Palmesøndag del 325
(박쥐; Bakjwi, Park Chan-wook, Sydkorea
Cannes 2009, Jury Pris)
Da jeg begyndte at gå på CPH:PIX var der et helt særligt program med genre-film, og det var altid proppet med film fra Østasien. Folk som Kim Ki-duk og Takashi Miike sprøjtede voldsomme film ud på samlebånd, og der blev ved med at dukke nye spændene navne op som Bong Joon-ho med The Host (2006) og Na Hong-jin med The Chaser (2008), foruden et væld af film, der måske ikke var noget auteristisk særligt, men som var pålidelige genrestykker. Det var da sjovt nok, men det begyndte godt nok også at være meget af det samme.
En film som Park Chan-wooks Thirst fra 2009 er en af den slags film jeg ikke rigtig kan overskue længere. Det er helt bestemt en nytænkning af vampyr-genren, den er både voldsomt blodig, opfindsom i den måde den bruger blod og vold på, og villig til at køre plottet af alle mulige mærkelige veje, hvor vestlige vampyr-film ikke kunne finde på at køre hen. Men samtidig har jeg meget svært ved at se nødvendigheden her. Det er en flot film, en effektiv film, men ikke en der sætter sig fast.
Park Chan-wook fulgte op på Hævn-trilogien med den meget anderledes I’m a Cyborg… And That’s OK (2006). En art romantisk komedie der foregår på et psykiatrisk hospital, hvor den kvindelige hovedperson fantaserer om at være en cyborg – så der er stadigvæk noget der minder om genre-scener. Den vandt Albert Bauer-prisen i Berlin for filmisk nytænkning, på hvad der ikke kan have været en særlig god årgang. Det er ikke nogen stor film, og den solgte heller ikke så mange billetter som Park efterhånden normalt gjorde. Thirst er i det mindste en langt større film, med sine to timer og et kvarter (i Director’s Cut versionen) næsten en halv time længere end I’m a Cyborg… og den bruger tiden på at fortælle en gennemarbejdet og omskiftelig fortælling, som Park åbenbart havde skrevet på helt siden JSA fra 2000.
Plottet skifter hele tiden, på en måde der minder mere om gamle gotiske romaner end moderne genrefilm. Song Kang-ho spiller den katolske præst Sang-hyun, der melder sig frivilligt til et eksperiment for at se om den mystiske og uhelbredelige Emmanuel Virus kan afhjælpes via bønner. Det kan den ikke, Sang-hyun bliver smittet og sågar erklæret død. Men så lever han pludselig op igen. Han hyldes som mirakel i sig selv og mulig mirakelmager, men sandheden er måske, at han har fået vampyrblod i årene efter en blodtransfusion, og snart må han drikke blod hvis ikke virussen skal bryde ud igen. Sang-hyun forsøger at leve roligt som vampyr – han drikker blod fra en mand i koma, som tidligere havde sagt han ville ønske han kunne hjælpe folk i stedet for at være syg – men da han via sin barndomsven Kang-woo møder dennes unge kone Tae-ju (Kim Ok-bin) begynder vampyrismen at tage over. De to indleder en affære, og pludselig bliver filmen et morderisk trekants-drama inspireret af Zolas roman Thérèse Raquin, indtil den vender tilbage til at være en nu langt mere blodig vampyrgyser.
Det minder som nævnt om gotiske romaner. Romanen Frankenstein er også først en brevroman om en arktisk opdagelsesrejse, indtil fortælleren støder på doktor og monster, og får oprullet en fortælling, der også er langt mere omskiftelig end de fleste filmatiseringer. Bram Stokers Dracula består også af breve og dagbogsoptegnelser, og skifter hovedperson og stemning undervejs. Park Chan-wook genfinder noget af den stemning med Thirst. Det første stræk om Sang-hyuns religiøse tvivl og den mystiske virus er ret fascinerende, og der er noget nærmest Poe’sk over fortællingen om mordet på Kang-woo og skyldsfølelsen bagefter. Genre-film er i Hollywood blevet til b-film, som regel skåret over en effektiv skabelon, og Park Chan-wook får vist hvor meget mere man kan få ud af genren, hvis ikke man bare er inspireret af det seneste genre-hit, men i stedet dykker ned i genrens historie. Tilføjet Parks på det her tidspunkt uomtvistelige talent for at skabe fremragende og uforglemmelige billeder – Sang-hyun der ligger på et hospitalsgulv og drikker blod fra en patient, Tae-jus jublende ansigt mens hendes vampyr-elsker bærer rundt på hende i natten, det aflukkede og klaustrofobiske hus som de to lys-hadende vampyrer indretter sig i – er Thirst helt klart en god genrefilm.
Men. Dem var der som nævnt rigtig mange af på det her tidspunkt, og jeg kan ikke rigtigt se hvad det skal gøre godt for. Ja, Thirst beviser man kan gøre umanerlig meget med genren, men det den gør får den ikke rigtig fulgt op på. Fortællingen om den mystiske virus efterlades fuldstændig, og Sang-hyuns religiøsitet dukker op og forsvinder som det er nødvendigt for plottet. I en meget uigennemtænkt detalje sætter han sig for at støde sine egne disciple fra ham ved at lade som om han er ved at voldtage en ung kvinde, og det er skildret som om det er noget han bare lader som om af gode årsager, og han hiver aldrig tøjet af den unge kvinde, men det er sgu da også traumatisk – og i øvrigt et seksuelt overgreb – hvis en mand man ser op til smider bukserne og med tvang lægger sig oven på en, desuagtet at han ikke kommer videre før han bliver stoppet. Den slags småting stritter i utallige retninger, så filmen formår ikke at skabe noget større samlet hele ud af tematiske lag og detaljer. Thirst er en film der viser hvor meget potentiale der er i de gamle genrer, men den formår ikke at udfolde ret meget af det potentiale.
Det blev meget bedre sidenhen. Bong Joon-hos genrefilm fungerer på alle planer. I vesten vendte genren tilbage som a-film, hvor Jordan Peeles Get Out (2017) blev Oscar-nomineret – og er kommet på Sight & Sounds top 100!! – og et væld af gyser/thriller/horror-film blev lavet, der også fungerer som allegorier om misogyni, racisme, etc. Genrefilmenen har det på mange måder bedre end den nogensinde har haft det, selvom vi så ser meget mindre til hvad der sker i Østasien – eller måske forsvandt de bare fra den danske bevidsthed da CPH:PIX blev nedbarberet. Park Chan-wook blev også i mine øjne langt bedre senerehen. Thirst vandt også en stor pris i Cannes 2009, Juryens pris, delt med Andrea Arnold for Fish Tank, men i dag ser jeg den først og fremmest som en overgangsfilm fra tiden hvor Park Chan-wook skulle videre fra at lave hævndramaer, men ikke helt havde fundet den nødvendige vej at gå. Thirst er en vellavet film. Men den føles ikke nødvendig.