rsz_69758261

Matador Afsnit 9 ‘Hen Til Kommoden’

Forholdet mellem nær og fjern. Mellem den vide verden og dem der er nærmest. Det er et af de helt store temaer i Matador, fra første afsnit hvor ‘Den Rejsende’ kommer til den lille lukkede by, og indtil Dr Hansen til sidst får at vide han ikke skal ‘skide i egen rede’. Korsbæk er en by der har lukket af for omverdenen, hvor de fineste har været samme sted i generationer. Mads Skjern sætter sine store forretninger, ønsket om at blive den nye CF Tietgen, så højt at det går ud over familien. Det tema er i næsten alle historier. Men måske tydeligst er det i fortællingen om Agnes og Lauritz Jensen, den Røde jernbanearbejder, der vil redde hele verden, og hans hustru, der starter med familien, og bygger til derfra. Det er i dette afsnit, at det par for alvor bliver et af seriens omdrejningspunkter, markeret ved, at de flytter i eget hjem. Fremover vil flere af de montager, der viser hvordan beboere fra hele Korsbæk reagerer på de samme nyheder, også inkludere parret i den lille lejlighed. På den led bliver familien Jensen nærmest ligestillet med familierne Varnæs og Skjern, om ikke i social prestige, så dog i vigtighed for serien om det komplekse Korsbæk-samfund.

Meget passende for en serie der hedder Matador, så bliver de fleste personers vigtighed markeret ved at de rykker hen på deres egen plads. Sæson to åbnede med Kristen’s nye lejlighed, ligesom vi tidligere brugte en del tid på at markere at Elisabeth flyttede væk fra familien Varnæs. Så selvfølgelig åbner afsnittet med Agnes og Lauritz’ bryllup også med, at de køber en lejlighed. Og selvfølgelig køber de den af Kathrine Larsen, som altid har ressourcer vi ikke kendte til, og som altid hjælper nye familier på plads. Vi får hurtigt ridset det op: Det er ikke helt let at finde, der er lokum og ikke vandkloset, det er en stue + kammer, ikke ret stort. Der er lynhurtigt debat om hvad der skal være i den nye lejlighed. En buffet til porcelænet eller en reol til tryksager og opråb og den slags. Og så titlens kommode, naturligvis. Centralt i afsnittet er bryllupsfesten, endnu en af de scener hvor byens borgere samler sig, men hvor vi normalt kun har set den slags hos familien Varnæs, så ser vi nu alle de mere folkelige karakterer samlet sammen. Og dyrk lige kamera-arbejdet, hvordan det er stillet tættere på karaktererne, hvordan parrene danser ind mellem kamera og Lauritz og Laura, hvordan det filmer gennem et vindue. Scenen er naturligvis lavet i et studie, og der er stensikkert vægge der mangler, så kameraet kan være rigtig mange steder. Men det søger virkelig at give en fornemmelse af pladsmangel: Det er en ny type rum her, til en ny type menneske. Måske tror vi stadig det er Lauritz det drejer sig om, men snart vil Agnes for alvor træde i karakter.

Samtidig får vi for alvor styr på en tidligere grundhandel: Salget af Fernando Møhge’s grund, som Mads Skjern siden fik tiltusket sig. Og det er ret tydeligt, at Mads Skjern har lavet en lyssky forretning, men skal vi ikke også blive enige om at det oprindelige salg var noget forbandet svineri? Købmand Fernando fik solgt grunden til kommunen i 1898, mod at de konstant ville udbetale 100 kr om måneden til hans efterladte, og samtidig skulle kommunen så oprette en park til ham, lave en buste af ham, og formentlig betale for det alt sammen? Det er sådan set den reelle korruptions-skandale, at lave den slags lorte-aftaler, og selvom det er morsomt at se Fru Møhge for en gangs skyld være klar i hovedet, så er det ikke noget positivt karaktertræk at hun kun kan huske klart når det kommer til egne privilegier. Hun er så absolut med på at hun har krav på sin egen udsigt til banen, så klar at hun kræver en stor fabrik revet ned – og dermed mange arbejdspladser nedlagt, hendes krav vil gå direkte udover også uskyldige menneskers økonomi – mens hun ingen idé har om hvem Skjold-Hansen f.eks. er. At det også er ligegyldigt, eftersom familen Møhge ikke havde råd til at opvarme købmandsgården, det er naturligvis også forsvundet for hende. Det er de priviligerede reduceret til ren egoisme, og kun med fokus på egne privilegier og krav, intet syn på egne fejl og mangler.

Så jeg har en del sympati med Kristen, når han insisterer på at der intet muggent er ved historien. At jernbaneforbindelsen naturligvis skal bruges til infrastruktur, snarere end udsigt hos en selvoptaget købmand. Det er ikke nogen overraskelse, at de andre af byens spidser har opkøbt grunde ved siden af, for at kunne lukrere på fabrikken. Men alligevel opstår der en gigantisk kamp mellem det nye og det gamle. Mellem at bygge ting op, og rive ting ned. Og det er en kompleks kamp, hvor ingen af siderne har rene hænder. Og udfaldet vil også blive blandet. Sæson to er der hvor der bygges til i afsnit efter afsnit, hvor der kommer folk til byen konstant (hej hej Herbert), og hvor nye stemmer etablerer sig selv. Og det er måske lige før det tipper – anden halvdel af sæsonen begynder at blive noget mere fragmenteret – og efterhånden begynder nogle af de vigtige karakterer at decideret forsvinde ud af fortællingen. Der er uro i fremtiden. Ud af ingenting kommer der pludselig et kompagni nazister til byen, hvilket ikke har ret meget med resten af afsnittet at gøre. Men Lauritz vandrer alene i hælene på nazisterne med den røde fane hævet. Der er noget lidt Don Quijote over den mand. Og kort efter bærer Lauritz og Herbert den anden vej med kommoden, og denne gang er det Agnes der er i hælene. Og mens Lauritz gjorde en lidt fjollet figur, så går Agnes lige så eftertænksomt, og finder på en smart bemærkning. Roll credits.

Derudover:

* Skjold-Hansen er næppe manges yndlings-karakter, ej heller byrådssekretær Lund, men scenen hvor den ene afhører den anden er dog ganske fornøjelig. Og så får man lidt Hr Schwann oveni. ‘Det’ begravelseskontingentet.’

* Avisen siger april 1935

* Den film Kristen og Elisabeth har set er formentlig Forglemmigej af Augusto Genina, tysk film med tenoren Beniamino Gigli i hovedrollen. Og Elisabeth læser Isak Dinesen’s Syv Fantastiske Fortællinger. Ja, nogen siger der står en kvinde bag pseudonymet, javel ja.

* Jeg kan altså lidt godt lide Fede og hans viv, de virker altid så glade for hinanden.

* Røde er altså lidt en luddit. Hans artikel handler om at Lillebæltsbroen er skidt fordi man nu nemmere kan komme til Tyskland? Catchy titel, men altså. Broen havde også været bygget i ti år, så vanvittig meget havde det måske ikke med Stauning at gøre? [EDIT: En læser påpeger at Stauning også var statsminister i 25. D’oh, jeg havde helt glemt hans første periode. Er lidt ude af Matador-universet efter pausen. Så lidt har Stauning altså med den bro at gøre, må man sige]

* Ja, De Tre Musikanter blev først skrevet i 1939, det er en af de mere berømte anakronismer i serien. Jeg er mest af alt bare imponeret over at de synger sangen helt igennem. Flere minutter går der med blot at synge en sang, uden dialog. Den ekstra spilletid afsnittene har fået giver også plads til gode sekvenser.

* En nørdet ting: Vi ser Lauritz løbe gennem det velkendte hovedgade-set, og så hører vi ham stadig løbe, og så ser vi ham komme op til rådhuset. Det er et forsøg på at binde byen sammen via lyd, den del som er et set, og den del som er optaget på location, og i mit hoved kan man så godt placere bank og rådhus i forhold til hinanden. Og jernbaneresteauranten ligger nok også lige ved den anden ende af gaden.

* Men hvor er jeg dog ligeglad med Holger. Hans samtale med Ingeborg er dog nok taget fra Cabaret, ‘Tomorrow Belongs to Me’, hvilket er sejt nok. Er det egentlig ikke også relativt sjældent at serien henviser til andre skildringer af samme tid?

* Kristen og Elisabeth kommer også op at skændes og går fra hinanden, på grund af det der med at hun spørger ham om maleriet og giver oplysningen videre og at Hans Christian så bruger det. Det er ikke afslutningen på det subplot, heller ikke i anden sæson, så det samler jeg nok mere op på senere.