Palmesøndag del 304
(Les Olympiades, Jacques Audiard, Frankrig
Cannes 2021, Cannes Soundtrack Award (Rone))

Hvad gør man når man endelig har vundet Guldpalmen? Det er et særligt godt spørgsmål for en som Jacques Audiard, der havde været Palme-favorit to gange, i 2009 og 2012, før han endelig vandt i 2015 med Dheepan, så det føltes virkelig som en kulmination. Mange Cannes-vindere gentager herefter ret så meget sig selv, men Audiard skal roses for i stedet at gå i en helt ny retning med sit filmsprog. Han havde fået den højest mulige anerkendelse for den type af film han plejede at lave, og derefter forsøgte han så noget nyt.

Resultatet var The Sisters Brothers fra 2018, hans første amerikanske film, hans første rendyrkede genre-film, og også en film, der fandt en helt anden tone end vi var vandt til fra Audiard. Hvor ellers ret mange af hans film handlede om mænd der forsøgte at komme væk fra en voldelig fortid, men hvor skæbnen hang tungt over alt der skete, så var der en fornemmelse af åbenhed i The Sisters Brothers, en følelse af at de to lejemorderes liv sagtens kunne ændre sig, hvis bare turde se fremtiden i øjnene. Det var nærmest drømmende smukt.

Den form for drømmelive rendyrker Audiard med Lev, elsk Paris, der handler om tre unge mennesker på tærsklen til at finde deres endelige plads i voksenlivet. Der er ikke noget skæbnetungt over det, der er ikke en melankoli over at ungdommen er forbi. I stedet er filmen et drømmebillede om livet på det tidspunkt hvor man liiiige mangler det sidste, det rigtige job, at møde den rigtige partner, før man endegyldigt falder ind på den plads man skal have resten af livet.

Lev, elsk, Paris baserer sig på tre korte tegneserier af den amerikanske forfatter Adrian Tomine, og har som sådan intet med Paris at gøre – eller med boligkvarteret Les Olympiades, der har givet filmen dens franske titel. Men de er omsat til et nutidens multikulturelle Paris, hvor unge Emilie Wong (Lucie Zhang) søger en roomie til den lejlighed hun har fra sin bedstemor, der er på plejehjem med Alzheimers. Hun inviterer Camille (Makita Samba) til at se lejligheden, idet hun tror det må være et pigenavn, men han ender alligevel med at få værelset, og samme aften begynder de to at have sex. Deres forhold går dog i vasken da Camille ikke vil et egentligt forhold. Senere kommer Nora (Noémie Merlant) også til Paris, og begynder at arbejde for Camille, alt imens hun opdyrker et online venskab med sexarbejderen Amber Sweet (Jehnny Beth). Og så driver de fire karakterer rundt om hinanden i en atmosfære af sexet anspændthed.

Da jeg anmeldte The Sisters Brothers, brugte jeg den tyske teoretiker Walter Benjamins begreb om det fantasmogoriske, et begreb han hæftede på historiske perioder, der ikke var faldet rigtigt på plads endnu – tænk f.eks. på vores konflikt med Rusland, inden Putin invaderede Ukraine og gjorde alting meget mere simpelt. Jeg brugte Benjamins begreb på Audiards film, fordi Benjamin brugte begrebet til at beskrive den industrielle verden før den blodige kamp om Pariserkommunen i 1870, og The Sisters Brothers handlede netop om proto-socialistiske idealister i 1850’erne og en person, der ønskede at skaffe en masse penge til at lave en såkaldt Falanstéres, et utopisk kollektiv baseret på planer fra de tidligste tidligste socialister. The Sisters Brothers havde netop en følelse af det drømmende og utopiske, af politiske idéer der endnu ikke er faldet på plads, og endnu mindre svøbet ind i blod, af et landskab der endnu ikke var dækket af industri. Den stemning var dels helt ny for Audiard, men også et mest emblematiske eksempler på fantasmogorisk filmstil jeg er stødt på.

Lev, elsk, Paris har intet politisk over sig, men den indeholder alligevel dele af det samme. De her menneskers liv er ikke faldet på plads endnu. De er færdiguddannede, men har ikke fundet fodfæste på arbejdsmarkedet. Camille vil skrive en phd, men det går lidt langsomt. Emilie er Cand.scient.pol, men arbejder som telesælger og tjener. Og Nora ved ikke om hun vil være advokat eller ejendomsmægler. De har overstået det ungdomsliv som samfundet har afsat til dem, men de har ikke fundet deres næste liv endnu, og så bliver deres tilværelse mærkværdigt svævende.

Jeg er ked af det, men jeg tror en anden teoretiker, denne gang endda en fransk en af slagsen, er den nemmeste måde at forklare hvordan tingene hænger sammen. Alain Badiou skrev i Being and Event om ‘Begivenheden’, det øjeblik hvor noget skelsættende indtraf, og intet herefter var det samme. Han mente at Begivenheder opstod inden for fire områder: Politik, Videnskab, Kunst, og så Kærlighed. Ikke bare Kærlighed som i en forelskelse, men som de gange, hvor vi vælger at væve vore liv så tæt sammen med en andens, at det ændrer alt. I Lev, elsk, Paris nægter Camille f.eks at blive kærester med hende han bor sammen med, for det vil være for betydeligt. Andre karakterer skal finde ud af om de vil være i et forhold med en af samme køn som dem selv, et valg som også vil være livsomvæltende. Og selv hvis de valgte fortsat at drive rundt mellem sex-partnere, så er de også ved at nå den alder hvor de ville begynde at skille sig ud fra deres jævnaldrende, og ville blive ham elller hende der fortsat er single. De er der ikke endnu, men hele filmen skildrer den aller sidste tid, før deres forhold til Kærlighed på den ene eller den anden måde vil definere hvem de er.

Det rigtig gode ved Lev, elsk, Paris er hvordan denne stemning dyrkes frem rent æstetisk, via f.eks de sort-hvide billeder, hvor hvidheden gerne nærmest gløder ud af lærredet. Åbningsscenen er vidunderlig, hvor først kameraet glider hen over Les Olympiades om natten, hvor de sorte veje mellem husene nærmest er som revner i et lyshav, alt imens Emilie synger autotunet karaoke på lydsiden. Kameraet svæver rundt med steadycam, og techno-produceren Rones soundtrack rammer også tonen af at festen er ved at blive til drøm. Jeg er så langt mere på den her søgende, svævende, drømmende stil, end det ret bastante og genreinspirerede filmsprog Audiard oprindeligt blev kendt på.

Så ja, Lev, elsk, Paris er blandt Audiards aller bedste film. Men den er ikke helt lige så god som The Sisters Brothers. Forskellen er nok, at Audiard kunne slippe af sted med det meste i hans opbygning af et 1851 som ingen af os kender til, men når han forsøger at skildre moderne ungdom, så er der øjeblikke der klinger en smule falskt. Det er noget tid siden den nu 70-årige Audiard selv var ung, og der er øjeblikke hvor det føles som om forsøger lidt for hårdt at være ungdommelig. Her mister han lidt kontrol over energien, her bliver svævet lidt uelegant, her stopper drømmen lidt op. Men det er måske også uundgåeligt at en mere søgende Audiard engang imellem bliver en smule væk. Det skal ikke tage væk fra, at den gamle instruktør på prisværdig vis har fornyet sig selv, og efter Guldpalmen laver nogle af sit livs bedste film.