Musikfilmen er en af de mest populære dokumentargenrer, og hvert år har CPH:DOX sit helt eget program til det. Jeg plejer generelt at skøjte udenom, ikke fordi jeg er modstander, men fordi jeg sjældent har så meget at skrive om dem. Det meste af tiden er det fedt hvis man elsker musikken, eller fordi der bliver afdækket en god historie. Det er sjældent der er så meget mere at sige, så jeg ved ikke hvad jeg har at bidrage med.

I år tænkte jeg dog alligevel, at jeg ville sammensætte et lille musiktema, men også med film fra Auteur og NORDIC:DOX sektionerne. Det var dog alligevel ikke helt den store succes. Filmene fungerer! Men med to af dem ved jeg simpelthen ikke helt hvad mere jeg skal sige.

North Terminal

(Lucrecia Martel, Argentina)

Jeg giver altid Lucrecia Martel chancen. Den argentinske instruktør har lavet kæmpe mesterværker som The Headless Woman (2008) og Zama (2018) og derudover har der været ret langt mellem hendes film, så selv en musikfilm der kun er fyrre minutter lang er bedre end ingenting. Hun er så god en instruktør, at jeg helt får abstinenser over at hun har lavet så få film.

Men jeg ved ikke helt hvad jeg skal med North Terminal. Den er meget anderledes end hvad Martel tidligere har lavet, og jeg tænker den sagtens kan indvarsle en ny retning. Der er dog alt for lidt kød på skelettet til at jeg får ret meget ud af det.

Det var bestemt heller ikke tænkt som noget storværk. Det er et lille corono-værk, og et portræt af Martels partner, sangeren Julieta Laso. Det er også en rejse til det nordlige Argentina, og den musik der kommer derfra. Vi møder trap-rappere, noise-musikere, og også en del ‘copleras’, der fremfører en traditionel form for musik. Den ene af dem er i øvrigt en transkvinde, hvis stærke tekster kredser om undertrykkelse og transformation. Det meste af filmen er sang og musik, og det er i sig selv virkelig fint.

Jeg kan dog ikke se ret meget Martel i filmen. Martels film har ikke handlet om hverken det traditionelle Argentina eller om minoriteter, i stedet har hun i høj grad portrætteret den øvre middelklasse, i al dens priviligerede døvhed. Zama var en historisk film om kolonisatorerne, der bestemt ikke var sympatisk overfor kolonialismen, men den var fortalt fra den synsvinkel. Hun er en af verdens bedste instruktører, men hendes emne har generelt været et portræt af folk der netop ikke lytter til ‘copleras’, og da særligt ikke hvis deres tekster handler om undertrykkelse og uretfærdighed.

Men måske det så netop skifter nu? North Terminal er et sympatisk portræt af et musikalsk fællesskab uden for det fine samfund. Måske Martel synes hun har lavet nok portrætter af dem der ikke vil se og høre, og i stedet vil rette fokus mod hvad andre har at sige? I så fald vil North Terminal få en central plads i hendes filmografi, og så er jeg da glad for at have set den. Men jeg fik ikke så meget andet ud af den, end at det bestemt er noget rigtig fin musik der bliver fremført.

Karaoke Paradise

(Einari Paakkanen, Finland)

Musik er jo også mange ting, og der laves også rigtig gode musikfilm, der i lige så høj grad handler om alt mulig andet. Det så man med Kandis for Livet sidste år, og der er aspekter af det samme i Einari Paakkanens Karaoke Paradise, et lunt portræt af finsk karaoke-kultur. Det er bare næsten for lunt. Jeg tror måske nok det er meningen, at filmen skal pirke til folks fordomme om karaoke. Men karaoke er jo mega fedt?

Okay, karaktererne i Karaoke Paradise går virkelig meget op i karaoke. Der er mange i Finland der er ensomme, siges det på et tidspunkt, og ligesom i Kandis for Livet virker det nogen gange som om karaoke’en er en erstatning for terapi. Nogen gange direkte, som når et par fortæller om den parterapi, de ikke har fået så meget ud af, og hvordan det i stedet gør dem tættere at have noget de er fælles om. Andre karakterer er tydelige skandinaviske knudemænd, som så får lukket lidt op når de synger de kitschede sange. ‘Der er en diva i os alle’ er et andet af filmens udsagn, og det er bestemt også rigtig nok. Der er nogle glimrende diva’er i filmen. Næsten for glimrende.

Der var megen snak om hvorvidt Kandis for Livet tog Kandis’ musik seriøst, men en kæmpe pointe med filmen var at fans’ne tog musikken seriøst på et plan hvor Johnny Hansen ikke kunne være med. Der var altså en dobbelthed, i hvordan en sang som Hotel Himmel blev terapeutisk for lytterne på en måde den bare overhovedet ikke fungerede for manden bag. Dermed blev Kandis for Livet også en kompleks film om musikalsk værdi og smagsdomme. Karaoke Paradise er ikke på samme måde kompleks. Der er da sikkert snobber som ikke kan fordrage karaoke, men det er ikke lige så facetteret som Kandis overraskende nok viste sig at være.

En anden ting ved Kandis for Livet var jo selvfølgelig også at den var æstetiseret i helt overvældende grad, og her kan Karaoke Paradise endnu mindre være med. Det er en rigtig fin og flot film, men den løfter sig aldrig til noget større. Kameraarbejdet er godt, og der er en række skønne montager hvor en hel masse sangere synger samme karaoke-sang. Man får lyst til at synge med, hvis ellers man kendte den finske tekst. Men nogen større reaktion end det fik jeg aldrig. Karaoke er fedt!

Rewind & Play

(Alain Gomis, Frankrig/Tyskland)

Jeg tror måske tricket for mig er at finde en instruktør, der i forvejen har bevist at han kan noget med musik. Fransk-senegalesiske Alain Gomis vandt Juryens Store Pris på Berlinalen i 2017 for Felicité, hvor musik spillede en kæmpe rolle. For det første var filmens titelkarakter forsanger i et congolesisk band – der blev spillet af det kendte band Kasai Allstars. For det andet havde Gomis på spidsfindig vis valgt at smøre filmen ind i musik af Arvo Pärt, hvilket det nogen gange virker som om 90% af alle arthouse-instruktører gør, men denne gang med et twist. I stedet for at bruge de verdenskendte og absurd vellydende ECM-optagelser som alle andre bruger, så fik han det indspillet af et lokalt congolesisk orkester, der også optrådte i en del af filmens scener. Det gav en ekstremt stærk effekt, at tage lyden af alle europæiske kunstfilm, men få lokale amatører til at give deres spin på det. Gomis film handler meget om hvordan afrikanere navigerer i en verden hvor hvide mennesker stadigvæk skriver det meste, og han formår at bruge musik til at understøtte den pointe.

Rewind & Play er en fantastisk lille perle, der spiller med samme pointe, og som føjer sig til Gomis’ andre værker på aller bedste auteur-vis. Filmen er baseret på found footage hvor Thelonius Monk er på besøg i et fransk fjernsynsprogram om jazz. Men det er altså vel og mærke alt materialet som er blevet fundet. Gomis’ film består af alle fraklippene, og alt grundmaterialet som programmet senere blev klippet sammen af. Den hvide vært forsøger på bedste vis at lave en rigtig typisk jazz-fortælling, om den store men også lidt vel eksperimenterende kunstner, og Monk ser virkelig ikke ud til at gide det. Han stirrer ud i luften, svarer skævt og undvigende, eller snakker alt for direkte om racisme, så der er meget lidt der kan bruges i fransk fjernsyn. Han vil hellere bare spille noget klaver, hvilket så også sker engang imellem.

Jeg er blevet ret stor fan af Gomis efter Felicité og Rewind & Play. Han er en af de helt centrale nyere instruktører i afrikansk film, og det føles som om han er med til at skabe en ny pan-afrikansk æstetisk stil, der godt kender til alle tricks’ne fra vestlige kunstfilm (Arvo Pärt!), men som finder egne måder at bruge det på. Han har ligesom Mati Diop forbindelser til Frankrig, og ved at arbejde med både fiktion og dokumentar formår de begge at lave film relativt ofte, men stadigvæk på egne præmisser. Rewind & Play er en visuel leg med mediet og med fjernsyns-genren, der også fungerer som et meta-værk om ikke-hvide kunstneres position i en hvid kunstverden. Når det er så auteur-stærkt, så elsker jeg også musikfilm.

---

North Terminal
1/4 17:00 Cinemateket
3/4 18:30 Charlottenborg

Karaoke Paradise
Vises ikke længere på festivalen

Rewind & Play
2/4 19:00 Vester Vov Vov