Palmesøndag del 377
(Mario Martone, Italien
Cannes 2022)
Italienske Mario Martone er en Venedig-instruktør mere end han er en Cannes-ditto. Han fik sit gennembrud i Venedig i 1992, da hans debut Death of a Neapolitan Mathematician vandt Juryens Store Pris. Efter først at have haft et par film på den franske festival uden noget større gennembrud, inkl Nasty Love i hovedkonkurrence, og en længerevarende filmpause, vendte han i 2010 tilbage til Venedig med Noi Credevamo, en tre en halv time lang storfilm om Risorgimento, samlingen af Italien, der blev hans andet store gennembrud.
Mario Martone er ikke bare italiener, han er syditaliener, fra Napoli, og når hans film er bedst har de et helt særligt fokus. Noi Credevamo skildrer ikke bare Risorgimento, men skildrer det fra et helt særligt synspunkt. Tre unge syditalienere tilslutter sig gruppen La Giovine Italia (Det Unge Italien) og kæmper for frihed, lighed og republikansk broderskab i hele Italien. De næste årtier står mest af alt på fiasko og fængsling, inden Italien bliver samlet, ikke som republik under ledelse af syditalienere, men som kongerige med folk fra det norditalienske fyrstedømme Piemonte. Da en af de nu knap så unge mænd i filmens sidste del vender tilbage til Syditalien, så er stort set intet forandret, befolkningen bliver nu bare undertrykt af norditalienere frem for franskmænd. Det er et helt særligt sydligt blik på italiensk historie, der vandt syv David di Donatello-priser, inklusive Bedste Film. Herefter fortsatte Martone i samme spor, med god opbakning fra Venedig-festivalen.
Leopardi (2014) var en biopic om digteren Giacomo Leopardi, der døde i Napoli i 1837. Capri-Revolution (2018) handlede om en kunsterkoloni på Capri i Napolibugten under Første Verdenskrig. The Mayor of Rione Sanità (2019) var en modernisering af et berømt teaterstykke fra 1960 – hovedrollen er på engelsk bl.a. blevet spillet af Anthony Quinn og Ian McKellen – om en napolitansk Godfather-agtig autoritet i moralske problemer. Og The King of Laughter (2021) var endnu en biopic om den napolitanske skuespiller Eduardo Scarpetta, der i starten af 1900-tallet havde en tvist med den berømte og berygtede forfatter Gabriele D’Annunzio.
I den her periode skabte han nærmest en kontra-fortælling om Italiens historie, med udgangspunkt i det ellers så ofte oversete syd. En fortælling om Napoli og Syden som centralt for Italiens samling, samt som drivkraft for en modkultur baseret på komedie, kunstnerisk frihed, moralsk kompleksitet og, jep, kriminelle undergrupper.
Men i 2022 skiftede han så igen over og sendte en film til Cannes med Nostalgia. Det er da også en af hans mindst ‘italienske’ film i noget tid, det er som Nasty Love en filmatisering af en nyere roman, og der er relevante idéer for et internationalt publikum. Men det er nu igen portrættet af Napoli, der er filmens helt store styrke.
Filmens helt store styrke er portrættet af Rione Sanità, særligt i filmens start, hvor Felice mest af alt bare går lidt forvirret rundt. Her er kvarteret, der er kendt som et af Napolis fattigste og mest Camorra-befængte, skildret som en labyrint, hvor Felice også altid går lidt skævt i forhold til billed-kompositionerne. Paolo Carnera har filmet med digitale kameraer, og billederne er underligt flade. Fyldt med gyder og skygger og baggrunde, men alligevel som tømt for rum. Når så endelig forholdet mellem Felice og moderen falder på plads, i en vidunderlig øm scene hvor den gamle kvinde bades, er det som om et helt nyt rum lukkes op, som om det lykkes for Felice at skabe plads hvor der ingen plads var førhen. Det er strålende lavet.
Og hvis da så bare filmen var blevet i det spor. Men nej, der skal selvfølgelig være noget nærmest thriller-agtig mystik om hvad der dog skete dengang mellem Felice og Oreste, samt en konstant trussel om voldelig død hængende over hovedet på den flinke hovedperson. Og så bliver filmen i anden halvdel plot med plot på, samtidig med at cinematografien bliver mere og mere normal, af den helt logiske grund, at Felice begynder at passe bedre og bedre ind i sine omgivelser. Fader Luigi, der sætter sit liv op mod kriminaliteten, og tager utraditionelle metoder i brug for at redde bare enkelte af områdets unge, er også lidt en kliché-karakter, godt gestaltet af Di Leva, men alligevel noget vi har set før. Og når så filmen pludselig er slut føler jeg lidt ‘var det virkelig det?’
På én gang er Nostalgia en af Martones bedste film, og samtidig en skuffelse efter de seneste års film. I første halvdel rammer hans æstetik et nyt niveau, og han får bare ved hjælp af kameraet skabt et lige så stærkt udsagn om Rione Sanitàs særlige rolle i Italien som i alle The Mayor of Rione Sanitàs mange monologer. Men anden halvdel siger ikke ret meget, det er mestendels set før, såmænd også i Nasty Love. I stedet for det store Cannes-gennembrud bliver det en rigtig fin arthouse-film, som der jo altid laves rigtig mange af i Italien, men ikke rigtig mere end det.
I 2022 blev sidekonkurrencen Quinzaine des Réalisateurs åbnet af Pietro Marcellos Scarlet, opfølgeren til hans mesterlige gennembrud Martin Eden (2019). Jeg har så ikke fået set Marcellos film endnu, måske bl.a. fordi den fik langt mindre opmærksomhed i Cannes end hans meget ældre landsmands film i Hovedkonkurrence, og den fik da også blandede anmeldelser. Men ud fra traileren, så viderefører den Marcellos arbejde med at lave en helt ny og særlig æstetik, at skabe noget nyskabende, overrumplende, eksperimenterende. Og det er altså helt ærlig ikke normal festival-stil, at en instruktør som Marcello bliver smidt ud på sidelinjen, mens en instruktør som Martone lukkes ind i varmen igen 27 år efter han var med første gang. 27 år! Det svarer til en instruktør, der deltog på første Cannes i 1946, pludselig kom tilbage igen i 1973, desuagtet at ingen internationalt havde savnet ham.
Det er dybt bizar programlægning fra Cannes side. Nostalgia er ikke Martone der rammer et helt nyt niveau, og der laves tonsvis af lige så gode film fra hele verden a la Nostalgia hvert år. Det er en af den slags film, der får det her blog-projekt til at virke helt forfejlet, for den fortjener simpelthen ikke den opmærksomhed, som den har fået qua at være i Hovedkonkurrence i Cannes. Det er en fin film. Men vi burde fokusere på noget andet, noget friskere, noget sværere og sjovere, noget bedre, ganske enkelt. Jeg burde skrive om noget andet.