Palmesøndag del 372
(Jonathan Glazer, UK
Cannes 2023, Jury Grand Prix + FIPRESCI Pris + Cannes Soundtrack Award (Mica Levi))

The Zone of Interest er noget helt nyt i filmhistorien: Det første værk om Holocaust som Historie. Hidtil har film – og det meste andet kultur om Holocaust – været baseret på vidnesbyrd, helt tilbage fra den polske film Ostatni etap (1948, dansk Kvindelejren Auschwitz) af Wanda Jakubowska, der selv overlevede at blive sendt til Auschwitz. Det nok hidtil største filmværk om emnet, Claude Lanzmanns ni timer lange Shoah (1985), var i høj grad baseret på klip med overlevende, der fortalte om deres oplevelser. Det har været værker om Holocaust som (over)levet erfaring. Men måske fordi de overlevende efter nazismens forbrydelser efterhånden er ved at være for gamle til at give deres erfaringer videre, så sker der nogle ændringer for tiden.

Man så det først med László Nemes’ Sauls Søn (2015), men selvom den film var baseret på Historiske kilder frem for menneskelige vidner, såsom de nedgravede ‘Auschwitz Scrolls’ og de få fotografier der blev taget i lejren, så handlede plottet stadigvæk om, hvordan man skulle behandle de døde. Saul forsøgte at give sin – påståede – søn en ordentlig begravelse, filmens moralske centrum var stadigvæk forpligtelserne overfor ofrene.

Men i The Zone of Interest er ofrene simpelthen ikke synligt til stede! I stedet skildrer Jonathan Glazers film forbrydelsen fra forbrydernes side, dels lejrkommandanten Rudolf Höss (spillet af Christian Friedel), der ved sin utrættelige arbejdsiver sikrede, at så mange som muligt blev myrdet i hans lejr, men også bredere det tyske samfund og den tyske befolkning. Ligesom den meget moralske film også har ting at fortælle os alle om vore egne forsøg på at skjule misgerninger.

Den stærke moralske fordømmelse af folk som Höss er også ret bemærkelsesværdig – måske fordi de fleste kunstnere mener, det er ret åbenlyst nazisterne var onde, uden man behøver direkte pointere det. Også her er Glazers film ulig ret meget andet, og dens unikke indhold sætter sig da også i en række æstetiske træk, der på godt og ondt også er helt anderledes og særlige.

The Zone of Interest skildrer ca et år i familien Höss’ liv. Til at starte med er det sommer og sol og umanerlig grønt og dejligt i den store villa, hvor de bor. Deres hverdag virker ret så idyllisk, hvis man lige ser bort fra den megen larm, de lever med. Ret hurtigt bliver det dog klart, at deres liv kun er idyllisk og upåvirket, fordi de i meget høj grad lukker sanserne for den kæmpe udryddelseslejr, der ligger på den anden side af deres husmur. Om natten lyses himlen op af flammerne fra krematorierne, en badetur ødelægges af aske i vandet, og på et tidspunkt er der en karakter der får kvalme af lugten, og dermed afslører en sanselig virkelighed, som ikke kan videregives filmisk, men som jeg tænker må have været voldsom: Stanken af brændt kød må have været slem.

Det er dog en anden måde, omverdenen begynder at skabe problemer for Höss-familien: På grund af tyske bureaukratiske forviklinger bliver Rudolf omflyttet til Oraninenburg, tæt på Berlin. Det fører til en diskussion mellem Rudolf og hans kone Hedwig (Sandra Hüller) om, hvad det egentlig er, de vil med det liv, de har skabt sig i den store villa på den anden side af muren til dødslejrene. Det er her, filmens filosofiske kerne befinder sig.

Hedwig kalder på et tidspunkt villaen for deres eget lille ‘lebensraum’, den tyske eufemisme der legitimerede så ufatteligt mange folkemord og etniske udrensninger særligt i Østeuropa. Hitler og hans styre ønskede at skabe tyske leveområder i øst, efter at de oprindelige slaviske og jødiske beboere var blevet fordrevet, eller det der var værre. Höss-familien og deres omgangskreds lader til fuldstændig at tro på denne idé, taler hele tiden om de nye tyske fabrikker, der bliver bygget, eller om hvor pioner-agtige de føler sig. ‘Zone of Interest’, eller ‘interessengebiet’ som det hedder på tysk, var en anden eufemisme for et område på ca 40 km² omkring Auschwitz. De to begreber bliver i filmen koblet sammen: Leverummet, interessezonen, bliver udtryk for karakterernes trang til at skabe rum kun for dem selv, helt uden at skulle tage hensyn til andre mennesker. At betvinge omverdenen fuldstændig uden moralske skrupler, for ikke at tale om moralske konsekvenser.

Men filmen viser, med sit kværnende lydbillede hvor forbrydelserne altid er til stede, og med sine mange scener hvor aske, røg, lugt, alligevel trænger sig på, hvor lidt dette kan lade sig gøre. Det er her, der sker et skift. Før i tiden var det som om, vidnesbyrdet og overleveringen om Holocaust nærmest var en moralsk pligt. Ellers ville det forsvinde, blive til et tomrum. Victor Klemperers rystende dagbøger fra tiden under Hitler fik på dansk titlen Jeg vil aflægge vidnesbyrd til det sidste, hvilket tydeligt skulle forstås ganske heroisk.

Fordi The Zone of Interest viser historien fra forbrydernes side, så bliver vidnesbyrdet ikke noget, som er en pligt eller en dåd. Tværtom er vidnesbyrdene helt umulige at undgå. Tyskerne forsøger tydeligvis at skjule deres forbrydelser, men det lykkes ikke, der er ting som kan høres, ting som kan lugtes, der er aske i floden. I Daniel Liebeskinds jødiske museum er der indbygget en masse tomrum, der skal symbolisere Holocaust. I Grazers film skaber forbrydelsen ikke tomhed, men en kæmpe mængde tegn og kilder.

Det skift leder også til et skift i æstetik. Før i tiden var der en masse ting, man ikke måtte med Holocaust. Theodor Adorno skrev, man ikke kunne skrive poesi efter Auschwitz. Den italienske instruktør Gillo Pontecorvo fik skældud for at inkludere et æstetisk trackingshot i hans Kapo (1960), ligesom Steven Spielberg fik kritik for rent faktisk at have en scene fra bruserne i Schindlers liste (1993). Glazers film er derimod på flere måder hyper-stiliseret.

Først og fremmest er størstedelen af filmen optaget på ganske særlig vis. Glazer og hans fotograf Łukasz Żal installerede ti kameraer i den genskabte villa, hvorfra det meste af filmen er optaget, helt uden filmhold på stedet. Det betyder de samme ti vinkler går igen hele tiden, og når de bruges er der ingen kamera-bevægelser (det er der i andre klip). Det giver en fornemmelse nærmest af noget musealt, som om vi ser en Historisk rekonstruktion. Det er en ganske særlig æstetik, som jeg ikke mindes at have set før.

Derudover indeholder filmen en række æstetiserede sekvenser. Der er en prolog med musik af Mica Levi, et klip hvor skærmen går i rødt, en række scener optaget med night-vision, hvor ting nærmest skinner neon-hvidt. Og en kontroversiel slutning, der ikke skal afsløres her. Det er ikke hele tiden lige let, at regne ud hvad det skal betyde, og et stykke af vejen føler jeg mest, at det er typisk Glazer, snarere end noget som har med Historie, Höss og Holocaust at gøre.

Jonathan Glazer blev kendt for sine musikvideoer inden han skiftede over til fiktionsfilmen, og han har kun instrueret tre film før The Zone of Interest: Sexy Beast (2000), Birth (2004) og Under the Skin (2013). Særligt den sidste, hvor Scarlett Johansson spillede rumvæsen i Skotland, minder en del om The Zone of Interest, med et score af Mica Levi og brug af mærkelige kamera set-ups.

Glazer er fascineret af sære og ekstreme situationer. Et rumvæsen på dating-markedet i Skotland, i Sexy Beast voldelige gangstere på ferie i Spanien, i Birth en enke som møder en dreng, der påstår, han er hendes afdøde mand reinkarneret. Fortællingen om Höss-familiens liv i villaen ved Auschwitz ligger fint i tråd med tidligere film. Men det er også typisk, at det er situationen som interesserer Glazer. Hans film har fået høvl for dårlige plot-udviklinger. Det er ikke altid jeg forstår, om der er nogen pointe med at skildre de her ekstremer, udover at de kan gøres visuelle eller dramatiske. Det er heller ikke alt i The Zone of Interest, jeg forstår.

Men på den anden side er det en af få film disse år, som føles som noget nyt. Eller som noget tidssvarende. Noget nødvendigt. Det virker som første livtag med den Historiske situation, vi snart står i, hvor vi ikke længere har Holocaust-overlevere til at hjælpe vores samvittighed. Så må vi selv gøre vores bedste for at skabe moralsk rigtige skildringer af det uforståeligt onde. Det er som dette, som nybrud, som eksperiment, lige dele helt rigtigt gennembrud og famlende fejlskud, at Glazers film vil finde plads i kulturhistorien, tror jeg. At den vil få en stor plads i filmhistorien, er jeg ikke i tvivl om.