Once Upon a Time in Hollywood

Palmesøndag del 181
(Quentin Tarantino, USA
Cannes 2019, Palm Dog (Brandy))

Once Upon a Time in Hollywood kunne nærmest kaldes for en ‘moden’ Tarantino-film. Det er i hvert fald hans mest afslappede. Hvor tidligere film var skarpt inddelt i kapitler, gerne med komplicerede narrative strukturer, så skildrer den her film bare tre dage for tre mennesker, stille og roligt. Det minder lidt om anden del af Death Proof, bare strukket ud til næsten tre timer. Men hævn-temaet, som har været til stede hos Tarantino siden Death Proof, er der stadig. Det er bare alligevel som om Tarantino har indset, at han har manglet at sige noget. For hvad er det der skal hævnes? Det kan han ikke forklare bare med sammenhænge, der er han nødt til at skabe en ting i sig selv. Han må skildre liv.

Once Upon a Time in Hollywood er naturligvis kendt for at handle om Charles Manson og de bestialske mord, der blev begået i august ’69. Fornemmelsen af, at noget forfærdeligt finder sted ude i periferien, er da også konstant til stede i filmen. Men filmens bedste del er den lange, aldeles vidunderlige del, der foregår præcis seks måneder tidligere, 9. februar 1969. En ganske simpel dag i tre menneskers liv. Den afdankede western-stjerne Rick Dalton har fået en gæsterolle i en ny western, den unge skuespillerinde Sharon Tate køber en bog og går i biografen, og Daltons stuntmand Cliff Booth reparerer en antenne og giver en blaffer et lift. Det er en aldeles vidunderlig time plus af filmen, og det får bare lov til at leve og ulme for sig selv. Det driver ikke frem til noget klimaks, det kommer først i del tre. Der krydsklippes bare mellem små fortællinger. Og når der ikke klippes, driver kameraet lige så stille fra det ene hus til det andet, de tre mennesker befinder sig jo ofte fysisk tæt på hinanden. Vi følger også ofte Cliff, mens han kører rundt med samtidens musik i radioen. Åh, musikken! Tarantino har altid været kendt for sine soundtracks, men her er det hele fremstillet, som om det er musik fra den lokale radiokanal, og det mikses med et vidunderligt lydbillede af fugle, biler, forbipasserende mennesker. Det er kort fortalt en forbløffende rolig film.

Der var noget ballade, da filmen havde premiere i Cannes, om at Margot Robbie ikke havde nok replikker som Sharon Tate, men det er en nærmest komisk forfejlet indvending mod filmen, for ingen siger ret meget. De lever. De vandrer rundt, kører i bil, arbejder, danser, drikker, øver sig. Og Robbie er så vidunderlig i rollen, levende, skinnende, at karakteren Tate mejsler sig fast i erindringen. Pitt skal også fremhæves, det var fuldt fortjent han fik sin Oscar for denne præstation. Brad Pitt er en superstjerne, men han virker sjældent gladere, end når han får lov til at spille et sidekick, og hans Cliff Booth virker lidt ligesom Rusty Ryan fra Ocean’s Eleven-filmene: Han er gladest som en lidt passiv karakter i periferien.

Det her liv, det var lidt det som manglede i de tidligere hævnfilm. Tarantino slap hen over det ved at skildre kendte traumer. Så vi behøvede ikke at se jødisk liv før krigen, for at vide at nazisterne slog noget ihjel. Vi behøver ikke at se Django før slaveriet, for at vide at slaveriet var en forbrydelse. Vi ved det godt. Men alligevel. Der var en pointe som Tarantino nok manglede at levere. At udføre hævn, det betyder ikke det skal handle om hævnerne. Det vigtige er stadigvæk det der bliver hævnet. De, der bliver hævnet. Sharon Tate. Vi skal vide hvem hun er. Det er hende, der er filmens moralske centrum.

Cliff Booth, derimod, han er i virkeligheden amoralsk. For selvom han er glad og hjælpsom, så virker han også altid parat til vold og lader vitterlig til at have myrdet sin kone. Endnu en stuntmand der dræber kvinder, a la ‘Stuntman Mike’. Men Clint er altså på ‘hævnernes’ side i den her film. Det er ret komplekst. Man kunne faktisk forestille sig en helt omvendt hævnfilm fra tressernes Hollywood, hvor en gruppe unge kvinder hævnede sig på Cliff Booth og Rick Dalton som inkarnationen af al ulighed og misogyni, der tydeligvis stadigvæk præger industrien den dag i dag.

Når hævnerne i Once Upon a Time in Hollywood er de aldrende og ret brovtende mænd Rick Dalton og Cliff Booth, så kunne man sige, det bare er en rendyrket konservativ film, der hylder verden af i går og hader dumme hippier, der ødelagde det hele. Men det virker mere sammensat, som jeg ser det. Rick og Cliff hævner ikke noget som helst, der er ingen, der har gjort dem noget. Nej, de gør aflad. De forsøger at gøre en lille smule godt igen – for Sharon Tate og alle dem som hende. Jeg elsker så meget den slutning, hvor Rick Dalton bliver kaldt ind for at mødes med Sharon Tate. Han ved ikke om han har lov, om han har fortjent at komme derop. Desuagtet at vi ved han har reddet deres liv. Men pointen er lige netop, at det er op til Sharon og de andre potentielle ofre, at beslutte om det Rick har gjort er godt nok. Det er ofrene der bestemmer. Det er stadig dem der er de vigtige.

Noget af det smukkeste ved filmen er også, at både Rick og Cliff godt ved, de er kommet så langt som deres talent nu engang kunne bære, og så småt giver plads til andre. Det er igen her, den virker mindre Tarantinosk, end det plejer. Der er masser af Tarantino-træk, især i de utallige klip fra Rick Daltons karriere, både frit opfundne eller virkelige film og tv-afsnit, som Leonardo DiCaprio er blevet placeret ind i. Men kamerasproget er langt mere afslappet, langt mere klassisk, end hvad den æstetiske instruktør plejer at levere. Det ligner noget, som så mange andre kunne lave, det ligner den virkelige verden. Og det er her, det bliver så smukt, så nærmest selvudslettende smukt.

Det føles også lidt som om Tarantino er ved at være færdig. Han brugte lang tid og mange film på at eksperimentere, stykke ting sammen, finde egne metoder til at diskutere vigtige emner. Nu kan han slappe lidt af, nu er det ikke ham selv og hans metoder som er vigtige. Nu handler det om at skildre andre, at lade metoderne være til for andre. Once Upon a Time in Hollywood er en vidunderlig hangout-film, der har en voldsomt respekt for næsten alle – ikke så meget Manson-folkene, men derudover. Tarantino siger jo, at han kun vil lave ti film, og at det her er den næstsidste. Det føles også som om han har indset, at andre er mindst lige så vigtige som ham selv. Det er måske det aller mest unikke ved ham blandt de store filminstruktører.