Palmesøndag del 449
(Karim Aïnouz, UK/Brasilien
Cannes 2023)
History tells us a few things, largely about men and war. For the rest of humanity, we must draw our own – often wild – conclusions.
Med disse ord begynder Karim Aïnouz’ Firebrand, den brasilianske instruktørs første film i Cannes-hovedkonkurrence. Og det er faktisk nogle meget passende ord for Aïnouz’ filmografi, lige siden han i debuten Madame Satã (2002) fortalte historien om João Francisco dos Santos (1900-1976), småkriminel, queer, sort, drag-performer under navnet Madame Satã, det komplette modstykke til de folk, som det officielle Brasilien gerne så som hovedkarakterne i brasilianske historiske film.
Det sås også med gennembruddet Søstrene Gusmãos usynlige liv (2019), der vandt hovedprisen i Un Certain Regard i Cannes, og også fik dansk premiere, og som igen skildrede historiens usynlige karakterer, her to almindelige kvinder Rio de Janeiro, der endda blev holdt usynlige for hinanden af mændene i deres liv. Man kan kort fortalt sige, at Aïnouz’ film har handlet om outsiderne, dem der er nødt til at tage drastiske midler i brug for at komme ud i verden (Suely in the Sky (2006), hvor en ung kvinde for at finansiere rejsen væk sælger lotteri-sedler hvor præmien er en nat med hende selv), dem der rejser rundt og aldrig føler sig hjemme (essay/foto-filmen I Travel Because I Have to, I Come Back Because I Love You (2009, co-instrueret med Marcelo Gomes), og Praia do Futuro (2014), hvor queer-karakterer rejser frem og tilbage mellem Fortaleza og Berlin), ligesom han dokumentarisk har skildret flygtninge i Berlin (Zentralflughafen THF (2018)) og hans egne rejser til hans fars hjemland Algeriet (Nardjes A (2020) og Mariner of the Mountains (2021)).
Han er med andre ord en fascinerende instruktør. Han har en central tematik, som lidt hænger sammen med hans unikke baggrund som queer-kunstner og søn af en immigrant, men som han har turneret med stor opfindsomhed og æstetisk overskud. Jeg vil ikke putte ham helt op blandt de bedste brasilianske instruktører, men han har lavet en række interessante og meget forskellige film, og eftersom han som nævnt i 2019 vandt Un Certain Regard-prisen, var det ikke nogen overraskelse han derefter ville blive forfremmet til Hovedkonkurrencen.
Det er bare synd og skam at det skete med en så kedelig film som Firebrand. Et kostumedrama om Tudor-tiden, som forsøger at skildre den kendte historie fra nye synsvinkler, men som mindre end at blive et typisk Aïnouz-spændende kostumedrama, bliver til en typisk kostume-kedelig Aïnouz-film.
Der er lavet rigtig mange film og tv-serier om Henry 8. og hans seks koner, men ikke mange af dem fokuserer på Catherine Parr (Alicia Vikander). De plejer i stedet nok at handle om en af de to koner, der fik hugget hovedet af, eller mere generelt om Henry (her spillet af Jude Law). Men Parr var ellers en fascinerende kvinde, der dels formåede at overleve i et farligt miskmask af politisk magtspil og religiøs konflikt, dels udgav religiøse bøger under eget navn og på engelsk, noget der var meget sjældent for kvinder i 1500-tallet.
I Firebrand er hun endnu mere radikal. Mens Henry er på krigstog i Frankrig er hun udnævnt til regent over England, men er også optaget af, at hendes gamle veninde Anne Askew (Erin Doherty) er begyndt at prædike reformistiske, forbudte og revolutionerende idéer til lokale kvinder. Da Henry vender hjem kommer Parrs liv til igen at foregå ved hoffet, hvor unge kvinder kæmper om Henrys gunst, ligesom ambitiøse mænd forsøger at positionere sig til tiden efter den tydeligt skrantende konge afgår ved døden, og alle derudover er nødt til at navigere efter Henrys voldsomt omskiftelige humør. Henry er generelt skildret som noget nær en psykopat, og spillet om magten er dødsens farligt, så da Parr kommer på tværs af den konservative biskop Stephen Gardiner (Simon Russell Beale) er hendes liv åbenlyst i fare.
Filmen bygger på virkelige begivenheder, omend den overdramatiserer dem. Der var (ifølge wikipedia) en arrest-ordre på Catherine Parr, på baggrund af hendes religiøse tanker, omend den aldrig blev eksekveret. Spoiler, men det gør den i filmen, og hvad der derefter sker er endnu mere dramatisk. Det virker ganske rigtigt som ‘wild conclusions’ filmen foretager, man kunne også kalde det rendyrket spekulation, og vi ved trods alt en del om Catherine Parr, der levede sit liv under enorm opmærksomhed og udgav flere bøger. Lidt mere paradoksalt kan jeg ikke rigtig se hvordan den her film om magtkampe og religiøs konflikt er særlig meget anderledes end tonsvis af film med mænd i centrum, det er et plot, der kunne have været en sæson i Game of Thrones. Jeg har ikke læst Hilary Mantels Wolf Hall-trilogy om Henrys rådgiver Thomas Cromwell, men det virker også lidt som samme historie. At Aïnouz fortæller en så velkendt fortælling, men med en kvinde i hovedrollen, gør det ikke ret meget mindre fortærsket.
Filmen er flot fotograferet af Hélène Louvart, der også har filmet f.eks Alice Rohrwachers film, men det er ikke noget sønderligt originalt filmsprog. Der er meget natur over det, men det er alligevel enorme mængder pæne kostumer og flotte kulisser og falske skæg. Filmen har også en moderne kulturel sensibilitet når f.eks en af hoffets hofdamer er en mørk kvinde, der er blevet købt i Spanien, når landets bedste læge er arabisk, og når underholdningen foretages af en drag-performer, en skægget mand i meget stramt korset. Pasende for en Aïnouz-film, at han husker hvordan historien er fyldt med afvigere og outsidere, som man siden har skrevet ud. Men det er kosmetisk, det ændrer ikke ved, at filmen føles enormt velkendt og gammeldags.
Det er i virkeligheden desværre en rigtig typisk udvikling. Aïnouz’ karriere har været præget af originalitet, leg med genrer, med dokumentarisme og essayistisk, med fortælle-struktur og kontroversielle emner. Han blev først inviteret ind i centrum af Cannes, da han lavede en fortærsket film med Filmstjerner, der fungerede godt på den røde løber. Det er synd og skam, for en film som Madame Satã er utrolig meget bedre.