Palmesøndag del 38
(Xavier Dolan, Canada
Cannes 2014, Jury Pris)
Måske er det hans ret unikke brug af musik, men da jeg genså Mommy var det først og fremmest bands og musikere, som jeg blev mindet om. Xavier Dolan bragede igennem som rigtig ung, og lavede i perioden 2009-2014 hele fem film, hvoraf flere af dem var virkelig lange, og hvor stil og stemning gerne skiftede virkelig hurtigt. Som jeg tænkte over det, så mindede det mig egentlig mere om kunstnere som Yung Lean, Gucci Mane, Future, Car Seat Headrest, der også nærmest oversvømmede sites om soundcloud, bandcamp og datpiff med musik. Der er den samme uvilje til kvalitetskontrol, den samme evne til virkelig meget af tiden at ramme noget virkelig godt, og den samme tendens til at genbruge visse elementer og genfortolke det. Mommy var kulminationen på denne tendens, en 140 min lang film, der egentlig er umanerlig simpel, og i øvrigt mer eller mindre samme historie som Dolans debut, men som breder sig vildt og voldsomt med et væld af filmiske indfald. Det er stadigvæk, her seks år senere, en ret unik film. På godt og ondt.
Xavier Dolan bragede igennem med sin første film I Killed My Mother i 2009, lavet da han blot var 19 år gammel. Den vandt 2 priser i Quinzaine des Realisateurs, inkl hovedprisen, SACD-prisen. Det er en imponerende, men også uselvstændig film, en selvbiografisk film med Dolan selv i hovedrollen, der byder på så megen højtråbende ungdommelig energi at man får helt ondt i hovedet, men ikke megen speciel indsigt i problemerne. Heartbeats fra året efter, opgraderet til Un Certain Regard, er allerede en del bedre, et trekantsdrama mellem et dreng-pige vennepar og en mystisk dreng de begge forelsker sig i, en film der hviler i en start-tyver stemning, men som dog stadig læner sig ret meget op ad instruktører som Wong Kar-wai. Laurence Anyways (2012) skulle være det store skridt fremad, en episk, næsten 3 timer lang fortælling, om den transkønnede Laurence og hendes elskede Fred, en heteroseksuel kvinde, der ikke kan forlige sig med den nye Laurence. Kulminationen på Dolan’s første periode, en storfilm om køns-identitet og trans-fobi, om at være anderledes og mistroet. Rygterne gik at Dolan var rasende, da han igen måtte tage til takke med at komme i Un Certain Regard – hvor filmen vandt både Bedste Skuespillerinde og Queer Palm – men selvom det er en udmærket film, så er det også svært at slippe fornemmelsen af, at det blot er en ‘mere’-film end en ‘bedre’-film. Samme vekslende stil som tidligere, nu blot i dobbelt så lang tid, og med vægtigere subtekst. Dolan sendte året efter den mere strømlinede Tom at the Farm til Venedig, en thriller, en adaption af et skuespil, hvor der er skruet ned for de idiosynkratiske instruktør-effekter, en film så ligegyldig at jeg opgav filmografien da jeg så den som min første Dolan. Det var lidt tidligt, for han har bestemt lavet bedre film. Men jeg bliver aldrig så stor fan af ham som flere andre anmeldere.
Både Laurence Anyways, Tom at the Farm og Mommy føles som forsøg på at komme videre som instruktør, men Mommy er første gang det virkelig fungerer. Her formår Dolan at fastholde Dolan-heden og alligevel brede sig ud. I store træk er det en genindspilning af debuten, der er endda flere af de samme skuespillere i hovedrollerne, med Anne Dorval som moren der har svært ved at håndtere sin teenage-søn i begge film, og Suzanne Clément som en anden kvinde der forsøger at hjælpe ham. Men alt hvad der er blevet ændret er til det bedre. Clément’s rolle er ændret fra sønnens lærerinde til nabo, hvilket betyder at de to kvinder også har et veninde-forhold, hvilket løfter filmen som kvinde-portræt, og øger konsekvenserne af morens valg betragteligt. Xavier Dolan er blevet for gammel til at spille teenager, og helt ærligt, så er hans afløser Antione-Olivier Pilon også langt bedre i rollen. Dolan ligner en græsk gud, men Pilon har en forbløffende udtryksfuldhed, som i sig selv hiver filmen et godt stykke fra det figurative over i det mere plastiske. Og rollen har ændret sig, hvor sønnen i I Killed My Mother er almindeligt teenage-led, forstærket af hans mors usikkerhed over hans homoseksualitet, så har Steve O’Conner Després, som drengen i Mommy hedder, en egentlig diagnose, hvilket gør ham langt mere facetteret og sårbar: Maniske og voldelige episoder efterfølges af skam og undskyldninger, filmens ekstatiske glans-scener afbrydes af den deprimerende virkelighed. Det fungerer.
Men vigtigst af alt, så har filmen stil. Hele filmen har stil. Mest iøjnefaldende er naturligvis at filmen er præsenteret i det ganske sjældne kvadratiske format 1:1, hvilket giver en klaustrofobisk stemning. Men var det det hele ville filmen være for gimmicket. I stedet er det kombien med kamera-bevægelserne og farvelægningen som løfter. Kameraet bevæger sig, glider, hopper udenfor, benytter rummet til at give en fornemmelse af hvor lidt karaktererne fylder i deres forstads-hjem. Og farverne er fantastiske. Digitale med en anelse velkendt turkis-orange, men samtidig også mørknet og filtreret som en mellemting mellem et 90’er indie-album-cover og den ultimative oktober-skildring. Og jeg blev sgu ramt. Efterårsfarverne giver en fornemmelse af at løbet er kørt, at Steven aldrig bliver rask, og 1:1 aspektet giver en fornemmelse af at de alle er fangne, og de tomme rum giver fornemmelsen af, at de alle fægter alene, uden den store opmærksomhed udefra. Elementerne forstærker hinanden, og skaber en stærk effekt.
Meeeen. Det var sgutte den bedste film fra Cannes 2014, som især danske anmeldere ellers holdt på. Film-sproget er egensindigt, men ikke rigtig nyskabende, og mange scener rammer nok perfekt, men er set før. Filmsproget er maximalistisk og nærmest postmoderne, og selvom der er absolut perfekte scener, med det berømte ratio-skift under ‘Wonderwall’ som den bedste, så kører jeg altså også ret meget træt i det i løbet af 140 minutter. Læg dertil at Dolan, lidt ligesom som de musikere jeg sammenligner ham med, lader til også at have en ret, lad os kalde det postmoderne, tilgang til mental velvære. Vi får at vide at Steve har ‘ADHD’, men hans opførsel går langt udover en ADHD-diagnose, han lader snarere til at være mere eller mindre psykotisk. Og så nogen gange har han det egentlig fint, og hans raseri er måske sublimeret angst for at være anderledes, en outsider, måske endda queer. Det er lidt et miskmask af problemer, og snarere end at være et portræt af et ægte menneske, så bliver Steve nærmest til en metafor for afvigende opførsel generelt. Sammenlign med en nylig film som System Bryder, der egentlig lader til at være inspireret virkelig meget af Mommy, inkl at den nærmest har den samme slutning, men System Bryder gør en dyd ud af at tage sin hovedkarakter seriøst, og dermed lade tragedien føles reel. Det er abstrakt i Mommy, Steve er fortabt, men han er fortabt ligesom Lana Del Rey er det, hvilket vil sige måske ikke sådan rigtig fortabt.
Xavier Dolan’s film kan virke som om han forsøger at indoptage Howard Hawkes’ berømte formel for gode film: ‘Three great scenes, no bad ones’. Hans første tre film er især den slags der skifter mellem fabulerende, poetiske glans-sekvenser, og mere prosaiske dialog-scener der klistrer poesi-scenerne sammen til en film. Men han har haft svært ved at brede poesien ud fra at kunne lave seje sekvenser, og til at have en egentlig gennemgående personlig stil. Mommy var første gang det lykkedes. Og uden at afsløre for meget om hans senere film, eller at ville være for pessimistisk, kan man frygte, det også bliver den sidste.
Serien om Xavier Dolan fortsætter med Det er bare verdens undergang