Palmesøndag del 244
(Sånger från andra våningen, Roy Andersson, Sverige
Cannes 2000, Jury Pris)

Der er få ting så romantiske ved festival-verden som det store comeback. Det er vidunderligt at se en ny instruktør træde frem, men det er på en eller anden måde også systemet der fungerer. Nej, den instruktør, der var blevet dømt ude af filmbranchen, som regel af kommercielle grunde, der så pludselig brager igennem på en festival? Det er der, hvor kritikere, kuratører, cineaster, alle sammen klapper sig selv på skuldrene.

Jeg ved ikke om andre historier har været så hamrende cineast-romantiske, som historien om Roy Andersson, der bragede igennem lydmuren i 2000 efter ikke at have lavet en film siden Gillap floppede i 1975. Herefter har han været en velanset auteur i tyve år.

Det er en rigtig god festival-fortælling. Men virkeligheden er lidt mere kompleks. Sange fra anden sal kunne ikke være lavet før 2000, og for at være helt ærlig, så har Andersson aldrig før eller siden ramt mesterværket så rent som her.

Andersson var bare 27 år da han debuterede med En kærlighedshistorie i 1970. En umanerlig smuk og meget ungdommelig film om to unge elskende og det miljø de render rundt i. Også en stor succes. Bare for at understrege, at han aldrig var den hurtigste filmskaber, så tog det ham fem år at følge på den kæmpe succes, og Gilliap var noget helt andet. En abstrakt, lidt kold og kantet film, med et mærkeligt hotel i centrum, fyldt med særlige scenarier, men uden jeg helt forstod hvad plottet gik ud på, ihf. Det var der heller ikke ret mange andre der gjorde. Det blev et flop, både kritikermæssigt og kommercielt. Så Andersson, der stadigvæk kun var 32, yngre end Thomas Vinterberg var da han ekstrem-floppede med It’s All About Love, forsvandt over i en anden del af filmbranchen. Lavede reklamefilm. Kortfilm. Indtil han 25 år efter var parat til at gøre et ny forsøg på kunstfilmen. Som til gengæld væltede alle omkuld. Og her var Andersson altså stadigvæk ‘kun’ 57 år gammel, hvilket desværre ikke er ret meget i auteur-år. Haneke var til sammenligning 54 år da han Cannes-debuterede med Funny Games, og man må da sige han fik ret meget ud af de næste tyve år.

Men for at være helt ærlig synes jeg stadigvæk Sange fra anden sal står ret alene. Ja, den er blevet en del af en trilogi, og Andersson arbejdede også med æstetikken i tidligere kortfilm som Dejlig er jorden. Men intet er som Sange fra anden sal. Den vidunderlige måde filmen ligesom eskalerer på, er helt unik. De små historier, som den fyrede mand, indvandreren, manden som tryllekunstneren skærer i maven. Det er grumt og mørkt komisk. Og så pludselig træder Kalle ind i billedet, med sod i hele ansigtet, og mennesker begynder at synge rundt om ham, og pludselig har filmen et centrum. Men personerne fra tidligere, chefen der måske fyrede for mange, og tryllekunstneren og hans partner, dukker stadigvæk op her og der. Indtil fortællingen pludselig rammer noget nærmest apokalyptisk. Hvilket der jo blev advaret om i første scene. Var det det, der skete? Var det den indledende fyring, der fik verden til at falde fra hinanden, og til sidst de døde til at komme op igen? Ingen ved det.

Trilogiens andre film savner et centrum, ligesom man har det i Sange fra anden sal med Kalle og hans to sønner. Lars Nordh er fremragende i hvad der virkelig er en hovedrolle. Anderssons film afhænger ellers ikke af skuespil, og bruger som regel amatører i de fleste roller, men Nordh holder kameraet fast. Til tider stirrer han direkte ind i det, og hans karisma brænder igennem. Det er lidt som om han er med i en anden film, men det fungerer også perfekt. Kalle nægter at acceptere den verden han eksisterer i, han råber og skriger, og lader sig gå på af at der er døde mennesker over det hele. Hvilket jo egentlig også giver meget god mening. Hans to sønner er meget mere afslappede, den ene melankolsk, den anden indlagt lakonisk. Kontrasten skaber en større emotionel klangbund. Roy Andersson er en metodisk og ‘streng’ instruktør, men Sange fra anden sal er en dybt emotionel film.

Sange fra anden sal er også en af de helt store af hvad man kan kalde ‘Y2K’ film. Den er sovset ind i præmillenial anspændthed. Det indgår helt centralt i plottet, når Kalle investerer i krucifikser, fordi Jesus jo har 2000 års fødselsdag, så det skal nok blive populært. Men filmen handler også om den uforståelighed, og det meningstab, der lå i luften dengang i sluthalvfemserne. Alt er godt, den kolde krig er vundet, historien er afsluttet, og alligevel er der noget helt galt. De jakkesætklædte horder der pisker sig. Rotterne der stikker af. Den uendelige traffikkø. De døde vender tilbage. Det er som om verden helt bogstaveligt er ved at gå under.

Det er en unik stemning, også for Andersson. Du levende og En due sad på en gren og funderede over tilværelsen har også helt særlige stemninger, men de er mere universelle. Det er noget med hvordan folk har det med hinanden. Aldrig var Andersson så spids til at spidde samtidsstemningen som her.

Selvom Andersson arbejdede videre med æstetikken, så er næsten alle mine yndlingssekvenser af hans fra den her film. De her kolossale scener, med ekstrem dybdeforskel, dem lavede han ikke så meget senere. F.eks banegårdsscenen, eller ofringsscenen, eller den afsluttende scene, hvor pludselig det virker som om tusinder af mennesker træder op af jorden, det findes nærmest kun i Sange fra anden sal. Ikke at der ikke siden har været forbløffende scener (drømmescenen med toget i Du levende, scenerne med Karl den Store i En due sad på en gren og funderede over tilværelsen) men der er ikke samme fornemmelse af uendelighed (men man kan da håbe den er der igen i Om det uendelige). Andersson har sine helt særlige særpræg, men hans æstetik varierer altså også fra film til film, og den er helt unik i Sange fra anden sal. Desværre.

Jeg tror måske også der lidt er noget med, at Anderssons iboende ‘kynisme’ var unikt egnet til at skildre tiden omkring årtusindskiftet. En af de ting, der satte hans karriere i bero, var også hans forsøg på at lave en undervisningsfilm om AIDS, kaldet Der er sket noget, der blev stoppet af myndighederne, efter sigende fordi den påstår at AIDS var skabt af de amerikanske myndigheder. Og altså, den blev vist seks år senere, og ja det gør den, men så vidt jeg ved har myndighederne aldrig indrømmet, at det var derfor. Det er, ret kort fortalt, en virkelig dum film. Andersson har aldrig lavet noget ligeså dumt igen, men det er jo egentlig ikke fordi han er blevet bedre til at diagnosticere årsager til katastroferne. Han er bare lidt holdt op med at gøre forsøget. Der er ikke megen reel social kritik i Du levende og En due sad på en gren og funderede over tilværelsen, snarere er det filosofiske stemningsstykker, der mere handler om selve det forfærdelige, at vi bliver skuffede, at mennesker er selvoptagede, at nogle nyder at gøre andre ondt. Hvilket også er fint nok. Sange fra anden sal ramte bare noget andet og mere.