Palmesøndag del 401
(Le conseguenze dell’amore, Paolo Sorrentino, Italien
Cannes 2004)
Filmfestivalerne bliver mere og mere præget af gamle mænd. Efterhånden som blockbuster-filmene overtager mere og mere af filmverdenen, bliver kunstfilmene mere og mere niche, hvilket her medført en nostalgisk hyldest af de kunstfilmsinstruktører, der var store, dengang kunstfilm var mere mainstream; folk som Francis Ford Coppola, Paul Schrader, Marco Bellocchio, Pedro Almodóvar, folk som alle sammen er oppe i halvfjerdserne mindst.
I tilbageblik er der derfor noget vidunderligt over den kometkarriere italienske Paolo Sorrention havde. Født i 1970, debuterede som 31-årig med One Man Up (2001), var i Cannes første gang som 34-årig med The Consequences Of Love, kreerede en stribe storværker over det næste årti, kulminerende med at han vandt en Oscar som 43-årig med Den store skønhed (2013), hvorefter han begyndte at virke lidt træt og gentage sig selv. Da han i år vendte tilbage til Cannes med Parthenope var det efter hele ni års pause, siden Youth (2015). Og han er stadigvæk kun 54!
Alligevel har Sorrentino gjort sit for at filmfestivalerne skulle være præget af gamle mænd, for de har hovedrollerne i næsten alle hans film. Mænd, hvis karrierer er forbi, har mærkværdigt nok været hans hovedmotiv, helt siden hans egen karriere begyndte. Det prægede også The Consequences Of Love, der blev hans store kritiske gennembrud.
Til gengæld gik der lidt tid før Sorrentino fik udarbejdet den helt særlige Sorrentino’ske æstetik, der gik igen i storværkerne fra 2006-2013, hvor han var en af de yngre instruktører med den mest veludviklede personlige stil. I The Consequences Of Love er den stil stadig under opbygning, og filmen har stadigvæk ret meget til fælles med den samtidige bølge af ‘slow cinema’. Det gør ikke filmen dårlig, den er æstetisk fremragende. Men det gør den i mine øjne lidt mindre særlig.
Det tog lidt tid for Sorrentino at ramme noget helt unikt, men man kan fornemme hans talent fra første billede i første film. One Man Up åbner med en absurd flot sekvens under vandet, hvor vi først ser lyset fra dykkernes lamper i det mørke vand. Så klassisk flot og gennemarbejdet. Når så senere en af dykkerne kommer op at slås med en blæksprutte bliver det lidt fjollet, men det er også typisk Sorrentino: Viljen til at begynde med noget klassisk flot, og så tage det ud hvor det begynder at være for meget. Det er nogengange blevet til camp og kitsch, men når det fungerer er det fremragende.
Efter dykkerscenen kommer en vidunderlig sekvens hvor en vred mand bl.a. tager sit ur af, inden han overfuser et omklædningsrum fyldt med fodboldspillere. Og ganske kort efter ser vi en cheesy aldrende popsanger synge til sit publikum. One Man Up skildrer som nævnt mænd efter deres karrierer er forbi, henholdsvis en fodboldspiller hvis ben går i stykker, og en sleazy popsanger der rammer én skandale for meget efter han har sex med en 16-årig. Det er ikke noget mesterværk hele vejen igennem, men der er stærke passager som åbningsscenerne, og i rollen som popsangeren er Toni Servillo ret så suveræn.
Servillo er med sin evne til at spille lakoniske midaldrende karakterer nærmest blevet Sorrentinos muse, , og spillede f.eks hovedrollerne i begge Sorrentinos to store politiske film: Giulio Andreotti i Il Divo (2008) og Silvio Berlusconi i Silvio og de andre (2018). I The Consequences of Love spiller han Titta Di Girolamo, hvis liv synes at være gået helt i stå. Manden sidder dag ud og dag ind på et hotel i Schweiz, løser skak-opgaver, spiller kort med et aristokrat-par der er gået bankerot, og kigger lidt efter den charmerende unge servitrice. Om onsdagen tager han heroin. Og vi lærer efterhånden, at han engang imellem får leveret en kuffert, som han så derefter bringer ind i en bank, hvilket er en opgave han udfører for mafiaen. Og vi lærer yderligere, at han lever det liv som straf for i sit tidligere virke som børsmægler at have tabt milliarder af lire som mafiaen havde investeret.
Pludselig sker der så en hel del i Tittas liv. Først kommer hans bror forbi, en energisk og ekstrovert mand, der er på vej til Maldiverne for at arbejde som dykkerinstruktør. Derefter dukker to af mafiaens lejemordere op, for at bruge hans hotelværelse som base. Og efter al det drama beslutter Titta sig for, at det må være på tide at nærme sig den unge kvinde. Men konsekvenserne af at lukke kærlighed ind i sit liv kan være fatalt, når man i forvejen sidder fast i mafiaens klør.
Der er en del elementer i den særlige Sorrentino’ske stil. Der er den lakoniske og nostalgiske stemning, javist. Der er evnerne til at lave de helt skæve billeder, og viljen til at dyrke dem også når de er i fare for at krænge over og blive kitsch. Enhver som har set Den store skønhed vil også vide, at Sorrentinos kamera gerne er i konstant bevægelse. Frem og tilbage og fra side til side går det, så selv en scene som f.eks et simpelt skoindkøb kan blive til en æstetisk rutsjebanetur.
Og den bevægelighed kommer første gang med The Consequences Of Love. Kameraet følger Titta rundt på hotellet, eller følger hans blik rundt i lokalerne. Det får hans liv til at føles labyrintisk og hemmelighedsfuldt, frem for bare kedeligt. Når han tager heroin bliver det særligt godt. Den første gang panorerer kameraet rundt, mens folk dukker op ved hans seng i drømmesyner, og forsvinder væk igen. Anden gang tilter kameraet 180 grader rundt så han står på hovedet, hvorefter han falder bagover, og det langsomt retter sig op igen.
Men en anden del af den særlige Sorrentino’ske stil, er hans senere films hastige rytme. Mine yndlings-Sorrentino film består af konstante bevægelige klip, sat sammen til en lynhurtig symfoni. Der er noget helt særligt italiensk over den symfoni, som Sorrentino brugte til at skildre både den smukke side i film som Den store skønhed, samt den mere problematiske side når de kammede over i overfladiskhed og politiske glansbilleder i hans film om politiske skikkelser. Det er her Sorrentino for mig blev en af de sidste tyve års vigtigste europæiske kunstnere.
Og her skiller The Consequences Of Love sig ud, for det er en laaaaaangsom film. Alene første klip, hvor Titta kører på et rullebånd, signalerer klart og tydeligt, at det her er en film, om et liv, der er gået i stå. Det er ret så meget slow cinema. Slow cinema på et virkelig højt niveau, men stadigvæk noget, man har set før. Der er en del vidunderlige sekvenser, hvor langsommeligheden giver pote, f.eks i førnævnte heroin-scener, men ellers savner jeg tempoet.
Man kunne sige, at filmen bare adskiller sig fra Sorrentinos andre film, men til det vil jeg sige, at de jo dog ofte handler om samme emner: Om folk – mænd – hvis liv og karriere er ved at være overstået, som lakonisk driver rundt i verden. Forskellen handler mere om fokus. Sidenhen fokuserer Sorrentino mere på de ting i hans fortællinger, der stadig har energi, hvilket er de unge mennesker – kvinder, som oftest, hvilket kommer til at virke ret gammeldags – og så de gamle menneskers stadigvæk hyperaktive hjerner og tankegange.
Det er stensikkert uretfærdigt, at jeg ikke ser The Consequences Of Love som andet end et skridt på vej hen mod de Sorrentino-film, som jeg langt bedre kan lide. Den har sin helt egen stil, og er ekstremt gennemarbejdet. Men den er også mindre unik, og jeg vil hævde den er mindre ambitiøs. Det er en ekstremt flot film, der slog fast, at Sorrentino var et helt særligt talent. Det er en mere helstøbt film end efterfølgeren The Family Friend (2006). Men uha, den film er godt nok på godt og ondt noget helt særligt!!