Fønix. Genfødsel. Det døde bliver vagt til live igen. Som spøgelser? Instruktør Christian Petzold laver ofte film om spøgelser, hans The State I’m In, Ghosts og Yella kaldes endda for hans Spøgelses-trilogi. I Phoenix vender Nelly (Nina Hoss) tilbage til Berlin fra en kz-lejr, i live men med ansigtet så skadet at hendes eks-mand Johnny (Ronald Zehrfeld) ikke kan genkende hende. Er hun en genfødt kvinde eller et spøgelse fra fortiden? Handler filmen om Tysklands genfødsel efter krigen, eller om spøgelset fra Holocaust?
Petzold’s film har ofte denne spænding mellem spøgelser og genfødte. Den 55-årige instruktør henregnes til hvad der kaldes ‘Berliner Skolen’, en retning der udsprang fra Deutsche Film- und Fernsehakademie i Berlin, altid har været kendetegnet ved kølig og kontrolleret billedskabning, seriøse fortællinger, og komplet folkelig ignorering i Tyskland og andetsteds. Danske Anna Sofia Harmann er også uddannet fra DFFB, som også producererede hendes debutfilm Limbo (anmeldelse), årets bedste danske film, der typisk nok for en DFFB-film ikke har dansk premiere-dato endnu. Christian Petzold må efterhånden kaldes den store populære undtagelse, han bruger Berliner-filmsproget til at kreere kølige, Hitchcock-inspirerede krimi-film, der får et noget større publikum i tale. Men under genrelaget spøger de sociale og historiske emner. Petzold genbruger gamle krimiplots til nye film, horrorfilmen Carnival of Souls bruges i Yella til at skildre moderne finanskapitalisme, Postmanden Ringer Altid To Gange bliver i Jerichow til en film om indvandring. Fortidens film hjemsøger også Phoenix. Plottet er som en rekreation af Hitchcocks Vertigo omsat til ruin-kulisserne fra fyrrernes neo-realisme. Også skuespillerne er gengangere, Nina Hoss har været fast hos Petzold i et årti, og Ronald Zehrfeld spillede også hendes partner i instruktørens foregående Barbara.
At dykke ned i Petzold’s filmografi er at tage på rejse blandt gengangere, spøgelser og undertrykte historier. Og det er i ekstrem grad tilfældet med Phoenix. Det er en ganske skummel film. Vi ser aldrig Nelly’s ansigt klart fra før hun blev interneret, men Hoss fremstiller hende eminent som et spøgelse. Også Johnny kan være svær at genkende, så på et tidspunkt får hun henvendt sig til en forkert mand af det navn, som tror hun indbyder til sex. Da han rør ved hende bukker hun forover som et automaton eller en marionetdukke. På baren Phoenix, der har givet navn til filmen, danser to piger rundt med ansigter tegnet på ryggen. Plottet er skummelt: Johnny kan ikke genkende Nelly, men hyrer hende til at inkarnerer hvad han tror er hans døde kone, så han kan få fingre i penge hun har arvet. Han kritiserer Nelly for ikke at ligne Nelly, men forsøger samtidig at opstille en Nelly han godt ved er forkert. Han ved godt, at Nelly må være forandret af kz-lejren, men mener at det må ignoreres: ‘Folk vil se Nelly og ikke en kz-fange.’ Samtidig er der uvisheden om det var ham der afslørede hende til tyskerne, efter han selv var blevet arresteret. Fortidens forbrydelser er konstant til stede, mens Nelly langsomt bringer sig selv tilbage til livet i forsøget på at efterligne sig selv.
Nelly bliver tvunget af en mand til at være sin egen dobbeltgænger. Det er vitterlig plottet fra anden halvdel af Vertigo, hvor Scottie tvinger Judy til at efterligne hans savnede Madeleine, som i virkeligheden var Judy i forklædning. Men Petzold’s film er en feministisk udgave af Hitchcock. I originalen gør Judy aldrig noget selv, først lader hun sig fremstille som Madeleine for at hjælpe dennes mand med at myrde konen, derefter lader hun sig igen fremstille som sig selv som Madeleine, for at hjælpe en anden mand over sorgen. Filmen er skildret for Scottie’s synspunkt, og kvinderne der minder om hinanden er skildret som var de monstre i en gyser. Petzold fortæller historien fra kvindens synspunkt, og giver hende en del mere agens. Til sidst i Vertigo kan Judy ikke andet end at kaste sig i døden. Jeg skal ikke afsløre den mesterlige afslutning på Phoenix, men den er en ganske anden, og en del mere triumferende.
Phoenix havde verdenspremiere på sidste års San Sebastian Festival (og er for øvrigt film nummer fem ud af seks der får premiere herhjemme efter de danske Stille Hjerte og En Chance Til foruden Marshlands, Min Nye Veninde og den kommende Eden. Hvilket egentlig er lidt pudsigt) hvor den skabte stor interesse. Den havde for nylig premiere i USA, hvor flere medier spekulerede på om det var årets bedste film. Helt så langt vil jeg ikke gå, men der er nok ingen tvivl om at det er august måneds must-see for cineaster. Det er en film, hvor Petzold samler trådene i hans filmproduktion, og iscenesætter dem perfekt. Det er filmen hvor Petzold etablerer sig som tidens vigtigste tyske filmskaber. På min DVD af Barbara er der et citat der hedder ‘Lige så fremragende som De Andres Liv’ Hvis der er nogen retfærdighed i filmverdenen vil man om ti år se på sådan et citat på samme måde som hvis man skrev om Pulp Fiction at den var lige så god som I Kina Spiser De Hunde. Petzold er en stor national filmskaber, der har komplet kontrol over sine virkemidler, og bruger dem til at stille dybe og relevante spørgsmål til hans lands historie.