Inglourious Basterds

Palmesøndag del 180
(Quentin Tarantino, USA
Cannes 2009, Bedste Skuespiller (Christoph Waltz))

Der er et citat i romanen Mason & Dixon af Thomas Pynchon, som jeg holder meget af. Det omhandler en virkelig historisk begivenhed der fandt sted i en fængselscelle i Indien, hvor 146 europæere blev indsat natten over, hvorefter de naturligvis i løbet af natten svedte ihjel, dehydrerede, traumatiserede. Cellen kaldes derefter i Vesten for ‘det sorte hul i Calcutta’, og Pynchon skriver således om det:

Langs Compagniets Nervebaner findes vedvarende en frygtelig og simpel Bevidsthed om denne Nat i det “sorte Hul”, som var den et historisk Nulpunct, en Maalestok, som fik alle de sidenhen indtrufne forunderlige Begivenheder, […] til at skrumpe ind til flygtige Opiumsdrømme, og ligesaa ubetydelige…

Hvad Pynchon spiller på er fysikkens idé om et ‘sort hul’. Et sådant fænomen – en stjerne der er kollapset, og hvor tyngdekraften er så stærk at selv ikke lyset kan slippe bort, hvorfor det bliver uendeligt mørkt – kan man sige ‘krænger’ rum og tid sammen om det, forvrænger selve universets grundbestanddele rundt om det. På samme måde, siger Pynchon, er det med traumatiske begivenheder. De krænger historien sammen om det, så tid og rum foldes sammen, og det meste andet synes ubetydeligt.

Det samme gik op for Quentin Tarantino. I de fire film han har lavet siden Death Proof er han dykket ned i historiske traumer – holocaust i Inglourious Basterds, slaveriet i Django Unchained, den amerikanske borgerkrig i The Hateful Eight og Manson-mordene i Once Upon a Time in Hollywood – og hvad han finder her er dels vægtige emner han kan behandle, men han finder også noget andet. Han finder Historie med så tung betydning, at dets blotte eksistens krænger hans film sammen rundt om det. Holocaust nævnes aldrig i Inglourious Basterds, jeg er da i tvivl om hvor mange af filmens personer der overhovedet er klar over at det foregår. Men fordi vi er klar over det, så bliver vores opfattelse af filmen anderledes. Vi jubler når forbrydelsen hævnes, også selvom vi ved det ikke er virkeligt.

Fordi Inglourious Basterds nu kan ses som et kæmpe skift hos Tarantino er det en langt nemmere film at skrive om. Der falder virkelig nogle ting på plads her. Det er nemt at se hvor Tarantino er unik kunstner, og hvor han er fremragende håndværker.

Manuskriptet til den her film er jo helt absurd fremragende. Tarantino er vitterlig fantastisk når det kommer til at stykke ting sammen. Der er fem dele, og hver del er helt forskellig. Første del er blot en enkelt scene i 1941 mellem Hans Landa og en fransk bonde, der har jøder gemt under gulvbrædderne. Del to er nærmere en lille fragmentarisk kortfilm, små scener, historier genfortalt, flashbacks i flashbacks, der introducerer de titulære bastarder. Og del fire, vidunderlige del fire, hvor pludselig filmen tilhører Archie Hickox og Michael Fassbender, med den ulideligt suspensefyldte sekvens i ølkælderen. Det er reelt en film i sig selv, muret inde i den større film. Indtil del fem binder det hele sammen. Det er vitterlig stor klippe-klistre-kunst.

Selve klipningen er også fuldstændig sublim. Det var desværre sidste samarbejde mellem Tarantino og hans faste klipper Sally Menke, eftersom hun døde i 2010. Hun fik aldrig nogen større pris, hvilket er en mindre tragedie. Der er så absurd mange fantastiske klip i den her film, fra Aldo Raine til en råbende Hitler, klip hvor også musikken forsvinder, de mange små klip af arbejde. Der findes kort fortalt to former for filmkunst, det der handler om det enkelte klip, og det der handler om selve klipningen. Det der handler om essens, og det der handler om sammenhænge. Tarantinos kunst handler om sammenhænge.

Det er noget som burde være blevet klart med Inglourious Basterds, men som det stadig ikke virker som om folk anerkender: At Tarantino pludselig blev en instruktør, der havde holdninger til ting, specifikt til sammenhænge mellem ting. Der ikke bare lavede genre-stykker, men rent faktisk havde holdninger til verdenshistorien. Dvs, ‘holdninger’ er nok det forkerte ord. Tarantino laver kunstneriske bearbejdelser, i stedet for at sige ‘nazisme er skidt’ eller at forsøge at sige ‘Hans Landa er en skurk og Aldo Raine er en helt’. Det er to helt forskellige mennesker, den ene en selverklæret modernistisk detektiv, den anden en præ-moderne apache. Det er i virkeligheden hvad som definerer dem, langt mere end at den ene er tysker og den anden amerikaner. I hvert fald for Hans Landa. Aldo Raine er noget mere simpel på det område.

Men Inglourious Basterds er naturligvis først og fremmest kendt for den forrykte slutning, hvor planen om at myrde Hitler rent faktisk lykkes. Måske det i dag er svært at huske hvor bizart et valg det egentlig er. Vi ved alle sammen at 2. Verdenskrig ikke sluttede med et guerilla-angreb i en biograf i Paris, så vi sidder og venter på at det skal blive forpurret. Men det sker ikke. Sikkerhedschefen beslutter sig for at forråde nazisterne, og alle går til i et inferno af flammer. Men det som Tarantino opdager her, det er også, at netop fordi vi alle kender den virkelige historie, så bliver det så meget nemmere at se forskellene. Folk i Pulp Fiction forsøgte at finde moralske regler i et voldeligt kaos, men Anden Verdenskrig er netop ikke – set på afstand – kaos, det er ikke ‘Pulp’. Det er et sort hul. Det er en historie som er så traumatisk, at den i al væsentlighed er faldet på plads, så at sige, har fundet sin form. Og det kan Tarantino så udnytte.

Så hvad er det der sker? Hvorfor går krigen bedre her end den gjorde i virkeligheden? Der er nogle ret provokerende svarmuligheder. For det første, fordi jøderne var villige til at blive selvmordsterrorister. For det andet fordi en tysk officer viser sig at være 100% kynisk og ikke-ideologisk. Alt imens Brad Pitts bastarder er fanatiske nok til at lyve og bryde alle regler, samt at ofre deres egne liv, og fortsætte med planen selv når det ser mest håbløst ud. At Aldo Raine insisterer på at han er moralsk retfærdig, alt imens Hans Landa kun tænker på sig selv, gør at Raine ender med at vinde, mens Landa ender med at få skåret et hagekors i panden.

Jeg har ikke plads til at komme med svar her. Det er heller ikke pointen. Min pointe er, at det lykkedes Tarantino at finde en form, hvor han kan stille virkelige komplekse spørgsmål, dykke ned i nogle virkelig komplekse emner, uden på nogen som helst måde at give slip på de postmoderne og genre-pastichede elementer. Klippe-klistre eksperimenterne fra Pulp Fiction blev kombineret med hævn-motivet fra Death Proof, og kombinationen er helt unik for Tarantino. Det kan da heller ikke komme bag på nogen, at Tarantino har udforsket det emnefelt i de sidste ti år. Det skal være ham vel undt, for det er et gigantisk rum af muligheder, han fik lukket op for med det værk. Jeg tror dog aldrig det har været helt lige så godt som det var første gang. Jeg er meget enig da Aldo Raine til sidst siger ‘I think this is my masterpiece’. Det er min favorit fra Cannes årgang 2009, og en af mine yndlingsfilm helt generelt. Den bliver stadigvæk bedre for hver gang jeg ser den.