Der er ting der binder os sammen. Oplevelser, vi har til fælles. Mange af dem har med medier at gøre. F.eks. det at sidde og se Matador en lørdag aften. Eller hvordan vi forholder os til store historiske begivenheder. EM 92, eller World Trade Center, for nu at nævne et par moderne episoder. Den slags vil også være der i enhver historisk tv-serie. Der var en del af dem i Mad Men, f.eks., heriblandt et helt afsnit hvor folk mestendels sad foran fjernsynet efter at John F. Kennedy var blevet skudt. Reelt set er der kun to begivenheder i Danmarks historie 1929-47 der kan måle sig med det: Besættelsen 9. April 1940 og Befrielsen 4. Maj 1945. Og den første begivenhed var så overraskende og chokerende, at de fleste gik alene med det. Befrielsen, derimod, den er fælles. Der har vi scenen foran radioen, og de mange små klip af personernes reaktioner.

Klichéerne står i kø, fordi selvfølgelig skal de det, alt andet ville være helt håbløst. ‘Kong Christian’ spilles i radioen. Hans Christian hiver mørklægningsgardinerne ned, og snart bliver de brændt nede på gaven. Lys stilles i vindueskarmene. Frihedskæmperne kommer tilbage igen, efter at have været under jorden i den sidste tid. Kirkeklokkerne bimler og gaderne er fulde af folk, der danser, synger, deler blomster ud. Men samtidig er der overraskende meget plads til de mørke sider. Mads Skjern bruger det meste af aftenen på at forsøge at få fat i Ellen Skjern, der har giftet sig ind i en familie der åbenbart har handlet endog overordentlig meget med tyskerne. Og Skjold-Hansen bliver angivet og taget med i retsopgøret, i en af de mere skræmmende og ubehagelige scener. Det er ganske modigt at vise en forkert mand blive angivet af en af ‘de sidste dages hellige’ som de siger, at vise hvordan folk udnytter friheden til at foretage personlige opgør. Men jeg må indrømme jeg ikke helt forstår scenen. Skjold-Hansen var jo værnemager, så hvorfor er alle så overbeviste om at det er en fejltagelse? Når så samtidig han står sammen med ‘feltmadrasser’, så har jeg en smule svært ved at forstå hvorfor alles sympatier bare retter sig mod den kyniske kapitalist, der i flere sæsoner har forsøgt sig med den ene lyssky handel efter den anden.

Afsnittene i sæson fire er generelt kortere end dem i sæson 2 og 3, og af samme længde som dem i sæson 1, hvor historien var en del mindre kompliceret. Det begynder man godt at kunne mærke her halvvejs igennem sæsonen, der er sekvenser hvor det begynder at føles en smule uskarpt og vævende. Hvorfor ventede Mads Skjern f.eks. så længe med at få Ellen og Mogens hjem, enhver kunne vel forvente hvilken vej det gik? Jeg ved ikke rigtig hvorfor der pludselig blev skåret en halv time af hvert afsnit, men det er lidt synd. Forskellen bliver ret åbenlys hvis man sammenligner med afsnittet hvor landet blev besat. Her var der tid til et bruge et halvt afsnit på Laura, og så derefter vise den historiske begivenhed, og så bruge historien om Laura til at binde det sammen med en kunstnerisk fortolkning. Denne gang er der ikke plads til meget andet end at få leveret de plotmæssige konsekvenser af befrielsen. Der er dog én ting de to afsnit har til fælles: De bedste scener er dem med Laura. Afsnittets store højdepunkt er den tavse scene med Laura og kaffen og chokoladen. Det er verden som er faldet på plads igen. Og derefter er der en hund involveret, og det er jo aldrig andet end fantastisk.

Det tætteste vi kommer på den historie der skal binde afsnittet sammen, er historien om Lærer Andersen. Afsnittet starter med hans begravelse, befrielsesdagen går bl.a. med at Jørgen og Hans Christian må mødes med Oscar Andersen, der har dunkle mistanker om hvad der er sket. Og til sidst får vi den nærmest endnu dunklere historie, hvordan Frederik kom op i sengen til Misse, hvordan han gik ud på altanen for at råbe over larmen, hvorefter Misse låste ham ude, og hvordan han så pådrog sig en lungebetændelse der aldrig blev behandlet, fordi Dr Hansen var gået under jorden. Det er en tragikomisk historie, én som Misse har tolket således at det var Gud der passede på hende. Man kunne også sige det var Poul. Dr Hansen siger man ikke kan straffe Misse for at være sin mors datter, underforstået at hun blev sindssyg af den måde hendes mor vogtede over hende. Det er en af de ikoniske historier. Men hvad siger det om Matador?

Jeg er faktisk ikke helt sikker. Langt hen ad vejen er Matador ganske som brætspillet: Folk rykker rundt på forskelige felter og planlægger at bygge huse. Frederik Andersen var hjemløs, altid på jagt efter en ny husven hvor han kunne få mad og ordnet skjorter. Misse Møhge, datter af Fernando og Enkefruen, arving til Møhge-formuen, ejede dermed Korsbæks mest mølædte og forfaldne felt. Brylluppet mellem de to var ligeså passende som det var fuldstændig absurd, to mennesker uden nogen som helst personlige fortrin, der blev gift i Korsbæks fineste stue fordi den enes forældre engang for årtier siden var blevet gift samme sted. Men forbindelsen mellem de to kollapsede også med det samme, inden pengene kunne bruges til at opbygge familien Andersen som en ny spiller i byen. Pointen med arvesagerne er ikke så meget at brødrene Varnæs skal have dem – omend Jørgen såmænd nok kan få brug for dem – som det er at Møhge-slægten skal afsluttes.

Som med Laura i hendes store afsnit er det en brik som tager sit sidste træk. Der er ikke mere historie tilbage for Misse Møhge, hun er nu enkefrue sådan som hun gerne ville være det, og kan gå rundt til komsammener hvor ingen respekterer hende. Det hænger en smule sammen med en fornemmelse af, at den gamle verden, symboliseret ved tyskerne, nu endegyldigt har spillet fallit. Men det er nu ikke fordi der er plads til så meget nyt – uanset hvad Røde insisterer på – for Møhge-pengene går bare til endnu en af de gamle familier. På samme måde ser det ikke ud til at Befrielsen reelt set skal medføre så enormt store forskelle. Til sidst kommer Daniel hjem med en engelsk soldat, i en scene hvor Ingeborg da i det mindste lader til at forstå hvad der sker. Her er der noget nyt, noget spændende. Men det er ikke Daniel der får lov til at vise englænderen rundt, han bliver kapret af Ellen. Og Mads forstår ingenting. Hermed er også anslaget lagt til den historie der skal blive den dominerende i de tre sidste afsnit.