Palmesøndag del 370
(Kuolleet lehdet, Aki Kaurismäki, Finland
Cannes 2023, Jury Pris)
Aki Kaurismäki har jubilæum i år. Han debuterede med Forbrydelse og straf i 1983, så i 2023 er det præcis fyrre siden. At han har instrueret 18 film på 40 år er såmænd ganske imponerende. Men lettere vanvittigt, så lavede han de første 14 af dem i den første halvdel af sin karriere, frem til 2003. Kun fire film har vi fået siden da. Og det er da også seks år siden vi fik Lys i mørket. Det er hver gang dejligt når der kommer en ny Kaurismäki-film, men derfor kan man godt alligevel spørge, om de seneste film reelt tilføjer filmografien noget nyt, eller om det bare er gentagelser af gamle idéer, men at vi reagerer så stærkt på det, fordi den finske instruktør så sjældent laver en film.
Med Faldne blade er svaret dog klart: Ja, der bliver tilføjet noget nyt. Det er umiskendeligt en Aki Kaurismäki film, med karakterer fra arbejderklassen, alkohol og kærlighed, og de smukke farver der har været i hans film siden halvfemserne. Men visse ting er lavet ganske fundamentalt om. Det giver mere fokus på karaktererne, hvilket skaber en af Kaurismäkis mest rørende film nogensinde. Og kombinationen af alt det velkendte fra Kaurismäki med endnu flere umiddelbare følelser, er altså ret uimodståelig.
Det er ikke fordi alt er lavet om. I lighed med f.eks Drifting Clouds (1996) er midaldrende kærlighed og sammenhold i centrum. Ansa (Alma Pöysti) og Holappa (Jussi Vatanen) er to helt almindelige mennesker i Helsinki. Hun arbejder i et supermarked, men bliver fyret for at stjæle mad, desuagtet at den er for gammel og skulle smides ud. Han arbejder på en byggeplads, men drikker for meget, og er også i fare for at ende helt nede på samfundets bund. De ser først hinanden på en karaoke-bar, og da de så senere en dag mødes på gaden forsøger de langsomt at nærme sig hinanden. Men mange små og store udfordringer står i vejen, selvom filmen kun er firs minutter.
Den verden som filmen foregår i er også genkendelig. Få instruktører har så grundigt bygget en egen filmisk verden op som Kaurismäki, og også Faldne blade er fyldt med gamle film, gammel musik, gamle telefoner og frisurer, og virker lidt som om den eksisterer uden for nogen genkendelig tidsperiode, desuagtet at radioerne i filmen konstant snakker om krigen i Ukraine. Men hvor film som Drifting Clouds og Manden uden fortid kunne virke som om det hele var en parallelverden, så er der rigtig meget genkendelig virkelighed i Faldne blade. Supermarkedet virker ordinært og byggepladserne ligeså. Det er mere karaktererne selv, der forsøger at leve anderledes, og skabe momenter af noget anderledes. Måske bedst eksemplificeret ved at filmens første musikalske indslag altså er fra en karaokebar, det er de almindelige mennesker der selv er nødt til at skabe kunsten og det anderledes den her gang.
Og det leder så hen til hvad der er en ret stor æstetisk ændring: Kameraet bevæger sig langt mere end tidligere. Det er ikke fordi det foretager gigantiske koreograferede bevægelser, det står stadig fast på jorden, men det pan’er og tilter og zoomer rigtig meget, for at følge karakterne rundt. Og det skaber faktisk en stor og anderledes emotionel effekt. Før skabte Kaurismäki nogle gange nærmest malerisk smukke kompositioner, hvor kameraet stod helt stille, mens karakterne bevægede sig rundt i rummet. Det skabte lidt en fornemmelse af, at rummet var det vigtige for kameraet, snarere end karakterne. Men nu følger det dem rundt, vrider og drejer sig for at lave de helt perfekte billeder. Fordi det denne gang er en fortælling om hvor helt absurd livsomvæltende vigtigt det kan være, når man møder det rigtige menneske.
Det bevægelige kamera skaber helt klart et lidt løsere filmsprog, men derfor virker hvert enkelt klip nu stadigvæk nærmest helt perfekt. Kaurismäki kommer virkelig til sin ret som minimalist her, og han kan fortælle virkelig meget med et helt kort klip af en lommelærke, en tabt lap papir med et telefonnummer, en sur vagtmands ansigt, etc. Det er imponerende hvor meget han får ud af så lidt. Der er ikke store stjerner, der er ikke geniale kamerature, der er ikke dybere filosofiske pointer. Der er en god fortælling, der bliver perfekt forløst, i en verden hvor hver eneste lejlighed og rekvisit føles helt perfekt udvalgt. Det føles som noget alle instruktører kunne lave. Ligesom filmen får det til at føles som om kærlighed og respekt og omsorg er noget alle kan finde. Hvis man tør og gør sig umage.
Det er et umanerlig demokratisk filmsprog. Man fristes til at kalde det for skandinavisk socialdemokratisk, af den gamle skole. Det kan minde om f.eks Harry og Kammertjeneren. Det er i 2023 en helt unik stemning som Kaurismäki opdyrker. Og han er blevet helt perfekt til at ramme den, med små variationer. De første år af sin karriere opbyggede Kaurismäki en helt særlig filmisk verden, baseret på bl.a. litterære klassikere, rock’n’roll, alkohol og dead pan komik. Som han blev mere moden brugte han i stedet sine verdener til at fortælle om den virkelige verden, om arbejdsløshed, solidaritet, immigration. Nu bruger han ikke verdenerne, nu bruger han karaktererne. Men det er netop de to karakterers forsøg på at skabe en egen og anderledes verden sammen, som giver filmen sin vidunderlige og stadig Kaurismäki’ske stemning.