Palmesøndag del 402
(L’amico di famiglia, Paolo Sorrentino, Italien
Cannes 2006)
The Family Friend er ikke en af Sorrentinos mest velansete film. Den er, som Sorrentinos film til tider er, umanerligt mærkelig, og eftersom den kom mens den italienske instruktør stadig var relativt ukendt, og eftersom den ikke sådan som den mindst lige så mærkelige This Must Be The Place har superstjerner som Sean Penn på rollelisten, så er den blandt hans mindst sete.
Den unge instruktør fulgte filmen op to år efter med den langt mere fornuftige Il Divo, der omhandlede en central skikkelse i moderne italiensk historie, og derfor klart og tydeligt signalerede, at ethvert visuelt krumspring, enhver mærkværdighed, nok på en eller anden måde var en kommentar til Italien. Sådan er The Family Friend ikke, den er langt mere diffus og bizar.
Men det var første gang Sorrentino foldede sit filmsprog fuldt ud. Og fordi det var første gang, så føles The Family Friend frisk som meget få andre film. Ingen havde rigtigt set noget som det her før. Og flere af scenerne er stadigvæk så mærkelige, at jeg stadigvæk ikke rigtig har set noget lignende, også selvom Sorrentino i store træk er fortsat i samme spor i de atten år der er gået.
Tag nu f.eks måden filmen starter på. Først er der et kort klip af en nonne begravet til halsen i sand. Derefter kigger en mand med en mærkelig klud på hovedet ind i kameraet, og filmens titel vises. Så er der en ung kvinde, der ankommer med bus til en station, og som med det samme er ved at blive kørt ned. Og så bliver det helt bizart. Antony and the Johnsons smukke sang ‘My Lady Story’ begynder at spille, over to montager i slowmotion. Først er der en cowboy og en hest og en campingvogn, og så er der en række unge kvinder, der spiller volleyball. Man må undres over hvordan i alverden alle de ting skal hænge sammen i én film. Men også juble over de mesterlige billeder, samt ikke mindst den fabelagtige klipning. Det er meget normalt at begynde en film med én lydløs sekvens. Men fem i streg? Det kræver en decideret mesterlig rytmik. Den havde Sorrentino fundet, og blev derved en af Europas bedste instruktører.
Okay, det hele giver faktisk nogenlunde mening. Manden med kluden – det er et kartoffelomsvøb, som skal modvirke migræne – hedder Geremia (Giacomo Rizzo), og han er skrædder og pengeudlåner. Han hævder han låner folk penge, fordi han er som en ‘ven af familien’, men hvis ikke de kan betale tilbage, så bliver de nogle gange begravet i sand til halsen. Hans medhjælper Gino (Fabrizio Bentivoglio) klær sig som cowboy, bor den campingvogn, og drømmer om at tjene en masse penge og rejse til Tennessee. Og så drømmer Geremia om at blive gift, helst med en ung kvinde, selvom han er gammel, selv erklærer at han er umanerligt grim, og andre karakterer beskriver hans stank. Derfor lurer han fra sit vindue på en gruppe unge kvinder, der spiller volleyball, og derfor går han på date med en ung rumænsk kvinde, der lige er ankommet til den lille italienske by med bus. Alt bliver forklaret relativt hurtigt. Ikke alt spiller den helt store rolle i filmen sidenhen.
Lidt ligesom The Consequences of Love er The Family Friend en film om en ældre delvist kriminel mand, der er dybt utilfreds med sit liv, og som drømmer om unge kvinder. Ligesom i den tidligere film begynder et væld af ting pludselig at ske for Geremia, og det viser sig at kunne have store konsekvenser for småkriminelle, hvis de forelsker sig. For Geremia falder for Rosalba (Laura Chiatti), hvis bryllup han låner penge til. Men Geremia er komplet ucharmerende, så han kan kun få hende ved hjælp af sine penge og slet skjulte trusler om vold. Og det begynder at være et farligt spil, især da en fabriksejer beder om et kort lån på en million euro, den største chance for hurtig gevinst Geremia nogensinde er blevet tilbudt.
Plottet er faktisk relativt indviklet. Tingene hænger mere eller mindre sammen, men der bliver også sprunget nogle mellemregninger over, og i virkeligheden handler filmen overhovedet ikke om plot, men om billederne, og den måde de er klippet sammen på. Der er f.eks en scene hvor Rosalba danser, som alle der har set filmen nok vil kunne huske. Hun har vundet en lokal skønhedskonkurrence, og skal danse for hele byens befolkning. Først og fremmest gør Sorrentino det, at han lader hende danse til noget umanerlig cool electronica, og det er først da beatet i musikken forsvinder, og Rosalba danser videre på samme vis, at det er tydeligt hun naturligvis i virkeligheden danser til noget cheesy italiensk pop, og at musikken ikke skal forstås som noget publikum hører. Kamera og klip er også mesterligt, et kamera der hele tiden bevæger sig, og en rytmisk klipning, der veksler mellem at få Rosalba til at ligne et rumvæsen, og at objektivisere hendes krop helt vildt, og samtidig får mixet en masse klip af det mandlige publikum, ung som gammel, der stensikkert sidder og objektiviserer hende mindst lige så meget. Og som selvfølgelig er dem der virker som om de bliver udstillet mest – særligt Rosalbas forlovede, der sidder helt dum og gnider sin hånd op af en motorcykelhjelm i hans skød.
Den scene er en glansscene, og her fornemmer man rigtig meget af Sorrentinos tematik. Ung og gammel, mand og kvinde, krop og sex, bevægelse og forstenet observation. Det er et klip man kan tage ud og vise på et filmstudie, ligesom mange andre sekvenser fra filmen er det. Men det vidunderlige ved The Family Friend er, at det ikke bare er en film med en række glansscener, og så en række normale scener. Alt er visuelt vildt i den her film. F.eks er der en tidlig sekvens, hvor Geremia vandrer gennem byen. Kameraet vandrer med, drejer rundt efter ham, følger ham ind i en hulning i muren, rundt om en kolonne, tilter op og ned. Det er en fuldstændig overflødig scene, vi skal bare se ham bevæge sig et sted hen, den kunne 100% være fjernet. Men det er en sekvens, som ved sit fokus på områdets arkitektur, samt den måde den skildrer byens andre mennesker som forstenede statuer, også er med til at gøre filmen til et portræt af et særligt område af Italien.
The Family Friend foregår i Agro Pontino, et område syd for Rom, der var kendt som de pontinske sumpe, indtil det lykkedes for fascisterne at få området tørlagt, hvorefter de gik i gang med at bygge de forstæder, som Geremia bevæger sig rundt i. At indbyggerne skylder Mussolini det område de bor i er der flere der påpeger med et slesk smil, og det kommer til at virke som om vi bevæger os rundt i en små-fascistisk sump. Hvor beboerne pacificeres med dans og skønhedskonkurrencer – et andet vidunderligt kort klip viser folk der kommer traskende gennem byen med klapstole, som de skal sidde på til aftenens opvisning af smukke kvinder – alt imens den sociale stat er faldet fra hinanden, og den eneste hjælp man kan få kommer fra folk som Geremia.
Vi ser også Gino gå til linedance, men her virker det omvendt reelt smukt og håbefuldt, som et glimt af en anden virkelighed, som en potentiel vej væk. Det er også dobbeltheden i filmen, hvordan det cheesy dels kan virke beklemt og småfascistisk, men også blødt og drømmende. Det er Sorrentino når han er bedst, hvor det føles som om alting altid kan opfattes på flere måder, og man aldrig ved om man skal frastødes eller lade sig besnære. Er Geremia et monster? Eller er han alligevel en smule sympatisk? Eller er han faktisk ikke værd at føle sympati med, selvom den her slags filmkarakterer plejer at blive nuanceret undervejs?
Jeg har altid ment Sorrentinos storhedstid var fra 2006 til 2013, The Family Friend, Il Divo, This Must Be The Place, Den store skønhed. Alt før mangler rytmen og dobbeltheden, alt sidenhen har lidt svært ved ikke bare at gentage sig selv. Jeg var forberedt på at dette gensyn ville få mig til at nuancere det billede. Men The Family Friend er en ualmindeligt fremragende film, som føles som niveauer bedre end de foregående to, der bestemt heller ikke var uefne. Sorrentino fandt en helt unik stil her, og begyndte at skabe nogle åbne, bizarre og drømmende værker. Han tilbød noget nyt og ungdommeligt – også på lydsporet, hvor Antony and the Johnsons sange fra året før blandes med ligeledes unge og hippe navne som LCD Soundsystem og The Notwist. Det elsker jeg også. Så at The Family Friend nok altid vil være den mindst kendte af Sorrentinos store film, det er forståeligt, men stadigvæk ærgerligt.