Palmesøndag del 203
(Kleber Mendonça Filho & Juliano Dornelles, Brasilien
Cannes 2019, Jury Pris)
Alt er blevet større hos Kleber Mendonça Filho. Det ser man fra start i Bacurau, hvor vi begynder hos det største af alt: Stjernehimlen. Derefter drejer kameraet langsomt ned mod jordkloden, vi ser Brasilien, vi ser en satellit. Herefter kommer vi ned på jorden, hvor vi følger en tankvogn kørende gennem et storslået landskab. Jep, Mendonça Filhos fokus på brasilianske boligforhold er kommet til at handle om en hel landsby, og i et af de største landskaber jeg kender, den brasilianske sertão. Og hvor konflikten i Aquarius mellem beboer og kapitalistisk virksomhed var relativt lavmælt, mest noget med forbudte fester og termit-bo, så er kampen i Bacurau international og blodig alvor. Armbevægelserne er på alle måder blevet større. Så store at der har været behov for hele to instruktører, Juliano Dornelles er kommet med, efter tidligere at have arbejdet som art-designer på Mendonça Filhos tidligere film. Jeg tror dog stadig de fleste opfatter værket som en Mendonça Filho kreation. Det er ligesom det letteste.
Bacurau foregår som sagt i det storslåede sertão-landskab, dog i samme delstat, Pernambuco, hvor også byen Recife ligger, hvor Mendonça Filhos to første film udspillede sig. Så der er lidt af det samme. Den lille landsby lader til at være beboet af en god portion outcasts, prostituerede, queer, nogle voldelige bandit-typer lader der også til at være plads til. Men for tiden er der problemer med de lokale myndigheder, der er en konflikt om vandtilførsel, og borgmesteren Tony Jr har helt tydeligt et eller andet for. Det første lange stræk af filmen er bare en skildring af tiltagene mystik, men så kommer kortene til sidst på bordet. En gruppe internationale lejesoldater – anført af Udo Kier! – lurer i periferien, og snart bliver filmen nærmest Tarantino’sk voldelig.
Jeg synes lidt at Kleber Mendonça Filho har noget af det samme som Spike Lee også har. Deres film er næsten altid sådan cirka 135 minutter, lidt uanset hvad plottet handler om, og hvis der måske ikke helt er plot nok til så lang tid, så er der en mængde episodiske indslag. I Bacurau starter vi med en begravelse i landsbyen, en af byens ældste kvinder er død, hvilket bliver til samme slags familie-fejring der indledte Aquarius og afsluttede Neighboring Sounds. Der er en lang passage der handler om de to eneste brasilianske lejesoldater, der godt nok er fjender af lokalbefolkningen – de er fra det sydlige Brasilien, hvilket godt nok er noget helt andet end bøhlandet i Nordøst, hvor filmen foregår – men som alligevel ikke opfattes som venner af de andre lejesoldater, især fordi de ikke er ‘hvide’. Den episodiske tilgang giver plads til at skildre rigtig mange af byens indbyggere, omend der omvendt også er så mange karakterer i filmen at jeg til sidst blev lidt overvældet. Det er næsten for meget, og mange af birollerne, som f.eks den lokale doktor, spillet af Sonia Braga, har ikke nok at lave. Lejesoldaterne bliver heller ikke rigtig andet end stereotyper, og er skildret for karikeret til at være morsomme. Tarantino havde fundet på nogle kælenavne til dem alle sammen, og havde givet dem hver én personlig egenskab, så vi havde kunnet skelne dem fra hinanden, men her bliver det lidt til en samlet masse.
Helt ærligt knækkede filmen lidt for mig da lejesoldaterne blev introduceret. Ikke fordi filmen så blev til en mere simpel film om kampen mellem det gode og det onde, men mere fordi instruktørerne ikke har helt det samme greb om de amerikanske karakterer som de har om de brasilianske. Dialogen er mere kliché-fyldt, leveres ikke med samme tone-afveksling (jeg forstår ikke portugisisk, men jeg kan høre at det synger, hvorimod de amerikanske replikker hakker lidt) og hvor jeg har på fornemmelsen at der er rigtig rigtig meget satire overalt i filmen, så er det ikke så skarpt med de her amerikanere. De bliver aldrig rigtig nogle farlige skurke, så filmen mangler lige det sidste format.
Alligevel kan jeg brandgodt lide den. Der er så mange sjove detaljer. Og så er det helt generelt en form for film som der burde laves noget mere af. Den eksperimenterende, visuelt storslåede, subversive og satiriske genre-film. Det er godt. Der var dog også nogle stykker af dem i Cannes 2019 (Once Upon a Time in Hollywood og Parasite er bedre end Bacurau, The Wild Goose Lake er dårligere, og jeg har ikke set Jim Jarmuschs The Dead Don’t Die men jeg tror den forsøger noget af det samme) så måske Bacurau druknede lidt i mængden. Den har dog også noget mere unikt brasiliansk, den minder mig virkelig meget om gamle tresserklassikere som Glauber Rochas Black God, White Devil og Antonio Dræberen, der også foregår i samme sertão-landskab. Det er et mytologisk landskab, et sted for oprørske legender, det der i Brasilien kaldes en ‘cangaceiro’ (Lima Barretos O Cangaceiro var i øvrigt den første brasilianske film, der vandt en pris i Cannes, helt tilbage i 1952, så genren har stolte Cannes-traditioner). Der er indsat mange små landskabsbilleder, og i det hele taget er det en stor landskabsfilm.
Det er også nærmest et mytisk epos. Næsten tidsløst. Vi får at vide at filmen foregår nogle år ude i fremtiden, og der er som nævnt både satellitter, og også en ufo-lignende drone, der hænger i luften gennem meget af filmen. Men samtidig, så foretrækker lejesoldaterne gamle våben som thompson-maskinpistoler (hvilket får dem til at ligne politiet fra gamle 30’er-gangsterfilm) mens indbyggerne i Bacurau henter våben på det gamle museum, så det er som om det er en kamp der foregår for mange mange år siden. Dvs på samme tidspunkt som cangaceiros rejste rundt og bekæmpede de riges lejesvende, kaldet ‘jagunços’. Det er nogle meget specifikke historiske troper som filmen trækker på, og det kommer ikke bag på mig, at den er blevet en kæmpe blockbuster i hjemlandet.
Det er historiske troper, men opdaterede. Og meget relevante. Det er ikke bare lokale fattige bønder, men også af identitets-grunde marginaliserede, der gør oprør mod de farlige rige hvide mennesker. Og det er en kamp der har fået ny relevans under Bolsonaro-styret, der ret meget er arvtager til både de korrupte magthavere som cangaceiros-banderne bekæmpede, såvel som til det militær-styre Glauber Rochas banditter symbolsk nedkæmpede. Det er virkelig noget af det mest fascinerende ved filmen for mig. Hvor ‘rigtig’ den virker. Ikke fordi der er nogen synderlig præcis politisk analyse at spore i den, men fordi den kender sin mytologi til fingerspidserne. Og så kombineres det med Mendonça Filhos sædvanlige sans for rum og sociale former, og så er resultatet 135 minutter der er ret godt eminent sammen. Det understreger Mendonça Filho og hans samarbejdspartnere som nogle af Latinamerikas vigtigste nyere stemmer.