Palmesøndag del 221
(Xavier Dolan, Canada
Cannes 2019)
Alle folk bliver ældre. Nogle gør det offentligt. Xavier Dolan debuterede som blot 19 årig med J’ai Tué Ma Mère, hvor han også selv spillede hovedrollen, og lavede derefter otte film på ti år, hvoraf han selv spillede hovedrollen i en del. Han er stadigvæk kun 29 år i Matthias & Maxime, hvis det var en debut ville man klart kalde ham for ekstremt ung og tegn på en helt ny generation. Men Matthias & Maxime er i stedet et forsøg på at lave noget mere modent, og indeholder også meget tydelige scener, hvor folk må indrømme, at de er blevet ældre og har ændret sig.
Jeg tænkte især over det på grund af en lille pudsig detalje: Fortællingen i Matthias & Maxime sættes i gang fordi de to mænd indvilliger i at spille med i en film af deres vens lillesøster, som er skildret på den måde man virkelig kun gør når man føler der er noget helt galt med ungdommen nu til dags. Hun taler gebrokkent fransk med tyk engelsk accent, forklarer nedladende de ældre drenge at deres kønssyn er håbløst kasseagtigt, og er flydende på de sociale medier.
Men jeg havde en lidt pudsig reaktion. Jeg tænkte ikke så meget ‘omg, Dolan er blevet gammel’ som ‘omg, Dolan er blevet ældre’. Og jeg kom lidt til at tænke på, at Dolan har måske 50 års filmkarriere tilbage endnu. Det er også lidt den type film Matthias & Maxime er: Hvor man lige slapper lidt af, undlader at brænde alle idéer af på én gang, og begynder at tænke på den meget langsigtede karriere. Det gør det til en rigtig fin film, som gør præcis hvad Dolan gerne vil have den til. Men den føles altså også meget lille.
Matthias (Gabriel D’Almeida Freitas) og Maxime (Dolan selv) er to unge mænd fra Quebec, gamle barndomsvenner, hvis liv er begyndt at blive meget forskellige. Matthias gør karriere og har fast kæreste, mens Maxime bor hjemme med sin aggressive mor og arbejder som bartender. Det gider han ikke længere, så han vil gerne rejse til Australien. Men inden da tager de to venner op til en hytte for at hænge ud med nogle andre venner, hvor det altså er, at de bliver bedt om at spille med i en film, hvor de skal kysse hinanden. Og det der kys sætter så gang i nogle tanker om hvem man egentlig er, og hvem man egentlig gerne vil være, og så begynder de to mænd at håndtere ting i meget forskellige tempi, alt imens der tælles ned til at Maxime rejser for at være væk meget længe.
Som jeg skrev om med Det er bare verdens undergang, så arbejder Dolan rigtig gerne med ‘passionens galskab’. Hans personer går generelt all in på følelser og på deres identitet. Det gør de her to mænd ikke, ihf ikke i den her fortælling. Tværtom bliver de pludselig i tvivl om hvem de er, og hvad de skal gøre ved det. Især Matthias er som karakter virkelig fornuftig og tilknappet, og hele hans fortælling er nærmest, at han ser galskaben tordne op foran ham, og ikke ved om han tør springe ud i det. Det gør det til en meget mere afdæmpet film, kun med strejf af galskab. Og det sætter sig også i filmsproget.
Dolan er bare efterhånden virkelig god til at lave stillige scener, og han prøver stadigvæk nye idéer hele tiden. Det er især den impuls, som får mig til at tro at der vil komme virkelig mange gode Dolan-film efter Matthias & Maxime. Jeg elskede især en virkelig tidlig sekvens: De to mænds rejse ud på landet er bare skildret via billeder af veje, og derefter nogle utroligt smukke 16mm eller måske endda 8mm billeder af naturen, mens der tales og siges velkommen indover. Det er ren impressionisme, vi får følelsen af at rejse væk fra byen, i stedet for billeder fra den konkrete rejse. Men herefter er der så en idé som går galt, for den første samtale med søsteren er skildret med konstant sæbeopera-zoom og hastig klipning. Det er virkelig sjovt tænkt, og det er Dolan som er villig til at prøve ting og gøre noget anderledes, men det ser rærligt ud efter min mening. Det er måske den anden side af sagen: Dolan vil være villig til hele tiden at prøve nye ting og trække ting ud i ekstremer, og det vil måske gøre hans film noget ujævne og give plads til få mesterværker? Matthias & Maxime har i hvert fald lidt smag af en rigtig fin auteur-film fra én som ikke helt er blandt verdens bedste instruktører. Men det er også de færreste 29-årige man kan sige det om.
Jeg er tilfreds hvis jeg kan se så vidunderlige sekvenser som f.eks den hvor Matthias tager en svømmetur morgenen efter kysset. Det er bare en smuk mand der svømmer i en sø, mange forskellige typer billeder af mand i vand, måske bare vand, lavet virkelig længe. Det er skønt! Og nogle fest-scener er vanligt vidunderlige, og der foregår virkelig mange ting i periferien som er sjove (der bliver f.eks på et tidspunkt kigget gennem vinduer, som er virkelig godt). Og så er der ting der er pres, som alt det om det engelske sprog, en dum klient som Matthias hænger ud med som er ulidelig, og æstetiske ting som ikke fungerer. Oh well.
Xavier Dolan kunne blive ligesom Spike Lee. Der er et udgangspunkt – Dolan er glad for queer-tematik og melodramaer – men også en evne til at lave næsten hvad som helst, og hele tiden finde plads til små æstetiske sekvenser, der stritter i øst og vest. Jeg finder også Spike Lees filmografi ujævn, men der har dog været stenkolde klassikere som Do The Right Thing, Malcom X og BlacKkKlansman. Men Lee var også først 32 da han lavede Do The Right Thing. Dolan har nogle år endnu til at ramme første mesterværk.