Palmesøndag del 366
(Laitakaupungin valot, Aki Kaurismäki, Finland
Cannes 2006)
Aki Kaurismäki har det med at gentage sig selv, det har været tydeligt helt tilbage fra starten af karrieren. Han har lavet tre film om Leningrad Cowboys, hans film bliver gerne organiseret i tematiske trilogier, og han foretager de samme filmiske valg igen og igen. Der bliver sunget sange fra halvtredserne, der skabes noget film noir stemning, folk går på ølbar. Da han lavede en hastig strøm af film var det 100% forståeligt at de lignede hinanden, det skaber mest bare genkendelsens glæde. Men da Kaurismäki begyndte at gå ned i tempo, så skabte det også nok et krav om, at hver film på én eller anden måde ville være noget nyt.
Der gik fire år mellem Manden uden fortid (2002) og Lys i tusmørket, den længste pause for Kaurismäki indtil da. Og når der så ikke er så meget i Lys i tusmørket, som ikke føles som noget Kaurismäki har lavet ganske mange gange før, så er det svært ikke at føle sig ret underernæret. Der er ikke mange Kaurismäki film, der kan kaldes decideret skuffende, dertil er de for mærkelige og uforudsigelige. Men Lys i tusmørket er måske det mest skuffende Kaurismäki nogensinde har lavet.
Kaurismäki havde været inspireret af film noir helt tilbage til Forbrydelse og straf (1983) og med film som Manden uden fortid kunne han tage et plot, der nemt kunne have været fra en genrefilm (det minder f.eks om The Bourne Identity, på dansk Manden uden navn) og lave en helt særegen Kaurismäki’sk drama-komedie ud af det. Men Lys i tusmørket er en rendyrket film noir, med gangstere og en femme fatale og det hele. Og mere er der nærmest ikke i det.
Koistinen (Janne Hyytiäinen) er en meget ensom sikkerhedsvagt, der forelsker sig i den smukke Mirja (Maria Järvenhelmi), og overser at kvinden i hans faste pølsevogn Aila (Maria Heiskanen) nok har varmere følelser for ham. Koistinen og Mirja tager til koncerter, hun besøger ham hjemme hos ham og på hans arbejde, men i virkeligheden arbejder hun for den grumme gangster Lindholm (Ilkka Koivula), der via Koistinen vil røve en juvelbutik. Det får Koistinen til at komme i politiets søgelys, men han har svært ved at indrømme at han er blevet snydt, og at Mirja og resten af verden har været så kold og ond.
Vold og død har været en central del af Kaurismäkis film siden begyndelsen. Ofte på ironisk vis – i Calamari Union (1985) dør femten mænd ved navn Frank på mystisk vis mens de blot forsøger at flygte fra Helsinki, i I Hired A Contract Killer (1990) må en mand undvige den lejemorder han har fortrudt at have hyret – men hævntemaet har også spillet en stor rolle, som logisk del af filmatiseringer som Hamlet Goes Business (1987) og Juha (1999), men også som måde at gøre egne minimalistiske plots lidt mere spændende på i film som Ariel (1988) og Pigen fra tændstiksfabrikken (1990). Det er et af kendetegnene ved Kaurismäkis senere Cannes-nominerede film, at de finder mere afdæmpede og afklarede måder at forløses på. Lys i tusmørket føles som noget fra tidligere i Kaurismäkis virke, og også på mange andre måder som om den er meget ældre end fra 2006.
Der går virkelig meget genre i den, så meget at karaktererne har svært ved at ånde. Det går egentlig ok for Mirja, det lykkes for Maria Järvenhelmi at skabe en kvinde, der er reduceret til en kliché af hendes omverden, snarere end bare at være todimensionel. Men Aila er så tålmodig og opofrende, på en måde der allerede var irriterende hos f.eks Dostojevskij i 1800-tallet. Hvorfor i alverden hun dog bruger så mange kræfter på en kedelig og indelukket mand der drikker æblemost ved hendes grillbar er nærmest umuligt at svare på, udover at kvinder som hende hører til i den her slags film. Og Lys i tusmørket er en af den slags film, der styres mere af regler og normer end af liv eller personlighed.
Det hjælper heller ikke, at Timo Salminens fotografering er ukarakteristisk svag. Det giver vel mening, at filmen er mindre farvestrålende end f.eks Drifting Clouds, men det er ret kedeligt at kigge på de mange nuancer af hvidt, gråt og sort, ligesom de mange barer, storcentrer, fængsler, aldrig rigtig bliver til egne verdener, sådan som f.eks havnen i Manden uden fortid gør det. Ailas grillbar, der som det eneste lyser op i Helsinkis mørke nat, er umanerlig flot at se på, hver eneste gang den er med, men derudover er der for mange kedelige rum med i filmen.
Der er en scene hvor Mirja og Koistinen tager på date til en koncert, hvor de ser det finske band Melrose spille deres sang ‘Rich Little Bitch’. Det er lidt hårdere og mere punket end musikken hos Kaurismäki som regel er – Melrose turnerede åbenbart med Guns’n’Roses samme år som Lys i tusmørket havde premiere – men det er ikke filmet ret energisk. Bare nedefra salen, med en hel masse stillestående publikummer i billedet, så det virker som om bandet overhovedet ikke kommer ud over scenekanten. Bandet er ret seje, og det giver ok mening at det ikke er den vildeste koncert, for Koistinen er heller ikke rigtig revet med, men det er bare lidt kedeligt at se på, lidt mærkeligt hvorfor lige præcis det her band får den centrale koncert-plads i den første Kaurismäki film i fire år. Kunne han ikke have fundet noget sjovere? I Manden uden fortid og Miraklet i Le Havre fik han lokale legender til at spille igen. I Lys i tusmørket er det bare et band.
Sådan sidder jeg meget med filmen. Det er ‘bare’ en Kaurismäki-film. Dem har han faktisk lavet rigtig mange af, han har jo lavet umanerlig mange film, og de er ikke alle sammen lige gode. Men når der kommer én film hver fjerde-femte år, så er det ret skuffende hvis det mest bare er genbrug, genreklichéer og mellemvare.