Antichrist

Palmesøndag del 282
(Lars von Trier, Danmark
Cannes 2009, Bedste Skuespillerinde (Charlotte Gainsbourg))

Antichrist er fjerde gang Lars von Trier komplet genopfandt sin æstetik. Han begyndte ganske vidst sin karriere med tekniske storværker, men intet har tidligere været så lækkert, som når Händels Lascia ch’io pianga lyder indover knivskarpe sort-hvide slowmotion billeder af Charlotte Gainsbourg og Willem Dafoe i brusebad. Den sekvens byder på velkendte von Trier elementer, men i en helt ny form. Der er komplet kontrol over hvert eneste klip, inklusive det provokerende porno-klip der lige er klippet ind et øjeblik, og samtidig et væld af mystiske detaljer, som de tre små statuer og tøjet der vaskes fra sort til hvidt.

Antichrist er på sin vis von Trier der vender tilbage til udgangspunktet, tilbage til de store æstetiske armbevægelser, fri for benspænd, og delvist tilbage til et fokus på idealistiske mænd, der blot gør tingene værre. Men den ligner heller ikke på nogen måde Europa-trilogien. Efter femogtyve år i Cannes formåede han endnu engang at ramme tidsånd og sætte dagsorden.

Der er også en helt ny ting hos von Trier: Tallet to. Trier var tidligere mest kendt for at lave trilogier, og Antichrist er da også blevet kaldt for første film i en Depressions-trilogi med Melancholia og Nymphomaniac, men det giver ikke mening. Hans seneste film hænger sammen to og to, Antichrist med Melancholia, og Nymphomaniac med The House That Jack Built, selvfølgelig. Dualismen hersker også i de enkelte film, der alle er bygget op om et person-par: ‘Han’ og ‘Hun’ i Antichrist, ‘Justine’ og ‘Claire’ i Melancholia, ‘Joe’ og ‘Seligman’ i Nymphomaniac og ‘Jack’ og ‘Vergil’ i The House That Jack Built.

Hvordan fungerer den nye dualisme? Den tillader von Trier at stille koncepter op imod hinanden. Hidtil har von Trier behandlet én slags personer af gangen, først idealisterne i Europa-trilogien, så tre slags ‘Guldhjerter’, etc. Men her symboliserer han og hun to slags måder at være i verden på. Den rationelle og analyserende mand, der forsøger at analysere og dermed hjælpe den deprimerede, syge, mere impulsive kvinde. I deres samtaler ligges også kimen til den diskursive stil der prægede de to sidste film, alt imens snakken går om Freud, misogyni og heksebrændinger. Dualismen giver en ny måde at komme rundt om et gammelt Trier’sk problem. Han er på én gang postmoderne skeptiker over for de store sandheder, men samtidig har han også altid været utilfreds med den rendyrket nihilistiske værdirelativisme. Her slipper han for at slå sig fast på én sandhed, ved i stedet at fremstille to reelt sandsynlige måder at se verden på, og så lade der udspille sig et magtspil imellem dem.

Lars von Trier omfavner også den digitale udvikling. Det var han én af de første store instruktører som gjorde tilbage i Dogme-dagene, men dengang var det demokratisering og low-fi æstetik som digital fotografering stod for. Nu er det en vanvittig æstetisering som de nye kameraer kan bruges til. Slowmotion billeder i sorthvid kan laves så let som ingenting. Farvelægning kan gøres digitalt, så Charlotte Gainsbourg kan farves grøn, eller skovens farver kan manipuleres fra det ekstremt grønne og naturlige, til det nærmest dæmonisk farveforladte. Og i togturen kan der manipuleres klip af skrigende ansigter ind i farvevirvaret filmet gennem togets rude. Det er en omfavnelse af mediets muligheder som von Trier ikke har givet sig i kast med siden Europa, men det er nogle helt andre muligheder han står med nu. Selv snakkescenerne filmes og klippes på nærmest arrogant overlegen vis. På hospitalet filmes de to fra hver sin side, hvilket betyder begge deres ansigter befinder sig i højre side af billedet, et brud på en af filmhåndbogens simpleste regler. Og til de sidste samtaler holdes klippet hele vejen igennem, mens kameraet i stedet tipper fra ansigt til ansigt. Det er vitterlig som om von Trier igen ‘masturberer’, som han påstod han gjorde det tidligt i sin karriere, som om han bare omfavner alle idéer, uden at forholde sig til forkromede tanker om mediets udvikling.

Jeg forstår godt hvis han havde givet op overfor manifester og film med budskaber. USA-trilogien kørte helt i vasken, og var generelt tynget af at ville sige for meget. von Trier er ikke nogen stor politisk tænker. Hans tilbagevenden til det mere personlige plan – og hvis Depressions-trilogien alligevel er noget værd som betegnelse, så er det fordi det markerer hvor meget psykologi og personlig lidelse tog over hos von Trier – falder også sammen med en generel bevægelse væk fra det simpelt politiske på den tid. Det slog måske først for alvor igennem i løbet af 10’erne, men i dag er det meget svært at genfinde den alvor, der herskede i Europa i nullerne. Efter 9/11, Bush og Irak-krig var der en trang til det politiske, til det aktivistiske, til at ændre verden, ikke så meget fordi en bedre verden var mulig, som fordi man fornemmede man var på vej i den helt forkerte retning. I dag, efter Trump, er det svært at tage den kamp seriøst længere. Et eller andet fungerede ikke, og tingene endte i stedet med at blive meget værre. Sagt med andre ord, så kan man snakke om postmoderne og vanvittige perioder fra ca 89-01 og igen i hvert fald efter 2016, og perioden derimellem er en art mærkeligt mellemspil. Von Trier opfattede måske også, at han ikke havde nogen stor rolle at spille som politisk idé-skaber, og trak sig tilbage med idéer han har haft siden helt tilbage fra debuten.

Et gennemgående motiv i de seneste von Trier film, er folk der bygger deres egne små mærkelige rum. I Antichrist har ‘hun’ lavet et lille studiekammer på loftet, fyldt med alskens mærkværdige tavler og notesbøger. Det samme gør Seligman i Nymphomaniac, hvilket hjælper Joe til at fortælle sin historie. Og hele fortællingen i The House That Jack Built er at morderen forsøger at bygge sit eget rum, ved hjælp af mord og mishandling. Ingen af de her karakterer skaber noget overbevisende arkitektonisk værk, snarere fremstår deres arbejde som et desperat forsøg på at skabe orden i uorden. Stykke små dele sammen til noget bare en lille smule større. Hvilket igen faktisk er umanerlig postmoderne.

Her er det slående hvordan, hvis man anskuer det fra den rette vinkel, Antichrist egentlig minder om Forbrydelsens Element. Vi har intellektuelle med teorier om forbrydelser, og i sidste ende ender det med endnu et kvindemord. Jeg mener det faktisk virkelig seriøst. Antichrist er en lidt svær film at få hånd om, fordi den pludselig bliver så vanvittig voldelig, men ‘hun’ fortæller på et tidspunkt ‘ham’, at der ikke er nogen der skal dø før ‘the three beggars’ dukker op igen. Hun har med andre ord under sin research fundet frem til en teori for hvorfor kvinder bliver slået ihjel, det gør de på grund af de mystiske ‘beggars’, som måske er stjernetegn, måske er ånder. Måske er det derfor hun bliver så vanvittig og voldelig, fordi hun fornemmer at dæmonerne er på vej, og er rædselsslagen for at blive slået ihjel. Men hun ender bare, ligesom i Forbrydelsens Element, med at fuldende systemet. Da hun klipper sin klitoris af skriger hun så højt at det fanger hjortens opmærksomhed, hun får selv fortalt hendes mand at de tres tilstedekomst vil betyde én skal dø, og da han så af den tredje ånd, kragen, får fortalt hvor det værktøj han skal bruge for at komme fri er henne, jamen, hvad skal han så tro på? Han tager tegnene for gode varer, og kvæler kvinden.

Jeg ved ikke om det giver mening. Antichrist er en langt sværere film at få hånd om end de tidligere værker. Nok især fordi der er to poler, der diskuterer tingene frem og tilbage, samtidig med der er komplekse semiotiske mønstre, der på en eller anden måde også styrer slagets gang. Hvorvidt der rent faktisk er ånder og dæmoner i den her film, eller om det bare er symbolsk, det er ikke helt let at sige. Måske var kvinden ond. Måske ledte manden bare efter dårlige undskyldninger for sin misogyni. von Trier omfavnede også uvisheden igen, hvilket også var befriende efter fortællestemmen skar alting ud i pap i de tidligere film. Men det gør det bestemt lidt sværere at snakke om.

For mig er det dog en ret tragisk fortælling om en fordømt kvinde, der forsøger at undslippe sin skæbne, men til sidst alligevel går under. Eller også tror jeg dette, fordi jeg netop har set Titane. Jeg vil dog godt runde af med en sidste fortolkning: Måske er de mange kvinder i filmens epilog spøgelser af myrdede kvinder, der samles i sommerhuset for at trøste og hjælpe det nyeste medlem af flokken? Jeg ved ikke om det er tiltænkt. Men jeg er ret sikker på, at det er en mulig fortolkning. Én blandt mange. Fordi von Trier åbnede sit filmsprog op igen.