Clean

Palmesøndag del 138
(Oliver Assayas, Frankrig
Cannes 2004, Bedste Skuespillerinde (Maggie Cheung) + Vulcan Teknisk Pris (Eric Gautier, Foto))

Efter som jeg til at starte med i denne lille serie om Olivier Assayas opdelte hans filmografi i fem distinkte perioder, så fokuserede jeg naturligvis på forskelle. Men der er s’føli også en del kontinuitet, og en del ting der er gået igen gennem årene. F.eks. er der rigtig mange af Assayas’ film, der handler om skabelse af kultur. Debut-filmen Disorder handlede om punk-musik, gennembruddet Irma Vep om filmindspilning, Late August, Early September samt den nye Mellem Linjerne handler om litteratur. Ligeledes er der rigtig mange Assayas-film hvori folk på den ene eller anden måde forsvinder, om det er pga selvmord (Disorder) naturlige dødsårsager (Late August, Early September & Sommertid) eller om de bare forsvinder ud af filmen (f.eks. de unge kvinder i Cold Water og Efter Revolutionen, eller Kristen Stewart i slutningen af Skyerne Over Sils Maria)

Og en anden ting har været, at hvis Assayas i et par film i træk laver nogle ting han ikke har prøvet før, så vender han måske gerne tilbage med en film der føles ualmindeligt Assayas’sk. Så efter de ret eksperimenterende Cold Water og Irma Vep kom Late August, Early September, der måske er den prototypiske Assayas-film. Igen i de seneste år kan man se, at efter Skyerne Over Sils Maria og Personal Shopper kommer nu den igen ret typiske Assayas-film Mellem Linjerne. Og sådan var det også med ‘genre’-tiden, hvor Assayas for første gang fik lov til at være med i det fine selskab i Cannes. Efter den litterære filmatisering Sentimental Destinies og kult-thrilleren Demonlover vendte han tilbage med en langt mere ‘normal’ Assayas-film. Omend det igen var en international produktion, og den ligesom de andre film i denne periode i høj grad foregik på engelsk. Men derudover er der mange træk at genkende fra tidlig Assayas. Måske lidt mere modent. Alt i alt er det ihf ganske vidunderligt, og en af de mere undervurderede Assayas-film.

En ting, der også gør at filmen føles som kerne-Assayas, er at Maggie Cheung vendte tilbage efter hendes legendariske optræden som sig selv i Irma Vep. I mellemtiden nåede Assayas og Cheung at blive både gift og skilt igen, men deres forhold var åbenbart så venskabeligt at de stadig kunne arbejde sammen. Og gudskelov for det, for Cheung bærer filmen som få andre skuespillere har båret en Assayas-film, og at hun er så dominerende betød hun fik en fuldt fortjent Skuespillerinde-pris på festivalen, efter allerede at have været med i legendariske In the Mood for Love.

Hun spiller Emily, der er gift med musikeren Lee Hauser (kunster-tematik!), der forsøger en art comeback i Canada, men uden det store held. De store pladeselskaber bider ikke på, og de er også begge to heroin-misbrugere, og det virker ikke rigtig som om nogen gider de to længere. Men så dør Lee af en overdosis (forsvinding!), og da politiet undersøger hvad der er sket finder de ud af at Emily stadig har heroin på sig, så hun ender nogle måneder i fængsel. Bagefter skal hun lære at være ‘Clean’, skabe sig et nyt liv i Paris, med et job på en restaurant drevet af sin kinesiske familie. I sidste ende gøre sig fortjent til at genskabe kontakten til parrets lille søn, der ellers har boet hos Lees forældre. Farfar Albrecht (Nick Nolte) er efter noget tid så småt parat til at lade Emily møde sønnen igen, men det er en relation hvor tiltro og respekt langsomt skal genopbygges.

Assayas er bare god til det her. En anden instruktør havde måske bygget filmen op til Lees overdosis, evt med en epilog hvor man så Emily forsøgte at komme videre. Men så mange af Assayas film handler om hvad der sker efter der er sket noget (Efter Revolutionen, som hans mest selvbiografiske film hedder). Hvordan folk kommer videre, hvordan sorg bearbejdes, hvordan liv og relationer bygges op igen. Netop fordi han ikke ligger under for gængse idéer om dramatik, så bliver der så meget plads til ting som bare er. Til at portrættere skæbner, hændelser, menneskelighed, uden at skulle bekymre sig om så meget andet. Noget af det, som har sat sig umanerlig meget fast hos mig ved Clean, er den måde Emily bevæger sig på. Der er flere klip hvor hun pludselig sprinter af sted, især er der et enkelt hvor hun jagter en bus som var hun med i en action-film, og det er altså efter hun har været til et vigtigt møde. Det er ikke fordi hun skal nå noget, det er fordi hun har så mange ting indeni hun skal bevæge sig væk fra, metadon, skyldfølelse, en rastløs energi, som også kommer til kreativt udtryk.

Clean er ikke Assayas’ bedste film. Den tilfører ikke filmografien så vanvittig meget nyt, den er lidt bitte lille, og som med nogle af hans andre engelsk-sprogede bedrifter, så halter dialogen lidt hist og her. Men den er ret så skøn. Det er den slags en auteur gerne skulle lave rigtig mange af, dem hvor der måske ikke skal bevises så forfærdelig meget fra instruktørens side, men hvor kreative (og personlige) partnere får lidt plads til at brillere. Både Cheung og Assayas’ efterhånden ret faste fotograf Eric Gautier vandt Cannes-priser for denne film, og det er virkelig fuldt fortjent. Assayas selv, i rollen som både manus-forfatter og instruktør, ser ud til at have slappet lidt af, og jeg ved heller ikke hvor mange penge den her film har kostet, hvor besværlig en produktion det har været. Men den accentuerer helt naturligt typiske tematikker, og viser dem fra nye vinkler. Og så lever og ånder den. I en periode, hvor Assayas ellers lidt virkede som om han prøvede rigtig mange nye ting, og hvor det ikke alt sammen virkede, så var det en påmindelse om hvor god han var når han holdt det helt enkelt.