Heli

Palmesøndag del 116
(Amat Escalante, Mexico
Cannes 2013, Bedste Instruktør)

Der findes – efter min bedste opfattelse – to blik på mexikansk film for tiden. Der er de tre ‘amigos’ Guillermo del Toro, Alfonso Cuarón og Alejandro G. Iñárritu, Oscar-belønnede instruktører der laver mange engelsksprogede film, sofistikerede, fantasifulde, populære over hele verden. Deres Mexico er tæt på Hollywood, men har alligevel en art ‘magisk realisme’. Det er best of both worlds, anderledes, eksotisk, men alligevel i velkendte rammer.

Men så er der det andet blik, der på fornemste vis blev navngivet af den originale titel på Amat Escalantes seneste film: La Región Salvaje, den der i Danmark kom til at hedde The Untamed. Originaltitlen går dog mere på et sted end på mennesker: Den Vilde Region. Mexico som vildnis, ikke bare filmisk avantgardistisk, men også et vildt sted i sig selv, fyldt med sex og død og stoffer. Det er et blik på Mexico man også ser i f.eks Denis Villeneuves Sicarioen film jeg virkelig ikke kunne lide – men som også kan overføres på flere af Carlos Reygadas’ film. Men der er måske ingen der forbinder emne og æstetik som Amat Escalante. Han arbejdede som assisterende instruktør på Reygadas’ Battle In Heaven og lavede de to blodige film Sangre (05) og Los Bastardos (08), der begge var i Un Certain Regard i Cannes. Så det var måske ikke nogen overraskelse, at han blev forfremmet til hovedkonkurrence med hans tredje film, også selvom jeg tvivler på ret mange vidste hvem han var. Det kom de til.

Der var én ting der specielt skabte opmærksomhed: Volden. Og jeg kunne sige det er typisk overfladisk sådan bare at fokusere på volden, men Escalante sørger selv for at volden bliver umulig at komme udenom. Det er sådan filmen åbner: Med et blodigt ansigt, tape over munden, og en soldater-støvle op i ansigtet. Først efter en blodig start springer vi tilbage i tid og fortæller hvad der ledte hen til det voldelige klimaks. Dette klimaks er også så over the top at det er svært at håndtere: Den unge Beto bliver ikke bare mishandlet med et bat, han får hevet bukserne af, der bliver hældt tændvæske udover hans kønsdele og sat ild til. Men det øjeblik, der fik hele salen til at gispe da jeg så Heli på CPH:PIX i 2014, var et andet øjeblik, hvor en soldat ser en lille bjæffende puddelhund, og ganske enkelt bare griber fat og vrikker halsen rundt på den. Det kom bag på folk, fordi det var så banalt. Sådan er volden i Heli, i det mexikanske vildnis. Det er bare sådan det er, og ingen er usårlige, ikke engang en sød lille hund. Og så er det synligt. Banden hænger bevidst Beto ved en bro, så han er så synlig som mulig. Alle skal se hvor voldelige kartellerne er, hvor voldelig det mexikanske vildnis er. Så det skal vi naturligvis også.

For nu ligesom filmen selv at springe fra volden og tilbage til plottet, så handler Heli om en ung mexikansk mand, ved navn Heli, der bor med sin far, søster, kæreste, og deres barn, og arbejder på en fabrik. Et ganske normalt liv. Men søsterens kæreste stjæler et par pakker kokain for at finansiere et kommende liv sammen, og så får de kartellet på nakken, tilsyneladende i et samarbejde med det mexikanske militær og politi. Heli har derfor ikke mange autoriteter han kan vende sig imod, så han må også selv tage hånd om problemerne.

Der er en kort scene tidligt i filmen, der kunne være emblematisk for en vis tendens i moderne filmkunst. Da Heli tager på arbejde regner man måske med vi skal se klip af ham der arbejder. Men først får vi et lille klip af gymnastisk på arbejdspladsen. Det er på én gang ganske logisk – der er lidt fællesøvelser på mange arbejdspladser – men samtidig også med en snert af noget surrealistisk og satirisk. Og så er det lidt skævt, hvis man kun har et minut til at introducere Heli som arbejder, ville de fleste så ikke kaste en kort montage af arbejde ind der? Den her form for skæve surrealisme er en moderne form for realisme. Instruktører vælger altid hvad de vil fokusere på, og når man vælger det skæve og knap så repræsentative, så virker valget paradoksalt nok også mere realistisk. Fordi vi ikke ser det vi er vant til, så tror vi mere på at det her altså må være en ægte arbejdsrutine, når alt kommer til alt, så overgår virkeligheden jo som regel fantasien. Escalantes realisme er en art anti-realisme, hvor vi tror på det netop fordi det virker lidt utroligt.

På samme måde er det med hele den visuelle strategi for filmen. Escalante er en tydelig stilist, der ynder lange takes og billeder med tydelige linjer og flader. Det forstørrer det surreelle og satiriske når f.eks en ung soldat løfter og sænker sin endnu yngre kæreste, at det hele er filmet lige på og i midten. Det bliver et tableau, snarere end virkeligt, men så meget mere virkeligt. Det er også på grund af det roligt opstillede, at volden er så uudholdelig. Hvis nu kameraet rystede, klipningen blev hurtig, blodet sprøjtede, så ville vi kunne føle det. Men vi sidder bare og stirrer mens en teenagedreng bliver tævet og brændt. Af andre teenage-drenge. Mens endnu yngre drenge sidder og ser på. Og en mor træder ind i rummet på et tidspunkt, men så skynder sig væk. Det hele er så tydeligt ordinært, rutine-præget. Jeg kan ikke komme udenom fornemmelsen af, at samtlige de unge drenge i rummet på et eller andet tidspunkt vil blive udsat for noget lignende, lave et eller andet forkert, være på det forkerte sted, og blive udsat for den samme vold. Og jeg kan heller ikke rigtig slippe fornemmelsen af, at de godt selv ved det.

Man kan ikke skille volden og den visuelle stil ad, og hvis det var volden som chokerede folk, så var det altså lige så meget den visuelle stil der fik volden til at træde så tydeligt frem. Helt unik er Escalante ikke, Heli minder mig f.eks. en del om Ulrich Seidl, og hans projekt er ikke lige så vildt og idiosynkratisk som førnævnte Carlos Reygadas. Men Heli og The Untamed fortæller om Mexico med visuel originalitet, og gemt inde i al volden og nøgenheden også med en god portion empati. I en film som Sicario, så er de mexikanske medvirkende bare ofre eller gerningsmænd, de er ikke rigtig mennesker i sig selv. Heli skildrer Heli som flerdimensionel, og skildrer det mexikanske vildnis som en verden med mennesker. Ja, det er et vanvittigt sted – landskabsbillederne er sin egen surreelle historie – men det er et forsøg på at skabe et ægte sted. Ikke bare et neurotisk skræmmebillede på den anden side af muren.

Heli kan for tiden ses på Filmstriben.

Næste Uge: Det mexikanske tema fortsætter med en film fra den såkaldte ‘guldalder’. Benito Alazrakis Raices.