Det Er Bare Verdens Undergang

Palmesøndag del 220
(Juste la fin du monde, Xavier Dolan, Canada
Cannes 2016, Jury Grand Prix & Økumenisk Pris)

Det knækkede lidt for Xavier Dolan med Det er bare verdens undergang. Det gik ellers støt og roligt fremad: Hans første film var i Cannes i Quinzaine, hans to næste var forfremmet til Un Certain Regard, efter en enkelt film i Venedig vendte han tilbage og vandt Jury Prisen første gang han var i hovedkonkurrence med Mommy, og to år efter tog han endnu et skridt fremad: Han vandt Jury Grand Prix for den her. Det kunne da vel nærmest ikke være anderledes, end at han ville vinde Guldpalmen næste gang. Og han var stadigvæk ikke fyldt tredive år.

Men Det er bare verdens undergang fik ‘polariserede’ anmeldelser, som man lidt eufemistisk kan kalde det. Der var folk som hadede filmen, og de gav den ikke for lidt med buh-råb, også da Dolan skulle på scenen og modtage sin pris. Og det blev lidt fortællingen om den. At den, og han, var overvurderet. Og på den ene side, så er jeg ganske enig i det, det er en af de mindre vellykkede film fra det år, i min bog. Men i det mindste forsøger Dolan da noget, har lavet en film der har en ret anderledes stil. Det lykkes bare ikke at få det til at hænge sammen.

Det er lidt synd for Dolan, er han er blevet så polariserende, at man ikke bare stille og roligt kan diskutere hvad det er han forsøger at sige, hvordan han siger det, og om det lykkes. Det er måske nok lidt hans egen skyld. Men alligevel. Måske folk skulle have det ud af systemet. For herefter virker det som om Dolan er blevet set lidt mere som en ‘normal’ instruktør.

Det er bare verdens ende var også Dolans første ‘internationale’ film, med et fransk cast, og baseret på et fransk skuespil af Jean-Luc Lagarce, skrevet i 1990, da den unge forfatter selv måtte erkende, at han var dødssyg med AIDS. Der er lidt af det samme i filmen, omend detaljerne er slørede. Gaspard Ulliel spiller Louie, en ung dramatiker, der har fået en dødelig sygdom og derfor tager hjem – det forklares ikke præcist hvor – for at fortælle det til sin familie, som han ikke har set i 12 år. Men der er rigtig meget dysfunktionalitet i den familie, så Louis har en del dramatiske scener med sin mor (Nathalie Baye), lillesøster som han næsten ikke har kendt (Léa Seydoux), svigerinde som han aldrig har mødt (Marion Cotillard), og især med sin bror (Vincent Cassel) der har et hidsigt temperament, og hvor det virker som om der stikker noget yderligere bag. Alle snakker usikkert og haltende, og så råber og skriger de. Det hele er meget melodramatisk.

Dolan citerede Anatole France, da han vandt prisen mens kritikerne buede: “Je préfère la folie des passions à la sagesse de l’indifférence.” Noget i retning af ‘Jeg foretrækker passionens galskab frem for indifferencens visdom’. Og Dolan er på nogle måder virkelig god til følelser, f.eks når det kommer til musik. Det taler selvfølgelig til mig ret meget, fordi han er nogenlunde på min alder, og derfor langt hen ad vejen deler musikreferencer. Men det er ikke bare det. Dolan forstår hvordan vi lagrer følelser i musik, så han kan både lave en scene hvor Grimes bliver brugt formfuldendt og fornuftigt, men når så senere kitsch-klassikeren Dragostea Din Tei kommer i radioen, så trigger de erindringer, anekdoter, mindestrømme fra flere karakterer. Det er en skodsang, men ofte så er det lige præcis skodsange som kommer til at betyde noget for os, fordi vi brugte dem til noget. Jeg kan heller ikke høre ‘Cotton Eye Joe’ uden at tænke på at gå til gymnastik som syv-årig, og derfor blive nærmest overvældet af nostalgi. Dolan vil følelserne, og arbejder rigtig meget med måder at få dem frem. Det er klart hans store styrke som kunstner.

Det gør bare hans filmografi noget klumpet, for det er ikke altid at det lykkes, og når det ikke er medrivende, så er der vitterlig bare en hel masse mennesker der råber og skriger og føler en hel masse, og det virker lidt som om de har en fest man ikke er inviteret med til. Det er prisværdigt at ville noget almenmenneskeligt, i modsætning til f.eks en som Christopher Nolan, der alt andet lige lader til først og fremmest at ville undersøge hvordan han kan klippe og lege med tid på nye måder. Men det betyder jo så også, at der altid vil være ekstremt effektiv klipning i en Nolan-film, så der er grænser for hvor galt det kan gå. Det er der ikke hos Nolan. Jeg hader ikke Det er bare verdens undergang. Men den fungerer ikke rigtig for mig.

Nolan har ellers virkelig opdyrket en anderledes og egentlig ganske nyskabende stil. Der er ekstremt mange closeups i filmen, det er umiddelbart iøjefaldende. Men det er også helt særligt, at der er meget få establishing shots med, billeder hvor vi kan se alting på afstand, og dermed få et overblik over hvem der står hvor og hvordan hele rummet er indrettet. Det gør at vi aldrig rigtig er sikre på hvor vi har folk, helt konkret, det er simpelthen svært at regne ud hvor de er henne i forhold til hinanden. Og det afspejler selvfølgelig filmens indhold, et portræt af en familie, hvor ingen rigtig heller ved hvor de har hinanden. Det er sådan set godt tænkt, form og indhold passer fornemt sammen. Jeg spekulerer lidt på om måske danske Jeanette Nordahl har set Det er bare verdens undergang, for hendes Kød og blod har noget af det samme. Forskellen er bare, at Nordahl får det til at fungere.

Problemet er, tror jeg, at når man således laver en film der skal stykkes sammen af en hel masse closeups, så stykker man virkelig en helhed sammen ud fra en masse små brikker, og det er simpelthen hamrende svært og udfordrende for klipningen. Og klipningen er god, men jeg tror ganske enkelt ikke den er god nok. Det matcher ikke rigtigt, vi ser en skygge af en person i et billede, og så et closeup af hans ansigt i et andet, og hovedet er bare ikke helt der hvor det burde være. Det skubber mig væk, jeg får yderligere svært ved at afkode hvordan karaktererne har det, og da det virkede som en kunstnerisk strategi var jeg med, men når jeg bare ikke kan få det til at hænge sammen, så føler jeg mig en anelse snydt. Og så følger jeg ikke med karakterne helt som jeg burde, og så er det svært når de for alvor går amok. Så bliver de ikke fascinerende melodramatiske, så er det bare folk der skriger mig i ansigtet.

Men man kan jo også lære af sine fejl. Næste gang er man måske endnu mere obs på klipning. Jeg tror måske allerede der er folk der har lært af Dolan, så vi snakker nyskabende filmsprog, der oven i købet inspirerer andre. Det er da glimrende. Det er bare ikke helt sådan det blev præsenteret, det bliver hypet som noget mere. Og så bliver folk jo sure. I det mindste er de ikke indifferente.