Palmesøndag del 218
(Айка, Sergey Dvortsevoy, Kazakhstan
Cannes 2018, Bedste Skuespillerinde (Samal Yeslyamova))
Cannes startede som en fest for film fra hele verden. Hvert land kunne sende det bedste de havde, nogle programlæggere valgte noget ekstra, og så blev der holdt fest og set film. Men der var nogle rimelige åbenlyse problemer i forhold til at dække hele verden. Nogle lande kunne ikke se pointen med at sende film, det kostede også for meget at holde alle de fester, så festivalen kom aldrig til at dække små nationer som f.eks Danmark. Og andre nationer blev ved med at sende film som ingen gad at se, så festival-historien f.eks er fyldt med sovjetiske propaganda-film. I 1970 besluttede grundlægger Robert Favre LeBret at han ikke gad ‘slavisk spektakel og japanske samurai-film’. Nogle år senere droppede man idéen med film fra hvert land, og udtog kun det bedste af det bedste. Det kunne ellers have været interessant at se hvad et land som Kazakhstan sendte, hvis de måtte være med hvert år efter de blev selvstændige i 1991.
Men det er ikke sikkert de havde sendt noget overraskende. Ayka er f.eks den første film af en kazakhstansk instruktør nogensinde, i hvert fald efter at Kazakhstan blev selvstændigt. Og alligevel ligner det virkelig meget noget vi har set før. Det har sin værdi – hey, problemer er de samme verden over, vi er alle mennesker! – men er også en lille smule kedeligt.
Ayka er en ung kvinde fra Kirgisistan der er rejst til Moskva for at arbejde. Men hendes arbejdstilladelse er udløbet, og forholdende er mildest talt ikke gode for ulovlige immigrant-arbejdere fra Centralasien. Derudover har hun netop født et barn, som hun dog stikker af fra i filmens første scene. Resten af filmen er ret enkel, Ayka render rundt og forsøger at finde et job, undvige politiet, undvige de folk hun skylder penge, og på en eller anden måde opnå lidt mere fast grund under fødderne.
Sergey Dvortsevoy begyndte som dokumentarist, inden hans fiktions-debut Tulpan fra 2008 vandt Un Certain Regard prisen. Tulpan var en steppe-film som man efterhånden sådan nogenlunde også kender dem f.eks fra kinesiske Wang Quan’an. Historien var simpel, Asa ville gerne giftes med Tulpan, men måtte først vise hendes familie at han var værdig, og meget af fascinationen for mig kom fra den nærmest etnografiske skildring af livet i det uendelige steppehav. Sådan lidt samme fascination som jeg finder i hans dokumentariske værker. Her er det selvfølgelig noget af et stilskift, at vi pludselig er i Moskva midt i storbyens mylder. Men det giver selvfølgelig meget god mening, for immigrant-oplevelsen deles af rigtig mange fra Central-asien, og for at være helt ærlig, så er skildringen af Moskva som nærmest naturlandskab – kløfter af beton evigt dækket af sne – noget af det bedste ved filmen. Men andre dele af filmen var for genkendelige til at jeg rigtig blev revet med.
Grundlæggende minder Ayka mig rigtig meget om Dardenne-brødrenes pile-film som f.eks Rosetta. Film hvor folk er tvunget til at pile rundt hele tiden, og har kameraet lige i hælene. Filmstilen skildrer på eksemplarisk vis prækariteten, uvisheden, når man ikke har fast tilknytning til arbejdsmarkedet, som Rosetta ikke havde grundet sin unge alder, og Ayka ikke har på grund af immigrationsregler. Ligheden er vitterlig slående, helt ned til at både Rosetta og Ayka har smerter i underlivet og går til ro med varmedunke trykket mod maven, og så samtidig er der det her plot med det forladte barn, som også minder om Dardenne-brødrenes film Barnet. Det har jeg det ret problematisk med. Der er ingen tvivl om, at filmsproget dels er glimrende lavet, dels er velegnet til at beskrive forholdene for folk som Ayka i Moskva. Men det bliver meget let at se hvad det er der bliver sagt. Det er svært at være illegal immigrant i Moskva, man har ikke fast grund under fødderne. Det tror jeg næsten de fleste af os kunne regne ud på forhånd.
Der er ikke meget som får Ayka til at skille sig ud fra mængden af post-Dardenne-pilefilm. Samal Yeslyamova er bestemt fremragende i hovedrollen, og det er ganske fortjent at hun vandt Cannes-prisen som Bedste Skuespillerinde, omend Zhao Tao også forhåbentlig snart kan vinde for sine konstant fremragende præstationer i Jia Zhangkes film. Men det hele er bare så simpelt og nedtonet. Der lurer virkelig meget vold og racisme i periferien af filmen, men det bliver aldrig rigtig konkretiseret. De moralske valg Ayka træffer er ikke helt så komplekse som i en Dardenne-film, og der er heller ikke så meget andet som f.eks venskaber eller potentielle partnere der tager opmærksomhed fra præmissen med at skildre prekær eksistens i Moskva. Der er en billed-pointe som er virkelig fin: I filmens korte åbningsklip ser vi en masse små babyer liggende for sig selv på en fødegang, hvilket spejler sig henimod slutningen, hvor Ayka har fået arbejde hos en dyrlæge, og ser et kuld hvalpe die hos deres mor. Det ser virkelig ud som om Moskva tager sig bedre af sine dyr end mennesker. Hvilket er et glimrende filmisk udsagn, omend også lidt simpelt og banalt. Jeg kan altså vitterlig ikke finde ret meget mere at komme efter.
Jeg kan ikke engang finde noget som er galt. Dvortsevoy vandt UCR-prisen for hans seneste film, så det er meget logisk hans næste var i hovedkonkurrence, og den vandt jo også en ret fortjent pris. Der var bedre film i periferien af Cannes 2018 – film som Gallego og Guerras Trækfugle eller Mamoru Hosadas Mirai eller for den sags skyld Lars von Triers The House That Jack Build – men jeg kan ikke hidse mig op over at der i stedet var plads til den her. Det minder bare mere om Cannes som det var engang, hvor det i høj grad også var en festival om verden, med film der mere var etnografisk og dokumentarisk interessante end decideret æstetiske. Det giver lidt at skrive om. Men det tror ikke rigtig at det rykker ved noget som helst.