin, King Hus wuxia-klassiker A Touch of Zen, og konkurrencen blev vundet af den algierske Mohammed Lakhdar-Haminas postkoloniale Chronicle of the Years of Fire. Men konkurrencen havde også Alice Don’t Live Here Anymore af Martin Scorsese og Lenny af Bob Fosse, og i sidste ende var det tydeligvis den slags amerikanske film der vandt kampen om filmhistorien. USA vandt rigtig mange af priserne i de år, og efter 79 fyldte den slags mere poleret auteur-film mere og mere igen. Mange af de her alternative halvfjerdserinstruktører blev kørt ud på et sidespor.

Det må man også sige at Liliane de Kermadec blev efter hendes eneste Cannes-kombatant Aloïse. Det er sørgeligt passende, for filmen er et kunstnerportræt af Aloïse Corbaz, der malede alle sine billeder på et sanatorium, efter hun blev indlagt under første verdenskrig. Det er en feministisk film der giver plads og stemme til en person, der ellers ikke blev hørt i sin hverdag. Den er ikke decideret vellykket, men den er interessant. Og de Kermadec havde, ligesom sin hovedperson, helt bestemt fortjent bedre.

Aloïse er ikke lavet som en outsider-produktion. Den begynder med stort orkestreret musik, som om det er en virkelig væsentlig og stor person vi skal følge. Men det er det ikke. Og selvom hunspilles som ung og gammel af henholdsvis Isabelle Huppert og Delphine Seyrig, så kommer hun aldrig til rigtig at have særlig meget karakter. Det får hun simpelthen ikke lov til. Aloïse vokser op i Schweiz med et tydeligt sangtalent, og ønsker at følge den drøm, men hun får ingen som helst støtte til det. I stedet får hun en uddannelse, hvor hun får stor ros for sin håndskrift, og frem for alt for at hun er så god til at gøre som der bliver sagt. Hun rejser til Tyskland, hvor hun får job som guvernante i en familie der har forbindelser til den tyske kejser, og hun bliver lidt besat af på et tidspunkt at møde ham. Men da første verdenskrig bryder ud bliver hun chikaneret som fransktalende, og må vende tilbage til Schweiz. Her protesterer hun mod krigen, hvilket lynhurtigt får hende indlagt. Om hun decideret er syg på det tidspunkt er uvist, men hun er da i hvert fald blevet syg efter nogle år på hospitalet… Først sent i hendes liv bliver hendes kunst fundet frem, og filmen ender med at hun får ihf en vis form for anerkendelse som ‘outsider artist’, men på det tidspunkt forstår hun det ikke rigtig længere.

Aloïse har en ret særlig filmisk stil. Jeg kom lige til at starte med til at tænke på om den skulle forsøge at minde lidt om Paradjanovs The Color of Pomegranates, selvom den overhovedet ikke har den films æstetiske gennemførthed. Men det er lidt nogle små mærkelige klip, i et roligt tempo, hvoraf ikke så mange er plot- eller udviklingsrelaterede, men i stedet viser Aloïse forsøge at være i verden. Der er mange klip hvor hun taler med præster, det er meget tydeligt at der har været mange mænd der har haft holdninger til hvordan hun skulle være. Anden halvdel af filmen, efter hun er blevet indlagt, er nærmest komplet stillestående, bare en række sekvenser af de indlagte og den måde de får tiden til at gå på. Lidt dans. Lidt vandren rundt. Ret meget gråd, nogle gange folk der bliver fastspændte til sengen. Det er egentlig relativt radikalt. Det er bare helt ærligt også lidt kedeligt.

Der er to ting jeg vil hævde er galt. For det første ser det bare lidt kedeligt ud. Jean Penzer har fotograferet gode film, særligt Chantal Akermans Les Rendez-vous d’Anna, men han har også filmet en hel masse mainstream-film for folk som Phillippe de Brocka og Henri Verneuil. Hans IMDB er fyldt med titler som Frygt over byen og Født fræk, der engang var store nok til at få dansk distribution (i parentes bemærket ofte fordi de var med netop afdøde Jean-Paul Belmondo), men som i dag er mere eller mindre glemt. Aloïse er en film, der kunne bruge noget outsider-energi, men i stedet har den en kæmpe insider-fotograf, der bestemt gør sig umage, og laver mange gode billeder, men det er ikke rigtig godt nok.

Det andet problem er, at filmen af uransalige årsager fokuserer så meget på de stemmer og personer der holdt Aloïse nede, at hun næsten selv bliver helt væk. Det er klart en pointe, at alle de her folk hiver tanker og idealer ned over den stakkels kvinde, indtil hun får et sammenbrud, men det betyder filmen er fyldt med kedelige personer der holder kedelige taler, mens Aloïse selv er tavs og lyttende. Og det er i virkeligheden ikke ret interessant at se på. Med andre ord er Aloïse en af den slags eksperimenterende film, der formår at være ret unik og anderledes, men ikke rigtig på en måde hvor det for alvor giver mening.

Det er også vildt svært at lave den slags ting! Alle og enhver kan gøre som man plejer, men det er reelt svært at udstikke nye veje, som også er værd at vandre videre af. Og Liliane de Kermadec var faktisk med til at udarbejde en af de vigtigste nye film-æstetikker i halvfjerdserne. Således var Aloïse faktisk ikke engang den eneste film fra Cannes 1975 som de Kermadec var inde over, for hun var også med til at producere Chantal Akermans massive mesterværk Jeanne Dielmann, 23 quai du Commerce, 1080 Bruxelles, der i øvrigt også havde Delphine Seyrig i hovedrollen. Set i bakspejlet er det en klar fejl fra Cannes’ side, at Jeanne Dielmann var i Quinzaine de Realisateurs, mens Aloïse var i hovedkonkurrence. Ja, Aloïse er en mere klassisk film, et kostumedrama, en biopic, lidt større armbevægelser, men den er kun interessant fordi den forsøger noget nyt, og alt det nye den forsøger og fejler med formåede Akerman tværtom at løfte til klassiker-niveau.

Det virker som om Aloïse blev nogenlunde godt modtaget i Cannes i 75. De Kermadec fik i hvert fald efterfølgende mulighed for at lave en international co-production, hvor Oscar-vinderen Julie Christie skulle spille hovedrollen, og plottet efter sigende var endog meget vovet og erotisk. Men det udviklede sig skandaløst. Efter to ugers optagelser var producenten Serge Silberman så utilfreds, at han simpelthen trak stikket og tog sine penge igen. Selvom filmbranchen var støttende og forsøgte at bakke op om de Kermadec, så formåede hun aldrig at lave filmen færdig. Og hendes karriere må siges at være knækket på det. Herefter stod den på tv-film og dokumentarer, og først i 94 fik hun igen lavet en fiktionsbiograffilm, men den er endnu mere obskur end Aloïse. Der fulgte flere dokumentarer og tv-film og teaterstykker, inden hun døde 13. februar 2020.

Der er lidt for mange af den slags historier i filmverdenen i halvfjerdserne. Der var kort et vindue åbent for nye tanker og idéer, men efter nogle år blev ret mange af dørene smækket i igen. Akerman kom heller aldrig i hovedkonkurrence i Cannes, omend hun forsatte med at lave mesterværker. De Kermadec blev parkeret ude i udkanten af filmverden. På den måde kom hun til at minde en del om hovedpersonen i Aloïse. Filmen havde dog vundet hvis man tydeligere kunne mærke outsiderfølelsen, for den er altså lidt for glat, og der er for lidt plads til filmens hovedpersons egen stemme.